Ellinora Avianna's dybeste

31-07-2021

Som altid i weekenderne bliver jeg vækket af dejlige Xander, som jo mener at ugedagen ikke har nogen som helst betydning for hvornår man skal stå op og ud at gå tur.
Så vi var som vi plejede af sted kl. 6.00.
I weekenderne prøver jeg altid at finde nye lækre steder til ham, steder hvor vi ikke sårn’ lige kommer til dagligt og i dag var ikke nogen undtagelse. 
Det små-dryppede lidt som det har gjort de sidste par dage, men der var så grønt og så smukt i skoven, at det ikke havde nogen betydning. Skoven var godt i gang med at vågne op.
Jeg elsker simpelthen at opleve den vækkelse mens Xander tuller snusende rundt.

Det er også ofte på sådanne dage mine tanker og ideer hvirvler rundt.
Jeg går og pusler med at finde et større lokale til Happy Moves i Holstebro. Jeg har en masse forespørgsler ude, men jeg har også fået en del afslag.
Det er ikke nemt at konkurrere med foreningslivet, som har førsteret på i hvert fald hallerne og gymnastiksalene.
Men jeg kunne jo også rigtig godt tænke mig at have mit eget sted, mit eget lille lokale. Her er det så min egen økonomi lige p.t. der ikke rækker langt, i hvert fald ikke til de priser jeg er blevet forelagt. Men alligevel trækker det i mig. Det med at have min eget sted, det sted hvor jeg kan være kreativ, hvor jeg kan skabe og gør små skridt til store. 

Jeg kan være super stolt af mig selv. Jeg giver nemlig ikke så let op. 
Jeg har ligget og kørt Holstebro tynd de sidste mange uger, for med egne øjne at se om der ikke var et gemt lokale et sted. Jeg har søgt på nettet og sendt mails til virksomheder og andre selvstændige om jeg måske kunne leje mig ind hos dem. Jeg har sågar været ude og stemme dørklokker. Jeg har bestemt ikke ladet andre være gatekeeper for det liv jeg ønsker at leve.

Men det kræver også jeg er skarp på hvad jeg vil, hvad er mit mål og så holde fokus på det og derved arbejde målrettet derhen. Det er vigtigt at det jeg laver og siger er gennemsigtigt for modtageren. Mine tanker ude skoven faldt på min hjemmeside, som jeg pludselig synes virkede utroligt rodet.
Den har helt klart afspejlet min kreativitet, signalerede alle mine berøringsflader som jeg finder interessant. Men den har på ingen måder været gennemsigtig.

Så mens der nærmest var dobbelt skybrud udenfor har jeg haft det klareste øjeblik indenfor. 
Hele dagen i dag har jeg siddet og rettet til, ændret og korrigeret. Jeg har skabt, jeg har sat mål ved at holde fokus. Jeg føler at muslingen skallen har åbnet sig op, så den smukkeste perlen er blevet synlig for alle, men ikke mindst for mig selv. 
Jeg føler mig renset, jeg føler mig let, og jeg ser lyset bag de tunge skyer.
Jeg kan vitterlig selv mærke nu at bedre tider er på vej, at jeg har fat i den retning jeg ønsker. 
Nu skal jeg blot holde ved, stå fast og nyde det, nyde dagene som kommer, for de kommer.
Der er noget godt på vej!

Kærligst 
Ellinora Avianna

 

25-07-2021

Jeg har lært et nyt ord eller rettere brugen af et nyt ord. Sårbarhed.
Jeg har de sidste par år talt meget om sværheden ved at falde til i det jyske, om mødet med en anden mentalitet, en anden ”verden”.
Men jeg føler i den grad at jeg er landet nu.

Egentlig gik det først op for mig i min ferie for 2 uger siden.
Gennem et turmult halvt år med episoder og kontraverser med andre mennesker, en kæmpe oplevelse af dolkning i ryggen, af ikke at blive hørt men blot jordet så snart munden gjorde tegn til at blive åbent, pludselig der kom min AHA-oplevelse. 
Det at have robustheden i at turde vise hvem man er, at turde stille sig frem med egne holdninger og meninger, at have ambitioner. Det at turde vise at man ikke er perfekt, at man fejler, at noget er uretfærdigt, at man bliver bange og usikker, det er sårbart men det kræver styrke, det kræver mod, det kræver vijle.
MEN ..... når man stiller sig frem, så viser man sin store sårbarhed. Derfor giver det muligheden for andre at pege fingre af dig, hvilket skaber et tillidsbrud. Denne kan, alt efter relationen og situatioen, være stor som lille. Men den er der og den sætter sine spor. Men vel at mærke KUN hvis du er i kontakt med dig selv, tør være i dig selv og evner at rumme alt ved dig selv.

