Ellinora Avianna's dybeste

02-01-2021

Det kan være svært og hårdt at turde have sin egen stemme, at kommunikere sin holdning ud velvidende at andre på ingen måder deler samme opfattelse.
Jeg synes især 2020 viste dette i forhold til emnerne om Me Too og Corona.
Jeg oplevede det sågar i går på FB, da en ret irriteret borger i Hammerum udtrykte sig om de børn der havde sprunget hendes postkasse i stykker om natten. Hun var i den grad vred over hændelsen. Vred over at man ikke kunne lære sine børn ikke at lave hærværk.
Det fik nok ikke lige den modtagelse hun havde forventet, for som altid er der nogen der finder en sådan gerning ret uskyldigt og at hun kunne have undgået det ved at fjerne postkassen helt, have åbnet den op eller havet sat vand i den.
Jeg er selv lige der p.t. hvor jeg finder det utrolig provokerende at blive bedt om at indordne mig for andres skyld. For folk som er mig totalt fremmed. For folk som ikke viser det samme hensyn. Så kan snildt sætte mig ind i at det med at sikre sig, sin egen matrikel hvor ingen uvedkommende har ret til at være, er totalt omsonst at blive bedt om. Men jeg kan også godt forstå responsen, at ved at havet valgt anderledes ville hun måske havet undgået en ødelagt postkasse.
Men var det egentlig pointen i oplægget?

Det man bare skal huske er at når man vælger at offentliggøre sin stemme, så har det en konsekvens. Man skal forvente at få et modsvar som for én er fuldstændig modsvarende til der hvor man selv er. Man skal kunne rumme det, man skal være stærk. 
Om det så er ok er en helt anden sagt. Om det komiske i at bede et andet menneske om at tage hensyn til at andres børn laver hærværk, er også en helt anden snak.
DET er hvad det underlige år til 2020 har vist mig, da der for mig her har været emner som har ”ramt” mig meget. Ud over mig selv har andre også haft en offentlig reaktion, hvortil en respons er kommet.
Jeg synes selv jeg er ret afklaret med de oplæg jeg har lagt op på FB. Når jeg offentliggøre mine oplæg har jeg allerede taget stilling til om jeg ønsker at respondere på de kommentar der måtte komme.
For der kommer kommentar. Man kan ikke forvente at andre deler ens holdninger. Jeg føler også at man glemmer at FB vennerne, jo ikke altid er en sammensætning af ens nære venner. Jeg kender i hvert fald ikke nogen der kun har en FB profil med sine nære venner. Derfor vil der komme kommentar som man måske ikke deler samme opfattelse af. Det skal man huske.

Jeg har set nogle opslag hvor det kører fuldstændig af sporet. Kan også tydeligt se at nogen nærmest bare sidder og venter på åbningen til at kunne komme af med deres og helt uden det her acceptabelt filter. 
Selvfølgelig synes jeg ikke det er i orden, det er også for mig underligt at andre har svært ved at rumme ens holdning, når deres opslag går på at man skal udvise hensyn for det andet menneske. Det er jo vildt dobbelt moralsk. 
Men der hvor jeg måske tror man kan ændre lidt adfærd er at stoppe med at følge dem som man finder stødende. At man tør, ligesom det med at tør have en stemme, at man så tør stemme et andet menneske ude. At man tør stoppe med at ”dyrke” dem, stopper med at vise dem interessen hvis man finder dem grundlæggende fjern fra én selv.
Det er efter min opfattelse hellere ikke meningen at vi alle skal være i samme båd, have samme opfattelse, tro eller retning. Men jeg synes det er vigtigt at kunne evne at prøve at forstå et andet mennesket, at evne at rumme forskelligheden trods man ikke er enig. Og synes man ikke at dette er muligt så bør man fjerne sig. 
Det er noget jeg selv praktisere. Hvis jeg gentagende gange oplever en person som støder mig og hvor jeg finder det umuligt at kunne forstå eller rumme dennes holdning, meninger og handlinger, så flytter jeg mig. 
Jeg tager konsekvensen. Jeg tager konsekvensen uden lyd. 
Jeg har ikke behov for at forklare mig. Jeg går bare. For det er den ret jeg har, det er også at have en stemme, at bruge sin stemme. Det behøves ikke altid at være med ord. Handling vægter meget mere for mig end ord.

