12-12-2020

Give and Take

Det er ved at være noget tid siden jeg sidst har skrevet på min blog. 
Ikke fordi jeg har ligget på den lade side, for har skam været ret aktiv på FB med diverse reaktioner med indlæg om disse Corona tider. Har heller ikke været særlig aktiv på bloggen vedrørende mit sidste livsmål. Også her har det ikke drejet sig om ladhed. Jeg været ret aktiv med undervisning af 5 hold på ugebasis. 

Nu er vi så gået i nedlukning her inden jul, hvilket har bevirket at der igen er plads for mig til at få mærket efter. Få mærket efter hvordan jeg reelt har det. Er jeg der hvor jeg vil være eller skal jeg igen tage mod til mig og fravælge noget for at komme videre?

Jeg er næsten færdig med massage nedlukningen i København. 
Jeg er opstartet undervisning i et fitness center som jeg ønsker for videre udvikling. 
Jeg har færdiggjort min Fitness Instruktør uddannelse. 
Og mit mini hjemmetræningsudstyr kommer op i næste weekend. 
So what is not to like?
Men er det nok? 

I år startede jeg jo mit sidste livsmål op. Jeg ønsker at være i mit livs form til Juni 2021. Og det kommer til at ske selvom Corona restriktionerne forsøger at sætte en kæp i hjulene for mig i tide og utide. Men jeg ved at jeg når det. 
Men et ønske for mig er også at starte mit eget forløbstræning på holdbasis op. En drøm er at få lov til at kunne motivere andre kvinder. At motivere dem til at gøre bevægelse til en naturlig del af deres hverdag. Ved at fytte fokus fra at man bør bevæge sig hver dag, til man gør det fordi man har lyst, fordi man kan mærke det giver én noget, der gør noget ved én. 
Men i disse Corona tider er en sådan prioritering det første man fravælger og derfor har det været næsten umuligt at få opstartet her i 2020.

Så er jeg jo på daglig basis forbi mine forældre for at tjekke op på rigets tilstand. Min mor lider jo af Alzheimer og jeg må da sige at far også er faldet kraftigt af på den. 
Alligevel synes jeg jo alt i alt at det går rigtigt godt med dem. Ja det går ned af bakke, men i et stille og roligt tempo, et forventeligt tempo.
Mange andre ældre på deres alder ville få hjemmehjælp og have nogle flere sundhedsmæssige problemer end mine forældre har. 

Så hvad er det? For der er noget. Der er noget som gør at vejrtrækningen er en smule anstrengt og har været det i et par måneder.
Der skulle endnu et skænderi fra mine forældre til før det gik op for mig. 
Jeg har den sidste tid fået udtalelser om at jeg opleves som en sortseer, er sur eller går med negative briller. Til det kan jeg kun sige at disse personer så ikke kan læse mig ret godt. For jeg er lige det modsatte. 
Hvis jeg møder modstand eller blokeringer på min vej, er jeg altid en der kigger efter en omvej eller en helt anden vej for at kunne bevæge mig fremad. Jeg taler dog sjældent med nogen om mine tanker eller reflektioner. Det går jeg med selv. Så det eneste andre oplever er mine umiddelbare reaktioner på noget jeg måske bliver sur/vred eller ked/skuffet over. 
For det er er jeg god til! 

Jeg er god til at udtrykke mig selv. Jeg er ikke bange for at vise at noget går mig på. 
Hvilket jeg mener er vigtigt for at kunne have balance i sin sind. Hele følelsesregistreret skal man turde give plads og ikke mindst lige meget plads. Undertrykkes noget af den skabes der en ubalance. 
Hvis man så er af de type som ikke tør vise sit følelsesregister frem er det klart at jeg opleves bombastisk, når jeg f.eks. bliver sur. Her vil personen med det undertrykket følelsesregister hurtigt forsøge at få mig flyttet over til det følelsesregister som for vedkommende er mere tåleligt. 
En sådan handling giver mig en følelse af manglende accept og negligering. Og DET får mig til at lukke skodderne i overfor vedkommende. 