Hold op et ordforåd jyderne har i mødet med mig. Hvad jeg ikke har måtte ligge øre til.
Her er blot et udpluk: Negativ, dramaqueen, stivstikker, firkanten, kasseformede, flueknepper, mangel på rummelighed ..........
Og udtrykkene udspringer fra episoder hvor jeg vælger at stille mig frem og have en mening, en mening der enten går mod flokken, blot er en helt anden holdning eller blot tør sætte ord på det andre i det skjulte går og mugger over. 

Det er vigtigt her også at fortælle, at jo ikke alle i mine omgivelser er sådanne. Men det er de andre som fylder, hvis man lader dem fylde. For de er der alle steder, i nogle områder er der bare mange samlet af dem på et sted.
Og det var først på min danseferie til Spanien for 2 uger siden min renselse kom. 
Jeg havde valgt efter mange overvejelser i disse tider om jeg skulle tage afsted eller ej. Jeg kunne mærke at jeg i den grad havde brug for det, men der var stadig mange restriktioner på spil. 
Ferien var købt for 2 år siden. Jeg vidste at jeg ikke kendte mange på turen, men det er jo sjældent et problem for mig at møde nye mennekser. Men egne tvivl kom qva min hverdag i jylland, så orkede jeg virkelig at skulle rejse ned til det samme som jeg kom fra? Var det ferie? Var det hvad jeg havde brug for?

Deltagerne var fra alle steder af lille Danmark, men en kæmpe flok af kvinde i deres bedste alder. Det er jo kun dømt til at gå galt. Men heldigvis kun på papiret.
For turen var fyldt med deltagere som viste tillid og havde modet til at være sårbare og rumme andres sårbarhed. 
Der blev hurtigt skabt denne her helt specielle unikke stemning. Der blev skabt et rum alle kunne være med i, hvis de vel at mærke ønskede det. For der var også plads til at sige fra.
Alle typer og niveauer fik et ligeværdigt fællesskab, hvilke var min AHA-oplevelse.
DET KAN RENT FAKTISK LADE SIG GØRE. 
Men ja kun med den rette indstilling, den rette lyst, den rette evne til at turde modtage og vise et andet menneske tillid. 
Og dette har kun fortsat med sådanne opevelser siden jeg kom hjem. 

Og det er jo den retning og de mennesker man skal dyrke!
Man skal værne og være stolt af sin sårbarhed, for den kan sætte dig fri. 
Hvis jeg rumme alle sider af mig selv og har modet til at vise det til andre, jamen så er der jo INTET jeg ikke kan klare, INTET jeg ikke kan gøre, INTET jeg ikke kan udrette. 
Jeg tror faktisk også at denne AHA-oplevelse er grundstenen i den blokering jeg har ved helt at leve det liv som jeg egentlig gerne vil have på så mange andre områder.

Og når jeg får sådanne AHA-oplevelser jamen så vil omgivelserne mærke en ændring eller ændringer. Der vil komme til at rulle hoveder, for det er nødvendigt for processen. 
Men mon så ikke jeg får muligheden for at tilføje nye tillægsord om mig selv og min person. 

Kærligst 
Ellinora Avianna

 

07-03-2021

Jeg er en drømmer. 
Jeg er en der tænker mange tanker og måske lever lidt meget mit liv gennem mit eget hoved og derved får oplevelsen af, at jeg ikke helt lever det liv jeg gerne vil. 
Jeg har en tidligere klassekammerat som lever det vildeste Crocodile Dundee liv, en rigtig eventyrlystig gut. Hver gang han laver et opslag på Facebook tænker jeg altid at han må leve sin drøm ud hver dag. Det virker det virkelig til og ikke bare noget han gør for at dække over noget andet eller sælge noget han ikke er. Det er slet ikke den oplevelse jeg får.
I stedet tænker jeg hvad jeg mon skal gøre for selv at komme dertil. 

