Frit fra leveren

Jeg har holdt en lille pause med at skrive, da én sagde til mig at mine skriv var mørke og tungsindet. 
Det har jeg faktisk gået og grublede lidt over, da jeg ikke selv oplever dem sådan. 
I mit hoved har mine skriv omhandlet mine tanker og reaktioner på påvirker fra mine omgivelser, en synliggørelse af et helt almindeligt menneskets syn, et syn med mine øjne. 
Men efter sidste weekend, som har givet mig en helt fantastisk AHA-oplevelse, er jeg pludselig et andet sted med den kommentar.  

Vedkommende som har kommenteret min side, er en type der, som så mange andre, svæver på vandene. En type der har den grundholdning at man ikke skal bruge tid på det man ikke kan gøre noget ved og derfor bliver enhver reaktion, enhver følelse og enhver oplevelse negligeret idet dette jo anses for nytteløst.
Jeg er en helt anden type. En type der har den holdning at man kan gøre noget ved alt. ALT!
Det er blot et spørgsmål om man VIL gøre noget ved det, om man har modet til det. 
Jeg er af den type at negligering af nogen form for følelse eller oplevelse kan på sigt gøre dig syg. 
Jeg synes det er dybt forkasteligt når man som forældre lærer sine børn ikke at må reagere at sige til dem at de ikke må græde hvis de har slået sig eller blive skuffet hvis tingene ikke lige går deres vej. For får de ikke muligheden for udvise nogen form for følelse eller mærke nogen reaktion, hvordan skal de så kunne lære hvor deres grænser går? Hvordan skal de kunne vide hvem de selv er, hvis de ikke kan/må mærke dem selv?
Og hvorfor anses det negativ at synliggøre sine tanker og følelser, hvorfor er det så svært at rumme et andet menneske kan jeg så spørge om?
Jeg er fuldstændig klar over at mange vil sige: ”Jamen sådan er det jo i samfundet.”
Men hvem kan stoppe det? Hvem kan ændre på det? 
Vi bestemmer vel stadig over os selv lidt endnu? Så det handler blot om du VIL ændre på dig, eller om det er nemmere eller mere sikkert at gøre som du blevet det lært. 

Jeg har i nogle måneder gået og puslet med en problematik på min arbejdsplads, hvor rådene til mig har været at:

- De ved ikke bedre.
- De har ikke evnerne til at gøre det anderledes.
- Sådanne nogle er der på alle arbejdspladser.
- PYT.

Alt sammen sagt velment (Også et nyt ord for mig).
Men hvorfor er det egentlig ikke også bare ok at give modparten den fulde skyld? Hvorfor er det at jeg skal have forståelse og acceptere deres mangelfuldheder? Hvorfor er det egentligt at JEG skal rumme og bøje mig, når det er mig der er blevet behandlet skidt? Hvorfor er det at jeg ikke må sige fra med en reaktion, men skal holde facaden for noget jeg ikke kan anerkende?
Hvorfor er det at jeg ikke kalde dem en flok skvaddernossere?

Det jeg synes er mest komisk er at jeg altid har fået at vide hvor hård jeg er, firkantet, ja nogle gange meget sort/hvid. Der er så komisk hvor vigtigt det er for andre at få mig kategoriseret.
Så hvem er det egentlig der er mest firkantet, sort/hvid, kassetænkende?
I bund og grund er jeg egentlig altid blevet rettet på, helt fra barnsben.
Der er ikke meget jeg kan huske som ikke har været ”nødvendigt” at blive rettet til. Så påvirkningen fra mine omgivelser er på ingen måder nyt.
Det der til gengæld er noget nyt, er datoen på dåbsattesten. Jeg er sgu ved at være godt mættet. 
Jeg er mættet af at min kreativitet (mig) nu står lig med fleksibilitet, bøje af, finde nødløsninger – for sådan skal jeg ikke leve. Det VIL jeg ikke acceptere, for sådan behandler jeg hellere ikke andre. 
Der er selvfølgelig noget af en udfordring for mig at gå fremad i stiv modvind for det er sådan jeg oplever det. Der er intet som har tilkommet mig let eller nemt. Jeg har aldrig fået noget forærende. Jeg har altid arbejdet hårdt for det jeg har opnået. Men jeg ønsker det hellere ikke anderledes den dag i dag. For det er mig, det er en stor del af den jeg er. 

Jeg ved hvem jeg er.
Jeg ved hvad jeg står for.
Jeg tør mærke mig selv.
Jeg tør stå ved mine reaktioner, mine følelser. 
Jeg tør stå udenfor flokken.
Jeg tør være i følelsen af at være alene.
Jeg tør sige fra.
Jeg tør at blive i øretæven, at stå i stiv modvind.

Men kan du sige det samme?

Kærligst Ellinora Avianna