06-09-2020

PYT!

Det er så skønt at se hvor mange der kommer forbi min dagbog og efterfølgende tør spørge yderligere ind til mine skriv. Det er også meget lærerigt hvordan jeg opleves, hvordan jeg fortolkes ud fra disse skriv. Det vi alle skal huske er at der er jo ikke er noget rigtigt eller forkert, for man kan aldrig sige at en oplevelse er forkert. Man kan kun sige at det ikke var intensionen at det skulle fortolkes på denne måde, men man kan aldrig gardere sig at oplægget ”kommer rigtigt ud”.
Men skal man også selv sikre det? 

Mit svar er jo klart NEJ! Det skal det ikke eller jeg har hvert fald selv taget den beslutning om at mine skriv leveres på min måde og det er så op til læseren hvordan skrivet opleves.
Men det er udelukkende smag og behag. 

Det jeg er faldet over den senere tid er hvorvidt man skal bruge tid på modsvar. Altså hvornår man blot lader være med at svare på noget hvor man synes folk er for latterlige eller er gået over grænsen.
Jeg hører det faktisk ofte fra min far for tiden: ”…..hvorfor gider du bruge tid på det?”.
Nogen synes man blot skal lade det ligge eller nogen trækker på skulderne og siger pyt.
Der kommer jo hellere ikke altid ”noget” ud af at reagere.
Men skal der også det?

For mig drejer det sig ofte om at sige fra, at fortælle vedkommende at min grænse er overtrådt, at jeg ikke finder vedkommendes adfærd acceptabelt.
Og ja nogen gange kan vedkommende ikke modtage en sådan tilbagemelding. Vedkommende kommer måske yderligere op i det røde felt.
Men er det mit ansvar?

Der er jo altid en risiko ved at udtrykke sig, ved at vise hvem man er. Det er jo ikke alle der synes man er den mest fedeste person der kan gå på denne grønne jord.
Men skal alle også kunne lide én?
Er det et vigtigt mål for dig?

Jeg synes det er mange faldgrubber her.
Det kan være et vigtigt mål at alle kan lide én og derfor kan det være rigtigt svært at modtage en respons.
Der er desværre stadig rigtigt mange der ikke kender dem selv godt nok til at vide hvem de er, hvem de ønsker at være og derfor så hellere ikke ved hvor deres grænse er.
Hvis man så læres til blot at trække på skulderne eller sige pyt, så ophobes denne tilbagemelding sig i kroppen, den lægges måske på en fjern hylde. Der kan den så ligge og gære til en dag hvor den eksplodere og kroppen fyldes op med denne respons som man egentlig ikke synes var ok fra start, men da man blot har lagt den væk, lagt den til gæring er den nu blevet så stor at der måske er noget om snakken?

Jeg synes det er ret skræmmende at vi råder andre til modtage noget som man i sin optik ikke finder acceptabelt, at vi råder andre til at være passive på noget man finder stødende.
Jeg mener man først kan bruge teknikken med at trække på skulderne, vende den anden kind til eller sige pyt, NÅR man ved hvor sin grænse er. NÅR man ved om det er noget man kan rumme. NÅR man ved om det er noget man kan ”bære” at modtage.
Derefter kommer teknikken i at give en respons med den risiko der medfølger i at der kan komme yderligere tilbagemeldinger, for hvornår stoppes der? Hvornår har man fået sagt nok?
Men det er efter min mening en helt anden teknik, at få hold på det, at blot få sagt sit og derfra stoppe. Tavshed kan også være et stærkt våben, men det kan også være en åbning for andre. Så er det vigtigt at vinde diskussionen eller er det blot vigtigt at markere din grænse?

Igen der er ikke noget rigtigt eller forkert.
Jeg ved blot hvad der virker for mig. Jeg ved når jeg har behov for at sige noget. Jeg ved når jeg blot ønsker at forblive tavs. Jeg ved når jeg ønsker at undlade at svare på hele tilbagemeldingen og jeg ved når jeg blot ønsker at sige pyt.
Men det kan jeg kun vide ved at have indsigt i mig selv. Indsigt i min egen grænse for hvad jeg finder ret og rimeligt. Noget jeg i den grad synes er livsvigtigt for at opnå et velfungerende liv. 

Kærligst
Ellinora Avianna