27-03-2022

Letting go

I dag er dagen hvor jeg sætter mig selv fri, fri fra min skam, skammen over at være blevet fritstillet – fyret, fra den ene dag til den anden. Noget jeg aldrig har prøvet før, men som jeg har erfaret ved at dele med andre, ikke er den eneste der har oplevet. 
Men hold da op en påvirkning det har på én. Det er at blive kasseret, sorteret fra på en sådan måde, at det blev deres eneste løsning, deres eneste udvej. Det er mig stadig en gåde.
Lad mig tage dig igennem min version:

I april 2020 blev jeg ansat i en vindmølle virksomhed midt i pandemiens blomstring. I starten så jeg ikke meget til alle mine kollegaer, da disse jo var på hjemmearbejde. Så de første par måneder var vi blot en lille sluttede gruppe.
I løbet af sommeren 2020 begyndte en hverdag at forme sig og jeg fik mere og mere indsigt i denne nye verden. Vi var 4 nye som stille og roligt blev inkluderet i gruppen. 

I min tid i sundhedsvæsenet har jeg haft stor berøring med forskellige typer - mange forskellige typer, og her tænker jeg ikke bare på patienterne, jeg hentyder også til kollegaerne. Men da man er mange timer sammen, så lærer man at få det til at fungere, man forsøger at finde et fælles sprog i den tid man er sammen, så alle kan levere det de er ansat til. Jeg erindrer ingen episoder hvor dette ikke fandt sted. Nuvel holdte man en professionel afstand til nogen mere end andre, men man samarbejdede no matter what.

I denne virksomhed havde jeg en sådan kollega, en kollega jeg havde det ret svært med, og måske fordi han var min daglig samarbejdspartner og var teamleder for de drenge hvortil jeg skulle levere en rejseplan. Så der var ikke ”fridage” fra ham, det var hver dag, mandag til fredag. 
Forskellen på samarbejdet med ham og de andre nævnte kollegaer var, at han havde det sidste ord, hvilket jeg jo så helt naturligt var underlagt. Folk som kender mig ved at jeg er ret loyal overfor de beslutninger der bliver taget. Jeg sikre mig, at det jeg har fået af vide bliver udført som ønskede. Derfor var det utroligt svært for mig, at det jeg havde spurgt til den ene dag ikke blev bakket op på dage efter hvis drengene klagede. 
Og ja teamlederen var konfliktsky som leder, men var utrolig god til at fralægge sig dette ved at sige at jeg var meget firkantet i min tilgang til tingene.
Jeg talte meget med min mellemleder om dette og hun gav mig ret……………………… i enerum, men i det offentlige rum viste hun en anden side. Og ja her må man også gerne fornemme at også hende oplevede jeg som konfliktsky som leder.
Men i bund og grund følte jeg jo svigt. Jeg følte jeg blev kneppet i røven – pænere kan det ikke siges. Og selvom jeg også har haft ”sjove” ledere i sundhedvæsenet, så har jeg aldrig oplevet at blive rygdolket af dem. Det skal de dog have.

Men jeg et meget reflekterende menneske og arbejder meget med mig selv, så selvfølgelig tog jeg det med ind. Jeg vendte og drejede det i mig selv. Var det virkelig mig, der på mine gamle dage var blevet så svær at samarbejde med? Var jeg virkelig SÅ firkantet? 
Jeg hankede op i mig selv i et håb om at vi kunne mødes på midten hvis jeg tog teten og ændrede på mig selv. 
I april 2021 blev jeg kaldt til samtalte ved min nærmeste leder, som roste mig op til skyerne.
De var virkelig glad for at have mig i virksomheden. Jeg kom altid med det gode humør. Var en meget hjælpsom kollega og ikke mindst den måde jeg håndterede når en kollegakonflikt opstod. Derfor ville de gerne give mig en lønforhøjelse på 3000kr.
Jeg var pavestolt den dag. Pavestolt over at være blevet set, at blive anerkendt på den måde, som også bekræftede mig i, at jeg stadig var en god kollega – en teamplayer.