Så husk det koster at have en stemme. Det har en konsekvens at have en stemme. Så mærk efter med dig selv om du evner at stå 100% alene med den stemme du har, for først når du føler det, først når du kan det, kan konsekvensen meget nemmere bæres.

Kærligst
Ellinora Avianna

 

29-12-2020

På dette her tidspunkt af året ”åbner” jeg altid min lille boks op hvori jeg har lagt årets fokusområder. Det er altid sjovt at se hvad jeg tænkte på for et år siden og ikke mindst om jeg er kommet i mål. Det er så første gang jeg kan se at nogle af fokusområderne bliver gengangere. Det betyder ikke for mig at målet ikke er nået, men mere noget der skal forblive fokus på. 

Det har været et …………. uroligt år. 
Egentlig synes jeg det har været et lærerigt år på den gode måde. Al problematikken med Corona nedlukning og restriktioner har vist mig at ingen planer er skudsikre, der vil altid kunne opstå en ydre faktor som kan blive et forstyrrende element. Men året har også ført mig bag folks facader. Jeg har mødt sandheden med åbne og modtagelige øjne. 
Dermed ikke sagt at jeg ikke har ladet mig mærke af det, for det har jeg. Jeg indtager alt, alt ryger til sortering. Heldigvis ryger meget hurtigt og sikkert ud igen. Men noget forbliver og bliver bearbejdet. Og selvom en sådan bearbejdelse kan gøre skide ondt, så er det lykkedes mig at gøre det brugbart. 
Efter at have arbejdet med mig selv i mange år, er jeg i ret god kontakt med hele mit følelsesregister. Jeg har modet til at give los og udtrykke disse følelser. 
Jeg har langt om længe forstået at ikke mange er der. Derfor er det at jeg har oplevelsen af at andre negligerer mine følelsesudbrud, da de ikke selv kan være i disse. I deres egne. 
Samtidig taler jeg ofte om bevægelse, frygten for at stå stille. Dette opleves af mange som om jeg er rastløs, hvilket jeg på ingen måder er. Men skal måske i stedet udtrykke mig med let løb på stedet?
For det jeg reelt mener med det er at hvis man oplever modstand eller noget der ikke fungerer gang på gang, er det fordi der er noget man skal lære, noget man skal gøre anderledes. Se det er bevægelse, det er udvikling. Man ”flytter” sig, man bevæger sig i en ny retning, man vælger en anden løsning eller fremgangsmåde. 
Det er sågar endeligt gået op for mig hvor meget jeg higer efter familielivet, min barnedrøm. Dette har jeg forsøgt ved at holde sammen på den jeg har, alle 4, dog helt nytteløst. For det ville aldrig nogensinde lykkedes for mig, af den simple grund at det kun er min drøm ikke deres. 
Det ved jeg for mange vil gøre ondt i hjertet at læse, men jeg oplever mere en lettelse, et hjertets suk. Det har givet mig flere smerter i forsøget end det har at erkende nu at det ikke vil lykkedes. 

Så det fokusområde der mangler for næste år, er fastholdelse. Fastholdelse i mine forventninger, i mine krav og i mine ønsker. Jeg skal værne 100% om mig selv. Værne om det gode menneske jeg er, at prisen for at modtage fra mig er evne til selv at kunne give, at ville give. Kassekreditten er hermed fjernet fra kontoen. 
Jeg skal til at værdsætte og pleje det gode menneske jeg er og ikke lade andre forpeste uanset hvilken tilknytning de har til mig. 49 år er der nu gået og nu må det stoppe. Det er nu der skal skæres ind til benet. Det er nu eller aldrig.

"Livet er en gave, IKKE en opgave".
Det er den fedeste udtalelse jeg længe har hørt og er hermed tyvstjålet. 
Ønsker jer alle et bevægerigt Nytår.

Kærligst 
Ellinora Avianna

 

12-12-2020

Det er ved at være noget tid siden jeg sidst har skrevet på min blog. 
Ikke fordi jeg har ligget på den lade side, for har skam været ret aktiv på FB med diverse reaktioner med indlæg om disse Corona tider. Har heller ikke været særlig aktiv på bloggen vedrørende mit sidste livsmål. Også her har det ikke drejet sig om ladhed. Jeg været ret aktiv med undervisning af 5 hold på ugebasis. 