Jeg er ret sikker på at min klassekammerat har knoklet for at komme dertil hvor han er i dag, for at leve det liv han gør i dag. Det har med garanti også i perioder kostet ham sved og tåre. 
Men han har holdt i, han er blevet ved. Der er bare noget over ham, han kan noget. Noget som jeg mangler, noget jeg måske ikke evner? Jeg ved det ikke?
Jeg er ret sikker på at hvis jeg spurgte ham ville han ikke ane hvad jeg talte om. Men jeg fornemmer noget andet end hårdt arbejde, jeg fornemmer den her drivkraft af en særlig karaktere. Aldrig manglende tro på at tingene nok skal lykkedes. 

Så er guldspørgsmålet bare om det er noget man kan lære eller om det er noget man er født med?
Min store drøm er at motivere folk, at få folk til at se på dem selv med bedre øjne, med positive øjne, med øjne af respekt. 
Men har jeg overhovedet denne evne? Er jeg overhovedet inspirerende?
Og kan man tillade sig at inspirere andre, når man ikke føler man kan inspirere sig selv?

Jeg har bare svært ved at tro at alt bunder ud i manglende selvværd, i manglende tro på egen evne. For når man siger at vedkommnede kan sælge sand i Sahara, så drejer det sig jo om meget andet end evner og troen på sig selv. Det handler jo i den grad om vedkommens karisma og udstråling, det handler om vedkommende kan fange ens opmærksomhed med sit ordvalg. 
Og det tror jeg ikke bare man sårn' lige kan lære. Det tror jeg er en gave man er født med. 

Derfor tænker jeg ofte over om alle mine drømme overhovedet ville komme til at se dagens lys?
Vil det overhovedet blive en realitet at holde foredrag for andre?
Vil det overhovedet blive en realitet at have egne personlige hold?
Vil jeg overhovedet kunne batte noget for noget menneske?

Det er helt naturligt at nogen vil reagere med: "Jow Channette, bliv ved, tro på det......."
Men prøv lige i stedet at lade den hænge lidt.
Prøv lige selv at mærke efter hvor du selv er?
Er du der hvor du egentlig gerne vil være? Har du gjort det du ville fra drømmebogen?
Hvis ikke? Hvorfor så ikke bare få det gjort? Hvad holder dig tilbage?

Kærligst 
Ellinora Avianna

 

08-02-2021

Jeg er stadig i dybt chok og vild undret, for hvor er den sunde fornuft blevet af?
I dag kan man nærmest ikke nyse, hoste, snotte eller have ondt i halsen før man bliver bedt om at blive testet for Corona. Symptomer der for et lille år siden var tilladt at have på denne årstid og som var 98% af begrundelsen ved en sygemelding på jobbet. Disse symptomer er nu på højde med den sorte død. 

Danmark er delt op i et A og et B hold. Enten er man med på sporet af regeringens beslutninger og håndtering eller også er man, som jeg, på B-holdet. Os der beskyldes for at være skyld i restriktionerne, fordi vi lever et ligeglad og uansvarligt liv. 
Vi lever i konstant frygt for at blive stukket, afhentet og henrettet for vores ugerninger.

Jeg forstår simpelthen ikke hvad det er der sker.
Jeg forstår ikke at folk ikke kan ligge 2 og 2 sammen mere.
Jeg forstår ikke at folk ikke stopper op og mærker efter.

Vi er nedlukket grundet en 2. bølge. 
Vi er nedlukket fordi vi er bange for at de 2 mutationer fra England og Sydafrika skal slå os ud af kurs. Vi er nedlukket indtil vi har kontrollen.
Men hvad så med den 3. mutation som er kommet i Brasilien? 
Vi kommer aldrig til at have kontrollen. Vi taler om en virus, en virus som opfører sig ”som den bør og gør”, den muterer. Den skifter form, den skifter styrke, den skifter retning. Ligesom influenza virussen gør hvert år.

Uha der brugte jeg lige et fy-ord. Jeg må nemlig ikke sammenligne corona virussen med influenza virussen. Men da jeg er på B-holdet skider jeg højt og flot på det. 
For influenza virussen har også op i tiderne muterede, ændret form samt styrke. 
Vi har evnet at finde en vaccine, dog på bagkant, hvorfor du får en ny hvert år. 
Dette er ikke nogen garanti for at du så ikke bliver syg, men man kan kun håbe at du kun bliver ramt i en mindre grad.