I maj 2021 begyndte vi at være så mange nye ansatte og derved nå et antal, at virksomheden var nødt til at kigge på infrastrukturen. Det var nu tiden til at få en overordnede personaleleder ansat. Og det fik de så, en rigtig alfa-dame med albuer. 
Det var nu ikke noget der skræmte mig, igen sådanne leder har jeg haft før.
I juni 2021 opstår der så igen igen en situation med den tidligere nævnte teamleder og denne gang gjorde situationen mig rasende. Jeg bad min mellemleder om at fjerne mig fra ham og sætte mig sammen med en anden teamleder vi havde.
Dette var starten på det som sluttede med at jeg blev fritstillet. Den dag jeg sagde stop og tog bladet for munden. Den dag jeg havde fået nok. Var mættet af at forsøge. Var mættet af oplevelse i at stå alene med midterlinjen. 

Der blev afholdt et møde mellem mig og teamleder, hvor vi, i personalelederens og mellemlederens påhør, fik ”luftet ud”, men en egentlig køreplan for vores videre samarbejde blev der ikke lagt. For som personalelederen sagde op til flere gange, så var vi forskellige typer og man kan jo ikke lave om på folk. Hvilket jeg jo ikke sådan lige arbejdsmæssigt var enig i, da virksomheden vel har en retning, en holdning til hvad de vil have. Det må man som medarbejder indordne sig under og det har intet at gøre med at lave om på dig som type, men at det handler om din evne til at agerer professionelt.

I august var jeg til MUS-samtale, hvor der lige kort blev spurgt ind til hvordan det gik med samarbejdet mellem teamlederne og jeg, hvortil jeg svarede, at jeg forsøgte at imødekomme mødet på midten, hvilket min mellemleder også oplevede. Ellers blev der ikke sagt det store på denne MUS-samtale. Det var jo reelt den første rigtige jeg havde. 
Dog nævnede jeg, at jeg synes personalelederen brugt meget tid på implementering af digitalisering og jeg manglede måske en mere nærværende personaleleder. 
Her må du gerne fornemme et smil på mine læber, for jeg skulle ha’ forudset balladen. 
Så 1.5 uge efter blev jeg kaldt ind til en opfølgning på MUS-samtalen, som der stod i min indkaldelse. Her sad direktøren, personalelederen og mellemlederen. 
Samtalen omhandlede ikke opfølgning på min MUS-samtale, men klager på mig. Klager som min kollegaer havde på mig og som de havd nævnt til deres MUS-samtale.

Mine kollegaer synes det nu var anstrengende men min høje latter, mine kække bemærkninger og så blandende jeg mig i samtaler når vi stod ved fællesbordet. Personalelederne udtrykte at jeg var årsagen til den dårlige stemning der var kommet i afdelingen, og at det påvirkede det psykiske arbejdsmiljø. 
Det sagde KLASK! Uden pis.
Af hvad for noget?????????????
Jeg var total uforstående overfor min anklage. Ord jeg i april havde fået lønforhøjelse på, var nu vendt til at jeg var det raveste lort der var ansat i virksomheden. Så da direktøren spurgte om jeg slet ikke kunne relaterer til denne anklage, kunne jeg kun svare:  ”NEJ det er det ved gud ikke er noget jeg kan forholde mig til”. Jeg troede at dette var en tilladt adfærd nu direktøren ofte selv praktiserede kækheden når han kom igennem afdelingen. Og den kække toner havde været der det sidste år jeg havde været ansat. 
Jeg følte mig SÅ uretfærdigt behandlet. Jeg følte mig SÅ rygdolket som aldrig før. Og selvfølgelig ved jeg godt at det var en vis omkostning at lægge sig ud med toppen. Det har en konsekvens at åbne munden. Det har en konsekvens at sige fra.
Det endte i hvert fald med at jeg de næste måneder blev stille. Jeg bed mig gang på gang i læben for ikke at sige noget til nogen. Jeg sørgede for kun at tiltale folk hvis de henvendte sig ved mit bord. Få kollegaer var efter arbejde henne og spørge hvad der var galt, da de havde bemærket jeg havde ændret mig. Hvortil jeg fortalte dem at det følte jeg mig jo nødsaget til, idet de jo havde klagede over mig. Og selvom de reagerede med ikke at kende noget til disse anklager og ikke havde hørt nogen sige disse ord på noget tidspunkt, så gav det mig stadig følelse af, at nogen ikke sagde sandheden. Nogen lyver, men hvem var det?