Nu er vi så gået i nedlukning her inden jul, hvilket har bevirket at der igen er plads for mig til at få mærket efter. Få mærket efter hvordan jeg reelt har det. Er jeg der hvor jeg vil være eller skal jeg igen tage mod til mig og fravælge noget for at komme videre?

Jeg er næsten færdig med massage nedlukningen i København. 
Jeg er opstartet undervisning i et fitness center som jeg ønsker for videre udvikling. 
Jeg har færdiggjort min Fitness Instruktør uddannelse. 
Og mit mini hjemmetræningsudstyr kommer op i næste weekend. 
So what is not to like?
Men er det nok? 

I år startede jeg jo mit sidste livsmål op. Jeg ønsker at være i mit livs form til Juni 2021. Og det kommer til at ske selvom Corona restriktionerne forsøger at sætte en kæp i hjulene for mig i tide og utide. Men jeg ved at jeg når det. 
Men et ønske for mig er også at starte mit eget forløbstræning på holdbasis op. En drøm er at få lov til at kunne motivere andre kvinder. At motivere dem til at gøre bevægelse til en naturlig del af deres hverdag. Ved at fytte fokus fra at man bør bevæge sig hver dag, til man gør det fordi man har lyst, fordi man kan mærke det giver én noget, der gør noget ved én. 
Men i disse Corona tider er en sådan prioritering det første man fravælger og derfor har det været næsten umuligt at få opstartet her i 2020.

Så er jeg jo på daglig basis forbi mine forældre for at tjekke op på rigets tilstand. Min mor lider jo af Alzheimer og jeg må da sige at far også er faldet kraftigt af på den. 
Alligevel synes jeg jo alt i alt at det går rigtigt godt med dem. Ja det går ned af bakke, men i et stille og roligt tempo, et forventeligt tempo.
Mange andre ældre på deres alder ville få hjemmehjælp og have nogle flere sundhedsmæssige problemer end mine forældre har. 

Så hvad er det? For der er noget. Der er noget som gør at vejrtrækningen er en smule anstrengt og har været det i et par måneder.
Der skulle endnu et skænderi fra mine forældre til før det gik op for mig. 
Jeg har den sidste tid fået udtalelser om at jeg opleves som en sortseer, er sur eller går med negative briller. Til det kan jeg kun sige at disse personer så ikke kan læse mig ret godt. For jeg er lige det modsatte. 
Hvis jeg møder modstand eller blokeringer på min vej, er jeg altid en der kigger efter en omvej eller en helt anden vej for at kunne bevæge mig fremad. Jeg taler dog sjældent med nogen om mine tanker eller reflektioner. Det går jeg med selv. Så det eneste andre oplever er mine umiddelbare reaktioner på noget jeg måske bliver sur/vred eller ked/skuffet over. 
For det er er jeg god til! 

Jeg er god til at udtrykke mig selv. Jeg er ikke bange for at vise at noget går mig på. 
Hvilket jeg mener er vigtigt for at kunne have balance i sin sind. Hele følelsesregistreret skal man turde give plads og ikke mindst lige meget plads. Undertrykkes noget af den skabes der en ubalance. 
Hvis man så er af de type som ikke tør vise sit følelsesregister frem er det klart at jeg opleves bombastisk, når jeg f.eks. bliver sur. Her vil personen med det undertrykket følelsesregister hurtigt forsøge at få mig flyttet over til det følelsesregister som for vedkommende er mere tåleligt. 
En sådan handling giver mig en følelse af manglende accept og negligering. Og DET får mig til at lukke skodderne i overfor vedkommende. 

Ligeledes er jeg heller ikke en type der "spiller den samme plade" hele livet. Jeg er meget reflekterende over det jeg oplever i min hverdag. Noget får mere tid end andet. Men alt bliver officielt vendt i mit hoved. Derfra tager jeg så stilling til om det skal fylde, skal det placeres på en hylde eller skal det i skralderen. 
Jeg har altid søgt fremdriften, udvikling. Jeg synes det er total lækkert når man tør lære af det man oplever gennem sit liv. Jeg synes det er total lækkert når man tør ændre sin retning fordi man er blevet klogere. Jeg synes det er total lækkert når man tør erkende at man var forkert på den. Jeg synes det er total lækkert at tør sige undskyld. For ja det er kun et fattigt ord, som rummer guld for den som modtager det. 

