06-06-2020

Den trukket håndbremse

Jeg har lige genset hvor det hele startede.
Hvor min base har været i mange år og hvor jeg valgte at starte Caprii op.
Det føles hjemligt for mig at være i området, der opstår en form for ro.
Jeg husker det som en fed tid.
Jeg husker at jeg havde det godt der.
Alligevel opstod et kæmpe behov for at tage afstand fra den konstante bevægelse der også er i Vanløse, hvilket bevirkede i flytningen til Snertinge. Snertinge minder meget om Hammerum. En bette flækket hvor larmen kommer var græsslåningen inde fra naboen.

Jeg bliver ofte spurgt om jeg har fortrudt min flytning til Jylland. Og svaret er egentlig hverken ja eller nej.
Jeg synes det har været noget af en hård fødsel at flytte retur til Jylland, og hvis jeg følte mig ensom på Sjælland, må jeg da indrømme at det bestemt ikke er blevet bedre.
Har også tit fået det råd at så må jeg jo komme lidt mere ud, gør noget mere for at socialisere mig og kan godt følge den udtalelse langt hen af vejen.
Men………………………
Men ærligt jeg er træt. Jeg er træt af at slås. Jeg er træt af at bevise mit værd. Jeg er træt af forklare mig selv. Jeg er træt af at sælge mig selv. Jeg er træt af at tale. Jeg er træt.

Selvom jeg siger at jeg udelukkende er flyttet for at være tæt på mine forældre på deres gamle dage, så er jeg jo også flyttet fordi jeg grundlæggende fandt det som det rigtige at gøre.
En grundværdi jeg ikke bare kan fjerne. Og ja det koster på Channette-kontoen, det vil jeg ikke lyve om.
Jeg var en gang på et kursus hvor jeg lærte at hvis man ville ændre noget skulle man sige til sig selv :
”Ville jeg være kæreste med mig selv?”
”Ville jeg være veninde med mig selv?”
”Ville jeg være gifte med mig selv?”
”Ville jeg date mig selv?”
osv. 

Svaret på mange af de spørgsmål jeg stiller mig selv er egentlig: ”Nej det ville jeg ikke.”
Men er det egentlig så forfærdeligt? Er det mon ikke bare mit lod her i livet?
Er det ikke mit lod, når mit største behov er at inspirere andre, at motivere andre at jeg så må tilsidesætte mig selv og egne behov?
Jeg får tit af vide når jeg søger medier at de kan se jeg taler med mig selv, meget med mig selv og at det ikke virker til at jeg har nogen at læne mig op af. Og det er korrekt, det har jeg ikke.
Men ærligt så tror jeg ikke nogen vil kunne dække mit behov. Hvis jeg tillod at åbne op, ville det vælte ud af mig som var det en bombe der sprang.
Min hjerne kører 24-7. Alle sanseindtrykkene og ideer får min hjerne til at spinde. Noget smides ud og noget kan bruges. Og det der kan bruges det hæfter sig så meget fast at det ikke kan slippes før det er bearbejdet. Det skal på en eller anden måde føres ud i livet, fuldstændig som dette følgende skriv.
Det er jo noget af en mundfuld for en anden at skulle sluge samt det kunne også godt være den anden havde brug for at læsse af. Dette ville så igen betyde at jeg skulle gå i modtager-rollen og derved tilbage til first base.
Hvad er det så værd for mig?
Hvad har jeg egentlig at tilbyde et andet menneske?
Jeg har vel i grund intet at tilbyde, når det eneste jeg mener jeg har behov for er en der kun kan lytte, modtage og rumme. Noget hvor jeg har svært ved at gengælde for så starter min hjerne op igen. 

Nogen vil nok mene at jeg køre med en trukket håndbremse.
At køre med en trukket håndbremse betyder at man bremser mens man bevæger sig fremad.
Rådet om at jeg skal huske mig selv i al det her, at gøre Channette glad kommer ofte.
Men er det ikke blot en luksus, en luksus der ikke er muligt at give mig selv sådan helt, sådan helt ind i hjertet.
”Du kan jo ikke holde til at passe dine forældre evig og al tid.”
Kan jeg ikke det? Bør jeg ikke det?
Hvad skal jeg gøre når hvert eneste fiber i mig siger at det er det rigtige at gøre, at det er min pligt, mit lod. Vil jeg blive lykkelig af at kæmpe i modsatte retning? Vil det virkelig gøre mig oprigitg glad?
Handler livet ikke om tilvalg og fravalg?
Handler livet ikke om svære beslutninger?
Kan jeg virkelig tillade mig den luksus at sætte mig selv som første prioritet?
Kan jeg leve med det?
Evner jeg overhovedet mere at vise et andet menneske tillid nok til at få hjælp?
Er min tid ikke blot passeret på den konto?
Ville min sidste rejse ikke blot være nemmere, lettere og lykkeligere hvis jeg accepterede fuldt ud mit lod, min retning?
Ville det mon ikke gøre mig mindre træt hvis jeg bare slap håndbremsen og lod mit liv rulle, rulle at den sti som er for mig lagt?

Kærligst 
Ellinora Avianna