07-03-2021

Pigen der drømmer

Jeg er en drømmer. 
Jeg er en der tænker mange tanker og måske lever lidt meget mit liv gennem mit eget hoved og derved får oplevelsen af, at jeg ikke helt lever det liv jeg gerne vil. 
Jeg har en tidligere klassekammerat som lever det vildeste Crocodile Dundee liv, en rigtig eventyrlystig gut. Hver gang han laver et opslag på Facebook tænker jeg altid at han må leve sin drøm ud hver dag. Det virker det virkelig til og ikke bare noget han gør for at dække over noget andet eller sælge noget han ikke er. Det er slet ikke den oplevelse jeg får.
I stedet tænker jeg hvad jeg mon skal gøre for selv at komme dertil. 

Jeg er ret sikker på at min klassekammerat har knoklet for at komme dertil hvor han er i dag, for at leve det liv han gør i dag. Det har med garanti også i perioder kostet ham sved og tåre. 
Men han har holdt i, han er blevet ved. Der er bare noget over ham, han kan noget. Noget som jeg mangler, noget jeg måske ikke evner? Jeg ved det ikke?
Jeg er ret sikker på at hvis jeg spurgte ham ville han ikke ane hvad jeg talte om. Men jeg fornemmer noget andet end hårdt arbejde, jeg fornemmer den her drivkraft af en særlig karaktere. Aldrig manglende tro på at tingene nok skal lykkedes. 

Så er guldspørgsmålet bare om det er noget man kan lære eller om det er noget man er født med?
Min store drøm er at motivere folk, at få folk til at se på dem selv med bedre øjne, med positive øjne, med øjne af respekt. 
Men har jeg overhovedet denne evne? Er jeg overhovedet inspirerende?
Og kan man tillade sig at inspirere andre, når man ikke føler man kan inspirere sig selv?

Jeg har bare svært ved at tro at alt bunder ud i manglende selvværd, i manglende tro på egen evne. For når man siger at vedkommnede kan sælge sand i Sahara, så drejer det sig jo om meget andet end evner og troen på sig selv. Det handler jo i den grad om vedkommens karisma og udstråling, det handler om vedkommende kan fange ens opmærksomhed med sit ordvalg. 
Og det tror jeg ikke bare man sårn' lige kan lære. Det tror jeg er en gave man er født med. 

Derfor tænker jeg ofte over om alle mine drømme overhovedet ville komme til at se dagens lys?
Vil det overhovedet blive en realitet at holde foredrag for andre?
Vil det overhovedet blive en realitet at have egne personlige hold?
Vil jeg overhovedet kunne batte noget for noget menneske?

Det er helt naturligt at nogen vil reagere med: "Jow Channette, bliv ved, tro på det......."
Men prøv lige i stedet at lade den hænge lidt.
Prøv lige selv at mærke efter hvor du selv er?
Er du der hvor du egentlig gerne vil være? Har du gjort det du ville fra drømmebogen?
Hvis ikke? Hvorfor så ikke bare få det gjort? Hvad holder dig tilbage?

Kærligst 
Ellinora Avianna