Ligeledes er jeg heller ikke en type der "spiller den samme plade" hele livet. Jeg er meget reflekterende over det jeg oplever i min hverdag. Noget får mere tid end andet. Men alt bliver officielt vendt i mit hoved. Derfra tager jeg så stilling til om det skal fylde, skal det placeres på en hylde eller skal det i skralderen. 
Jeg har altid søgt fremdriften, udvikling. Jeg synes det er total lækkert når man tør lære af det man oplever gennem sit liv. Jeg synes det er total lækkert når man tør ændre sin retning fordi man er blevet klogere. Jeg synes det er total lækkert når man tør erkende at man var forkert på den. Jeg synes det er total lækkert at tør sige undskyld. For ja det er kun et fattigt ord, som rummer guld for den som modtager det. 

Det som mine forældres skænderi fik mig til at indse var "spillingen af samme plade".
Der skal lige her indskydes at mine forældre har skændes i alle mine snart 50 år. Så det er ikke noget nyt for mig at opleve eller at overvære. 
Men det som er anstrengt for mig er at man ikke ønsker at ændre på det, at man ikke ønsker det anderledes. At man ikke kan se at det ikke medfører noget positivt, nogen fremdrift. At man ved gentagende skænderier blot sårer hinanden, at man blot ribber op i ar. Ar som jo reelt aldrig er helet, da roen aldrig har været der til det.
Det har altid været mig en gåde at man gider bruge sit liv på at skændes, og især når det drejer sig om noget "tilbagevendende". For mig er det total uhørt. Har man talt tingene igennem bør dette aldrig komme op igen, med mindre det reelt opstår igen. Ellers er det på ingen måder noget  man bruger for at såre vedkommende med efterfølgende.

Nu nævnte jeg lige mine forældres skænderier til at belyse min a-ha oplevelse. Men det er ikke udelukkende dem der giver mig min anstrengte verjtrækning. 
Jeg føler i øjeblikket at være blandt folk som ikke ønsker ændringer, ikke tager egen ansvar, ikke ønsker fremdrift. I stedet "spilles den samme plade" og facaden holdes.
Jeg er overbevist om at det er sikkert spil for dem, det er trygt. 
Men det er tungt for en som mig der kan vende retning over natten. Det er tungt for sådan en som mig der handler og ændre det jeg erkender som ikke fungerer for mig. 
Det er tungt for sådan en som mig der har stor fokus på indre ro og balance.
Det er tungt for sådan en som mig der konstant søger det ultimative klimaks lykketilværelse. 

Det er svært for sådan en som mig at navigere gennem de oplevelser jeg får dagligt.
Jeg har aldrig fået noget forærende her i livet. Det ville være totalt naivt at tro at jeg nogensinde skulle komme til at opleve at blive headhunter eller håndplukket til noget jeg rigtigt gerne ville. Jeg har altid selv skulle skabe mine muligheder.
Jeg evner heller ikke at holde folk i min omgangskreds som bekvemhedsbekendskab. Jeg er heller ikke fascineret af titler, har kun respekt for mennesket og ikke alle bærer deres titel godt. 
Derved tror jeg at mit opstået anstrengte vejrtrækning kommer fra mit konstante store fodarbejde her i livet.
Det "koster" at være i balance. Det "koster" at ville ændre på tingene. Det "koster" at være i fremdrift. Det "koster" at ønske den ultimative lykketilværelse. 
Spørgsmålet er vel blot hvad har jeg "råd" til?
Hvad har jeg "råd" til at slippe. Hvad har jeg "råd" til at forlade. Hvad har jeg "råd" til at ændre. 
Jeg har dog IKKE råd til at give afkald på mig selv, på mine værdier, på min tro af egen evne, på min vilje om fremdrift. 
Jeg har allerede ved min flytning til Jylland givet et stort afkald. Jeg har mistet meget, noget som jeg på ingen måder kan få i Jylland. Så hvor meget mere er der egentlig at give af?
Man kan jo af gode grunde ikke plukke hår af en skallet. 

Kærligst 
Ellinora Avianna