Det som mine forældres skænderi fik mig til at indse var "spillingen af samme plade".
Der skal lige her indskydes at mine forældre har skændes i alle mine snart 50 år. Så det er ikke noget nyt for mig at opleve eller at overvære. 
Men det som er anstrengt for mig er at man ikke ønsker at ændre på det, at man ikke ønsker det anderledes. At man ikke kan se at det ikke medfører noget positivt, nogen fremdrift. At man ved gentagende skænderier blot sårer hinanden, at man blot ribber op i ar. Ar som jo reelt aldrig er helet, da roen aldrig har været der til det.
Det har altid været mig en gåde at man gider bruge sit liv på at skændes, og især når det drejer sig om noget "tilbagevendende". For mig er det total uhørt. Har man talt tingene igennem bør dette aldrig komme op igen, med mindre det reelt opstår igen. Ellers er det på ingen måder noget  man bruger for at såre vedkommende med efterfølgende.

Nu nævnte jeg lige mine forældres skænderier til at belyse min a-ha oplevelse. Men det er ikke udelukkende dem der giver mig min anstrengte verjtrækning. 
Jeg føler i øjeblikket at være blandt folk som ikke ønsker ændringer, ikke tager egen ansvar, ikke ønsker fremdrift. I stedet "spilles den samme plade" og facaden holdes.
Jeg er overbevist om at det er sikkert spil for dem, det er trygt. 
Men det er tungt for en som mig der kan vende retning over natten. Det er tungt for sådan en som mig der handler og ændre det jeg erkender som ikke fungerer for mig. 
Det er tungt for sådan en som mig der har stor fokus på indre ro og balance.
Det er tungt for sådan en som mig der konstant søger det ultimative klimaks lykketilværelse. 

Det er svært for sådan en som mig at navigere gennem de oplevelser jeg får dagligt.
Jeg har aldrig fået noget forærende her i livet. Det ville være totalt naivt at tro at jeg nogensinde skulle komme til at opleve at blive headhunter eller håndplukket til noget jeg rigtigt gerne ville. Jeg har altid selv skulle skabe mine muligheder.
Jeg evner heller ikke at holde folk i min omgangskreds som bekvemhedsbekendskab. Jeg er heller ikke fascineret af titler, har kun respekt for mennesket og ikke alle bærer deres titel godt. 
Derved tror jeg at mit opstået anstrengte vejrtrækning kommer fra mit konstante store fodarbejde her i livet.
Det "koster" at være i balance. Det "koster" at ville ændre på tingene. Det "koster" at være i fremdrift. Det "koster" at ønske den ultimative lykketilværelse. 
Spørgsmålet er vel blot hvad har jeg "råd" til?
Hvad har jeg "råd" til at slippe. Hvad har jeg "råd" til at forlade. Hvad har jeg "råd" til at ændre. 
Jeg har dog IKKE råd til at give afkald på mig selv, på mine værdier, på min tro af egen evne, på min vilje om fremdrift. 
Jeg har allerede ved min flytning til Jylland givet et stort afkald. Jeg har mistet meget, noget som jeg på ingen måder kan få i Jylland. Så hvor meget mere er der egentlig at give af?
Man kan jo af gode grunde ikke plukke hår af en skallet. 

Kærligst 
Ellinora Avianna

 

06-09-2020

Det er så skønt at se hvor mange der kommer forbi min dagbog og efterfølgende tør spørge yderligere ind til mine skriv. Det er også meget lærerigt hvordan jeg opleves, hvordan jeg fortolkes ud fra disse skriv. Det vi alle skal huske er at der er jo ikke er noget rigtigt eller forkert, for man kan aldrig sige at en oplevelse er forkert. Man kan kun sige at det ikke var intensionen at det skulle fortolkes på denne måde, men man kan aldrig gardere sig at oplægget ”kommer rigtigt ud”.
Men skal man også selv sikre det? 

Mit svar er jo klart NEJ! Det skal det ikke eller jeg har hvert fald selv taget den beslutning om at mine skriv leveres på min måde og det er så op til læseren hvordan skrivet opleves.
Men det er udelukkende smag og behag. 