I hvert fald så ”hørte" jeg intet mere fra toppen om denne anklage. Der er total radiosilence månederne efter. Ingen opfølgendesamtale eller noget. Personalelederen holdte en pæn distance til mig og jeg nu også til hende, såvel holdte jeg en professionel distance fra min mellemleder ligeså, hvortil der også lige skal nævnes at vi skulle samarbejde om dagens opgaver. Jeg sikrede mig kun at kommunikerer om det arbejdsrelaterede og selvfølgelig kun når jeg blev spurgt, hvilket heldigvis ikke er så tit.
Jeg forsøgte at indordne mig deres ønsker, deres regler, deres luner. Jeg blev mere og mere lukket. Jeg kunne mærke hvordan det langsomt begynder at æde mig op indvendigt, trods dette gjorde jeg ikke noget for at stoppe mit pineri. 

I januar 2022 opstår der så igen en situation med teamlederen, hvor jeg dog her ikke reagerer som jeg plejer. Det gjorde mellemlederen dog, for denne situation synes hun ikke var i orden. 
Men lige her, lige der, der var jeg færdig, der var jeg mættede. Den dag gav jeg op, den dag smed jeg håndklædet i ringen. Det var SÅ tydeligt for mig. Jeg gad ikke engang hidse mig op. Jeg gad ikke engang bakke min mellemleder op. Jeg lod hende reagerer. Jeg lod hende hænge på det selv. 
Personalelederen kaldte mig ind nogle dage efter, da hun havde brug for at mærke hvor jeg var, sådan en stemningssnak kaldte hun det. Og jeg var rolig, jeg var så fattet som jeg ikke havde været længe. Og jeg sagde det. Jeg har givet op, jeg har smidt håndklædet i ringen. 
Situationen der opstod var ikke ny. Det omhandlede det samme som alle de andre gange. Der er ingen struktur, der er ingen retning, der er ingen opbakning. Men svaret har været hver gang, at man ikke kan lave om på folk, men ved du hvad? Man kan hellere ikke lave om Channette. Så længere var den ikke. 
Sidste dag i den måned blev jeg fritstillet med en begrundelse om at der var stigende samarbejdsvanskeligheder med mig. 

Jeg havde linet op til at skulle køre sag på dem for uberettiget fyring, hvilket kunne have givet mig 2-3 måneder mere løn end de 3 måneder jeg fik. Virksomheden har ikke overenskomst med nogen, så derfor vil fagforeningen ikke hjælpe, men jeg havde fundet en tidligere HR-kollega der var villig til at køre sagen for mig. 
Men det ville jo ikke ha’ givet mig det jeg havde brug for. De ekstra måneder ville for mig blot være en sovepude i min søgning efter nyt job. Hvor jeg havde brug for at de tog til dem, at de ikke har handlet korrekt. De har ikke haft en pæn opførelse og de bør reflekterer over det eftermægle de nu har medgivet mig. Men det vil jo aldrig komme til ske. De vil jo aldrig tage ved lære.
Jeg er da godt klar over, for det har jeg overlevet da andre stoppede i virksomheden, hvordan der tales om disse. Hvordan de nedgøres. Og det sker da også nu hvor jeg er blevet gået. Selvfølgelig gør det det. Det er jo det nemmeste at gøre, at tillægge et andet menneske al skylden. Udtalelse som at man ikke passede ind i virksomheden, trods man blev ansat i tidernes morgen, så det finder man først ud af 2 år efter? At man ikke passer ind, og efter man har givet lønforhøjelse?
Mit uretfærdighedssans er den grad blev ramt. Jeg har aldrig og mener ALDRIG følt mig så dårligt behandlet af et andet menneske/ af andre mennsker. Jeg er aldrig blevet kneppet så voldsomt i røven, som jeg blev her. Jeg har ALDRIG overskredet mine egne grænser, som jeg gjorde for den her virksomhed.
Men al dette slipper jeg fri i dag. I dag lukker jeg det ud af mit sind. I dag takker jeg oprindeligt for denne læring, for det har tydeliggjort hvem Channette er, hvem Channette ønsker at være, hvem Channette vil have i sit liv og ikke mindst hvor meget Channette egentlig er værd.
I dag skal være starten på et nyt, et klare og lettere sind. I dag slipper jeg min skam, min skam ved at blive kasseret, kasseret af folk som er langt under min standard, kasseret at folk som ikke er i nærheden af mit værd.
Fra i dag letter jeg min byrde, en byrde det er båret uden grund.
Mit 2022 starter i dag.

Kærligst Ellinora Avianna