17-10-2019

At turde bære min indre vildskab

Siden jeg er begyndt mit livs sidste rejse har jeg observeret en indebrændthed hos mig selv. Jeg har ikke rigtigt ville stå ved at jeg havde en sådan, men må bare erkende at mine oplevelser det sidste år har sat sig.
Jeg bemærkede det, efter jeg havde lavet en hair-upser. Som altid tænker jeg: ”Hvor svært kan det være?” og begynder selv at afblege mit ret mørke hår for at ville skifte farven til en mere postkasse rød. Ja det endte så med et orange-halloween-agtigt look lige før jeg skulle ud af døren. Der var selvfølgelig ingen tid til at redde dette stunt.

Første reaktion var latter, en meget høj latter endda og så efterfølgende et: ”PPIIISSSSS”.
Men så kom den, snigende, den her indre bitterhed/vrede. Det var som en ballon der sprang med et brag. Som en trold op af en æske forvandlede min latter sig til en rigtig bitter attitude til mit spejlbillede.
”Uha ja det vil jo nok støde jyderne det her. Så kan de da rigtig få sat mig i bås. Men så har de da noget at have det i, når de ønsker jeg skal dæmpe mig, indordne mig eller at de synes jeg er for livlig. Nu passer billedet for dem.”

Der gik faktisk et par dage med denne indre snak og den fik hellere ikke for lidt, da jeg modtog en invitation til en jobsamtale nogle dage efter. Jeg gik rigtigt og forberedte mig på, at de sikkert vil spørge om ditten og datten, at de sikkert ville lukke det sædvanlige ævl ud, at de ville vise dem som ikke rummelig mennesker lige præcis som jeg så dem.
Jeg ser tilbage på det som noget der kørte fuldstændigt af sporet for mig, netop når man som jeg er i ubalance. I hvert fald så meget i ubalance at jeg begynder at overtolke, overreagere til den negative side.

Men da jeg modtog en sms fra en tidligere kollega, hvor nogle af mine påstande stod skrevet, vel at bemærke sendt som en sjov besked, slog det mig pludseligt.
Jeg står jo på ingen måder selv ved hvem jeg er. Jeg render jo rundt og undskylder og ender i forklar-mig-røv over mit høje drive, at jeg emmer at energi, emmer af vildskab om man vil.
Jeg elsker jo slet ikke de egenskaber ved mig selv, jeg bruger dem jo som et våben, som en årsag til min manglende succes. Det kommer jo til at virke ret så bombastisk når jeg ikke selv evner at bære det, at anerkende det.

Det blev en noget hård nat før jobsamtalen, for der var lige nogle ting der skulle tales igennem, ja altså med mit spejlbillede. Der var nogle kameler der skulle sluges.
JA jeg har et højt drive, JA der er krudt i min røv, JA jeg er noget af en vildbasse, JA jeg har mange gode ideer. Men jeg har IKKE flere timer i døgnet end alle andre. Jeg skal OGSÅ sove som alle andre, jeg har OGSÅ behov for at slappe af som alle andre.
Men jeg vil ikke ændre på min udstråling, for jeg tror inderligt på at jeg er sat til verden for at være en inspirationskilde for andre, at det er mit største formål her i livet.
At hvis jeg kan, kan du også.

Men jeg er ikke herre over hvordan andre opfatter mig. Om de opfatter det positivt eller negativt og det vil jeg fremadrettet hellere ikke forholde mig til. Jeg vil gerne dæmpe mig, indordne mig, hvis vi taler om at jeg taler for meget, griner for højt, konstant har brug for at udtrykke min holdning. Selvfølgelig vil jeg tage hensyn. Men det ændre ikke på at jeg stadig rumme disse egenskaber.
Det jeg til gengæld vil forholde mig til, er at turde bære min vildskab med stolthed, turde hvile i mig selv, turde vise det.
Følte en helt anden ro til jobsamtalen. De nævnte også mit drive, men med ordene: "......et dejligt drive" og selvom de valgte en anden følte jeg selv at det havde været en god samtale. Jeg kunne ikke have gjort det bedre. Jeg var tro imod mig selv. Jeg bar min vildskab og mit orange-halloween-agtige hår med stolthed. (Tror faktisk slet ikke de undrede sig).

Så man må da sige at afblegningen fjernede mere end blot min hårfarve.

Kærligst
Elinora Avianna