Det jeg er faldet over den senere tid er hvorvidt man skal bruge tid på modsvar. Altså hvornår man blot lader være med at svare på noget hvor man synes folk er for latterlige eller er gået over grænsen.
Jeg hører det faktisk ofte fra min far for tiden: ”…..hvorfor gider du bruge tid på det?”.
Nogen synes man blot skal lade det ligge eller nogen trækker på skulderne og siger pyt.
Der kommer jo hellere ikke altid ”noget” ud af at reagere.
Men skal der også det?

For mig drejer det sig ofte om at sige fra, at fortælle vedkommende at min grænse er overtrådt, at jeg ikke finder vedkommendes adfærd acceptabelt.
Og ja nogen gange kan vedkommende ikke modtage en sådan tilbagemelding. Vedkommende kommer måske yderligere op i det røde felt.
Men er det mit ansvar?

Der er jo altid en risiko ved at udtrykke sig, ved at vise hvem man er. Det er jo ikke alle der synes man er den mest fedeste person der kan gå på denne grønne jord.
Men skal alle også kunne lide én?
Er det et vigtigt mål for dig?

Jeg synes det er mange faldgrubber her.
Det kan være et vigtigt mål at alle kan lide én og derfor kan det være rigtigt svært at modtage en respons.
Der er desværre stadig rigtigt mange der ikke kender dem selv godt nok til at vide hvem de er, hvem de ønsker at være og derfor så hellere ikke ved hvor deres grænse er.
Hvis man så læres til blot at trække på skulderne eller sige pyt, så ophobes denne tilbagemelding sig i kroppen, den lægges måske på en fjern hylde. Der kan den så ligge og gære til en dag hvor den eksplodere og kroppen fyldes op med denne respons som man egentlig ikke synes var ok fra start, men da man blot har lagt den væk, lagt den til gæring er den nu blevet så stor at der måske er noget om snakken?

Jeg synes det er ret skræmmende at vi råder andre til modtage noget som man i sin optik ikke finder acceptabelt, at vi råder andre til at være passive på noget man finder stødende.
Jeg mener man først kan bruge teknikken med at trække på skulderne, vende den anden kind til eller sige pyt, NÅR man ved hvor sin grænse er. NÅR man ved om det er noget man kan rumme. NÅR man ved om det er noget man kan ”bære” at modtage.
Derefter kommer teknikken i at give en respons med den risiko der medfølger i at der kan komme yderligere tilbagemeldinger, for hvornår stoppes der? Hvornår har man fået sagt nok?
Men det er efter min mening en helt anden teknik, at få hold på det, at blot få sagt sit og derfra stoppe. Tavshed kan også være et stærkt våben, men det kan også være en åbning for andre. Så er det vigtigt at vinde diskussionen eller er det blot vigtigt at markere din grænse?

Igen der er ikke noget rigtigt eller forkert.
Jeg ved blot hvad der virker for mig. Jeg ved når jeg har behov for at sige noget. Jeg ved når jeg blot ønsker at forblive tavs. Jeg ved når jeg ønsker at undlade at svare på hele tilbagemeldingen og jeg ved når jeg blot ønsker at sige pyt.
Men det kan jeg kun vide ved at have indsigt i mig selv. Indsigt i min egen grænse for hvad jeg finder ret og rimeligt. Noget jeg i den grad synes er livsvigtigt for at opnå et velfungerende liv. 

Kærligst
Ellinora Avianna

 

06-06-2020

Jeg har lige genset hvor det hele startede.
Hvor min base har været i mange år og hvor jeg valgte at starte Caprii op.
Det føles hjemligt for mig at være i området, der opstår en form for ro.
Jeg husker det som en fed tid.
Jeg husker at jeg havde det godt der.
Alligevel opstod et kæmpe behov for at tage afstand fra den konstante bevægelse der også er i Vanløse, hvilket bevirkede i flytningen til Snertinge. Snertinge minder meget om Hammerum. En bette flækket hvor larmen kommer var græsslåningen inde fra naboen.

