29-02-2020

The sun is shining

Ja det virker måske lidt forkert på dig, når du nu kigger ud af vinduet og ser regn, regn, regn.
Men ikke desto mindre er det sådan jeg har det, det er sådan jeg føler min hverdag er.
Jeg har det som om, at jeg har fået vendt skuden, brudt hul på isen.

I bund og grund er der ikke sket nogen ændringer i mine omgivelser, men det er i den grad mig der er brudt hul på. Jeg føler i den grad, at jeg har fået sorteret og lagt kun de ting ind på hylderne som skal være der. Det gælder også indkommende ting, de bliver hurtigt sorteret. Skal de ind på en hylde eller skal de ekspederes videre ud, ud af mit sind.
Det lyder jo såre simpelt og det var egentlig noget jeg troede jeg havde ret godt styr på. Men det havde jeg på ingen måder.

Jeg har søgt hjælp mange steder gennem det sidste 1,5 år og hver gang blev der sagt få nu forliget med din fortid, acceptere hvem du er, virkelig elsk dig selv.
Hver gang fik de himmelvendte øjne, for jeg synes jo i den grad at jeg havde forliget mig med min fortid, at jeg virkelig virkelig acceptere og elsker mig selv.
Men det var først da en sagde til mig, at han så mig som highly sensitiv at tiøre faldt for mig. 

Jeg har kun læst en bog om det, en meget lille tynd bog, mere skulle der ikke til. Det omhandlede highly sensitiv voksne hvordan de reagerer og hvilke redskaber man så kunne arbejde med for at være i det. Ikke alt i bogen synes jeg at kunne relatere til, men det der var DET sad altså i den grad i skabet. Det kunne tages ud af bogen og klistres på mig.

Jeg har tit haft dage hvor jeg er kommet hjem og har været helt bombet, slet ikke kunne rumme andre mennesker mere, bare have brug for at være helt mig selv, at der skulle være HELT STILLE. Jeg har faktisk altid godt kunne lide stilheden når jeg tænkte over. Har ikke haft brug for musik i baggrunden når jeg gik alene hjemme.
Nu dyrker jeg ligefrem stilheden og jeg kan mærke at det har fjernet en kæmpe tyngde fra min hjerne, mit sind, min krop. Det har betydet at der blev givet tid til at få alle sanseindtrykkene bearbejdet, så jeg igen evnede at modtage og rumme.
Det har også betydet at jeg har fået overskud, har fået energi til at kigge på alt det ophobet igennem de sidst 1,5 år. Jeg har i den grad fået ryddet op og ikke mindst smidt ud.

Men hvad har det så nu med sunshine at gøre?
Ved at jeg fundet tiøre på måske et reaktionsmønster jeg har haft hele mit liv, men aldrig har vist, aldrig har stået ved, har givet mig redskaber til at håndtere det på en positiv måde og helt udramatisk. At erkender mest overfor sig selv, at jeg har brug for en stille dag, at jeg sikre ikke at overbooke mig selv, men istedet får mærket efter, og giver mig selv lov til at reagere som jeg gør, helt fra en skyfri himmel. 

Jeg har også forliget mig selv med ikke at tage mig af, at andre kan undre sig over at jeg den ene dag stråler og den næste dag trækker mig ind i mig selv, fordyber mig og lukker af for alle "højtaler", at jeg pludselig opleves som en stille pige.  
Nogen finder det svært at jeg nu ret prompte, uden at være sur, siger fra hvis tingene mærkes kompliceret, giver uro i maven. 
Nogen finder det svært at jeg er direkte i min tale. Jeg truer ikke, istedet handler.
Men det fungerer for mig og jeg er ikke ude på at støde nogen. Slet ikke. 
Men hvis jeg virkelig skal elske mig selv, virkelig skal acceptere den jeg er, må jeg følge min mavefornemmelse og gør det der virker for mig. 

For det virker i den grad..
Jeg føler lige nu at alt er positivt, tingene lykkedes for mig, trods jeg stadig må arbejde for tingene og som skrevet tidligere er mine omgivelser ikke blevet anderledes.
Men jeg kan mærke mit eget fodfæste, jeg kan mærke maven smiler når jeg handler på dets signaler og bakker den op. Jeg kan mærke at bekymringer, min store tankevirksomhed er dalet og ikke bare en stor mismaks, at det der fylder er det som er relevant. 

Har tænkte meget over på det sidste om jeg havde fanget det ved at blive på Sjælland?

Kærligst 
Ellinora Avianna