07-02-2019

Oh can you see the irony

Så er 1 måned gået her i det nye år, og det vil sige at jeg snart har boet i Jylland i 6 måneder.
I mit tidligere skriv fra julen beskrev jeg, en i den grad wake up call, at returnere til ”et land” man troede man var en del af, et sted man troede man hørte til.
Til gengæld har min returnering lært mig, at jeg aldrig bliver rigtig jyde igen. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg ikke ønsker det. Jeg ønsker ikke at blive placeret på den hylde, faktisk ikke på nogens hylde. For lige nu skammer jeg mig over at være jyde, så jeg ønsker friheden til at kunne bevæge mig frit rundt på alle hylderne, hvor end jeg lyster at være.
Jeg har aldrig haft nogen interesse i at få en fast plads nogen steder, og dette er blevet mig meget mere tydeligt i denne proces.
Det er hellere ikke fordi jeg ønsker at give nogen skylden, da jeg jo ikke kan ændre på folk, det kan de kun selv, og hvis de selv ønsker det. Men det er mit frie valg om jeg ønsker at være en del af det, ønsker at indordne mig. Hvilket jeg på ingen måder ønsker at gøre.

Selvom jeg er super god til at spille spillet hver dag, så er det sindssygt energikrævende. Det er hårdt at bevæge sig blandt folk, hvor jeg oplever at blive drænet . Det er hårdt at have oplevelsen af at være i beredskab hele tiden, ikke at føle man kan være sig selv, ikke at blive rummet, ikke at blive forstået. Det er frustrerende selv at få af vide, at man skal tone sig selv ned for at andre kan rumme min type, især når det ikke er gengældt. Jeg skal lære at indordne mig, men mine omgivelser skal ikke arbejde på at rumme mig.
Oh can you see the irony?

Bare i min ansættelse er der gentagende gange blevet udtalt at jeg er det friske pust, at det er sjovt at se de reaktioner der kommer når jeg folder mig ud. Men det mest skræmmende er, at jeg ikke finder det spor sjovt. Jeg mener det jeg siger, når ”jeg folder mig ud”.
Jeg mener når jeg siger, at jeg ønsker at være et sted hvor jeg kan udvikles, hvor man er indstillet på at se på tingene anderledes, et sted hvor man har modet til at lytte, modet til at tage imod, hvor man tør helt at fjerne sætningerne: ”…sådan plejer vi at gøre”, ”…. sådan har vi altid gjort det.”.
Men i stedet for en ansættelse tiltænkt som udvidelse af min viden, tiltænkt som en udvikling, har jeg pludselig en oplevelse af en afvikle af mig på flere planer.
Oh can you see the irony?

Jeg har sidste weekend været hos en meget dygtig clairvoyant, der satte lidt skub i mig igen. Hun så i den grad den tunge energi omkring mig, men heldigvis også det kommende lys. Blot var det vigtigt at jeg fremadrettet rettede min energi indad, hvad jeg i den grad har fokus på nu.
Jeg har altid været en type der ser muligheder i alt, ikke tænker på begrænsninger. Alle er jo startet fra scratch på et eller andet tidspunkt. Så min grundholdning har ikke ændret sig blot fordi jeg er blevet ældre eller for den sags skyld fordi jeg er flyttet til Jylland.
Tværtimod er den blevet forstærket og måske dette driver mig hen på noget jeg aldrig havde set komme. Jeg håber det!
Så trods mine oplevelser med underlige og uprofessionel opførelse er jeg stadig meget målrettet i at være min egen lykkesmed. Jeg accepterer at ingen er perfekte under overfladen, selvom man forsøger at fremvise den side.
Oh can you see the irony trying to be perfect and yet ………..fail?

Kærligst Ellinora Avianna