Jeg bliver ofte spurgt om jeg har fortrudt min flytning til Jylland. Og svaret er egentlig hverken ja eller nej.
Jeg synes det har været noget af en hård fødsel at flytte retur til Jylland, og hvis jeg følte mig ensom på Sjælland, må jeg da indrømme at det bestemt ikke er blevet bedre.
Har også tit fået det råd at så må jeg jo komme lidt mere ud, gør noget mere for at socialisere mig og kan godt følge den udtalelse langt hen af vejen.
Men………………………
Men ærligt jeg er træt. Jeg er træt af at slås. Jeg er træt af at bevise mit værd. Jeg er træt af forklare mig selv. Jeg er træt af at sælge mig selv. Jeg er træt af at tale. Jeg er træt.

Selvom jeg siger at jeg udelukkende er flyttet for at være tæt på mine forældre på deres gamle dage, så er jeg jo også flyttet fordi jeg grundlæggende fandt det som det rigtige at gøre.
En grundværdi jeg ikke bare kan fjerne. Og ja det koster på Channette-kontoen, det vil jeg ikke lyve om.
Jeg var en gang på et kursus hvor jeg lærte at hvis man ville ændre noget skulle man sige til sig selv :
”Ville jeg være kæreste med mig selv?”
”Ville jeg være veninde med mig selv?”
”Ville jeg være gifte med mig selv?”
”Ville jeg date mig selv?”
osv. 

Svaret på mange af de spørgsmål jeg stiller mig selv er egentlig: ”Nej det ville jeg ikke.”
Men er det egentlig så forfærdeligt? Er det mon ikke bare mit lod her i livet?
Er det ikke mit lod, når mit største behov er at inspirere andre, at motivere andre at jeg så må tilsidesætte mig selv og egne behov?
Jeg får tit af vide når jeg søger medier at de kan se jeg taler med mig selv, meget med mig selv og at det ikke virker til at jeg har nogen at læne mig op af. Og det er korrekt, det har jeg ikke.
Men ærligt så tror jeg ikke nogen vil kunne dække mit behov. Hvis jeg tillod at åbne op, ville det vælte ud af mig som var det en bombe der sprang.
Min hjerne kører 24-7. Alle sanseindtrykkene og ideer får min hjerne til at spinde. Noget smides ud og noget kan bruges. Og det der kan bruges det hæfter sig så meget fast at det ikke kan slippes før det er bearbejdet. Det skal på en eller anden måde føres ud i livet, fuldstændig som dette følgende skriv.
Det er jo noget af en mundfuld for en anden at skulle sluge samt det kunne også godt være den anden havde brug for at læsse af. Dette ville så igen betyde at jeg skulle gå i modtager-rollen og derved tilbage til first base.
Hvad er det så værd for mig?
Hvad har jeg egentlig at tilbyde et andet menneske?
Jeg har vel i grund intet at tilbyde, når det eneste jeg mener jeg har behov for er en der kun kan lytte, modtage og rumme. Noget hvor jeg har svært ved at gengælde for så starter min hjerne op igen. 

Nogen vil nok mene at jeg køre med en trukket håndbremse.
At køre med en trukket håndbremse betyder at man bremser mens man bevæger sig fremad.
Rådet om at jeg skal huske mig selv i al det her, at gøre Channette glad kommer ofte.
Men er det ikke blot en luksus, en luksus der ikke er muligt at give mig selv sådan helt, sådan helt ind i hjertet.
”Du kan jo ikke holde til at passe dine forældre evig og al tid.”
Kan jeg ikke det? Bør jeg ikke det?
Hvad skal jeg gøre når hvert eneste fiber i mig siger at det er det rigtige at gøre, at det er min pligt, mit lod. Vil jeg blive lykkelig af at kæmpe i modsatte retning? Vil det virkelig gøre mig oprigitg glad?
Handler livet ikke om tilvalg og fravalg?
Handler livet ikke om svære beslutninger?
Kan jeg virkelig tillade mig den luksus at sætte mig selv som første prioritet?
Kan jeg leve med det?
Evner jeg overhovedet mere at vise et andet menneske tillid nok til at få hjælp?
Er min tid ikke blot passeret på den konto?
Ville min sidste rejse ikke blot være nemmere, lettere og lykkeligere hvis jeg accepterede fuldt ud mit lod, min retning?
Ville det mon ikke gøre mig mindre træt hvis jeg bare slap håndbremsen og lod mit liv rulle, rulle at den sti som er for mig lagt?

Kærligst 
Ellinora Avianna