28-07-2019

Challenge

Så er min sommerferie ved at være veloverstået. Denne uge har godt nok været tiltrængt fysisk men i den grad også psykisk.

Mine sidste ord herinde var: ”De får mig ikke uden kamp”.
For dig som ikke har læst dette opslag, handler det kort om min modtagelse fra mit ”hjemland”, det ikke at føle sig velkommen, det ikke at føle sig accepteret, det ikke at være ønsket i gruppen.  Som jeg også skrev tidligere, er jeg aldrig blevet behandlet sådan på Sjælland, som i ever. 

Det bevirkede at en gammel kontakt pludselig blev aktiveret og et uhyr forsvarsmekanisme gik i gang. Helt ubevidst begyndte jeg at bygge en murstensvæg op omkring mig selv, fik klargjort det tunge skyts, jeg gjorde i den grad klar til en evt. krig. Jeg stoppede med at udtrykke mig til mine omgivelser, og igen til dig som ikke kender mig, er det RET usædvanligt. I stedet holdte jeg alt indenfor for muren. Jeg samlede sammen og begyndte at ophobe vrede og bitterhed, som på ingen måder er noget jeg ønsker at være i. Men skaden var sket, jeg havde tilladt ”Dem” at ødelægge mig selv indefra.

Det er SÅ hårdt at gå med fuld krigsudstyr på hver dag, at være beredt på krig, og det var et kæmpe chok da det gik op for mig, hvad jeg havde gang i, hvor destruktiv det var begyndt at blive for mig. Jeg var godt klar over, at det ikke ville være nok bare at fjerne en mursten af gangen i den opbyggede væg, jeg var simpelthen nødt til at brage igennem den med en bulldozer, men hvordan?

Det første signal på, hvordan det ikke skulle være, kom faktisk lige dagen efter, hvor jeg var i hundeskoven med Xander. I hans vilde leg kommer han i fulde gardiner og giver mig på bedste Goldenvis en skulder (35 kg) lige ind i mit underben, vel at mærke forfra. Det lammede mig totalt og jeg sank omgående i knæ. Kunne simpelthen ikke rejse mig fra skovbunden, og alligevel fik det mig til at skrupgrine. Okay okay………… I got it. Bulldozeren skulle i hvert fald ikke komme udefra, men indefra. Der kommer dog til at gå endnu 14 dage, inden den indre bulldozer valgte sin ankomst. 

Som jeg også har skrevet tidligere fik jeg tilbudt en stilling, en stilling som jeg i den grad i mange år havde drømt om at få chancen for. Så at står med den mulighed, gjorde det fulde krigsudstyr meget nemmere at bære. Når jeg ser tilbage på min opstart der, er jeg egentlig glad for at jeg stadig bar den, for ellers havde jeg nok ikke holdt så længe som jeg har gjort nu.
Dette skyldes at jeg trådte ind i et familiefortagende hvor min kemi med lægens søster i den grad ikke var (er) eksisterende. Men jeg var jo i fuld krigsmondering, så vupti pludselig var der gået 3 månder. 

Min indre bulldozer ankom først da lægen og søsteren var gået på ferie. Jeg havde haft en tilfældig god snak med noget insiderviden, som fik slukket krigerkontakten i fuldmondering, og istedet fik antændt selvkærlighedsknappen. 
Jeg gik samme aften hjem og øvede mig, idet jeg var bange for at krigeren stadig ville sidde der. Det har altid været vigtigt for mig at holde det jeg vil sige på egen banehalvdel for ikke alle ved hvilken indvirkning de har på andre og her kunne det jo gælde om begge veje. Desuden finder jeg det også ret ukonstruktiv at klandre andre for ens dårligdom. 
Nå men jeg øvede mig grundigt og da jeg adspurgte den anden praksis læge om en samtale var jeg i total indre ro .......... troede jeg. 

I starten af samtalen sidder jeg total velovervejet og velformuleret. Jeg kan huske at jeg lige får tænkt: I am back. Men nærmest i samtalens slutning knækker filmen for mig. Jeg begynder at stortude og det vælter ud af mig ........................ ikke særlig velovervejet skulle jeg hilse at sige. Men skaden var sket, det var ude, det var sagt. 
Jeg tog på weekend fuldstændig bombet, fuldstændig tom, fuldstændig sårbar, fuldstændig ...... lettet. Det var det! Det var det der skulle til for at muren væltede. 

Det er nu 3 uger siden murens fald. De 3 uger har jeg brugt til at forlige mig med rigets nye tilstand, fortælle mig selv at det hele er ok, at det var det rigtige at gøre. Søsteren hjemvendte også lige fra ferie, hvilket jeg også lige skulle lande i. Så ja selvom jeg skriver at denne uges ferie har været tiltrangt er det ment som et behov for en uge, hvor jeg kunne være mig selv, kunne finde mig selv uden nogen tvungen påvirkning fra mine omgivelser. En uge hvor jeg definitivt har besluttet at aflåse krigsudstyret. For det første fordi det slet ikke er min stil, men også anerkender hvad det gør ved mig rent psykisk, hvilken person det gør mig til. 
Jeg ved godt det ikke ændre på, at jeg anses som en outsider, at jeg blevet til Københavneren. Men jeg ønsker ikke folk i mine omgivelser der ikke kan behandle mig som andre med respekt, den respekt alle fortjener. Jeg kan ikke ændre på folks måde at være på, men jeg har indvirkning på hvordan jeg ønsker at være. Jeg har indvirkning på hvem jeg ønsker at omgive mig med. 

Min challenge bliver at begå mig. 
Dette stadfæstede jeg i min ferie, men løsningen er at holde fokus på AL det som er fantastisk, AL det fede der sker i mit liv. Jeg er SÅ glad for mit hjem. Synes selv at jeg bor hyggeligt, jeg har sgu selv lyst til at være her i døgndrift. Dyrebørnene er faldet super godt til. Jeg er tæt på min forældre, hvilket gør mig varm om hjertet, at jeg kan komme til undsætning indenfor 30 min. Og hey så er jeg blevet ansat som danseinstruktør. What is not to like?

Min challenge bliver ikke at kæmpe for at blive accepteret og anerkendt, at gå på kompromi med mig selv i vejen for at opnå dette. Dette endte jeg blot i fuld krigsmondering på. Min challenge bliver at holde min sti lys og let og vifte let evt. unoder væk som ingen plads har på min vej. Ikke skubbe, blot let vifte det væk. Det er nu nok egentlig min livslæring, det vil gøre mig til et bedre menneske, at det vil give mig den balance i livet jeg er så bange for at miste. 

Kærligst
Ellinora Avianna