For sådan er det med os mennesker. Vi ved ikke hvem der er sårbare før vi er ramte. Vi kan stadig ikke tjekke om vores immunforsvar er intakt, om den er stærk nok til det den rammes af. 
Nogle mærker intet før skaden er indtruffet, nogen har mærket noget men ikke gjort noget ved det og nogen mærker alt. Det er det vidunderlige og finurlige ved vores maskineri.

Så hvad skyldes det at den sunde fornuft er forsvundet?
Er det frygten der har overtaget?
Er det et ønske om kontrol?
Hvad………………………..hvad er det der gør at du, dig på A-holdet, at du har valgt livet fra, at du frygter at trække vejret i samme rum med et fremmed menneske, at du tror du kan gemme dig væk, at du tror det vil hjælpe at stikke hovedet ned i et hul som en struds. 

Alt du laver er forgæves for når du kommer ud af dit flyverskjul, ja så er B-holdet her stadig og der vil stadig være en ny mulig virus angreb på vej. Der vil stadig dø folk som dør alt for tidligt og som kan være uforståeligt for de overlevende. Der vil igen med garanti opstå noget som er uden af din kontrol, noget som gør dig til den lille.
Men det er det fantastisk ved livet som menneske. Vi tror vi er overfolket, men i bund og grund er vi blot en meget lille brik i det store skakspil.
Så gør dig selv den tjeneste, træk vejret dybt og træd så ud i verden med hjælp fra din sunde fornuft. 

Kærligst
Ellinora Avianna

 

02-01-2021

Det kan være svært og hårdt at turde have sin egen stemme, at kommunikere sin holdning ud velvidende at andre på ingen måder deler samme opfattelse.
Jeg synes især 2020 viste dette i forhold til emnerne om Me Too og Corona.
Jeg oplevede det sågar i går på FB, da en ret irriteret borger i Hammerum udtrykte sig om de børn der havde sprunget hendes postkasse i stykker om natten. Hun var i den grad vred over hændelsen. Vred over at man ikke kunne lære sine børn ikke at lave hærværk.
Det fik nok ikke lige den modtagelse hun havde forventet, for som altid er der nogen der finder en sådan gerning ret uskyldigt og at hun kunne have undgået det ved at fjerne postkassen helt, have åbnet den op eller havet sat vand i den.
Jeg er selv lige der p.t. hvor jeg finder det utrolig provokerende at blive bedt om at indordne mig for andres skyld. For folk som er mig totalt fremmed. For folk som ikke viser det samme hensyn. Så kan snildt sætte mig ind i at det med at sikre sig, sin egen matrikel hvor ingen uvedkommende har ret til at være, er totalt omsonst at blive bedt om. Men jeg kan også godt forstå responsen, at ved at havet valgt anderledes ville hun måske havet undgået en ødelagt postkasse.
Men var det egentlig pointen i oplægget?

Det man bare skal huske er at når man vælger at offentliggøre sin stemme, så har det en konsekvens. Man skal forvente at få et modsvar som for én er fuldstændig modsvarende til der hvor man selv er. Man skal kunne rumme det, man skal være stærk. 
Om det så er ok er en helt anden sagt. Om det komiske i at bede et andet menneske om at tage hensyn til at andres børn laver hærværk, er også en helt anden snak.
DET er hvad det underlige år til 2020 har vist mig, da der for mig her har været emner som har ”ramt” mig meget. Ud over mig selv har andre også haft en offentlig reaktion, hvortil en respons er kommet.
Jeg synes selv jeg er ret afklaret med de oplæg jeg har lagt op på FB. Når jeg offentliggøre mine oplæg har jeg allerede taget stilling til om jeg ønsker at respondere på de kommentar der måtte komme.
For der kommer kommentar. Man kan ikke forvente at andre deler ens holdninger. Jeg føler også at man glemmer at FB vennerne, jo ikke altid er en sammensætning af ens nære venner. Jeg kender i hvert fald ikke nogen der kun har en FB profil med sine nære venner. Derfor vil der komme kommentar som man måske ikke deler samme opfattelse af. Det skal man huske.

Jeg har set nogle opslag hvor det kører fuldstændig af sporet. Kan også tydeligt se at nogen nærmest bare sidder og venter på åbningen til at kunne komme af med deres og helt uden det her acceptabelt filter. 
Selvfølgelig synes jeg ikke det er i orden, det er også for mig underligt at andre har svært ved at rumme ens holdning, når deres opslag går på at man skal udvise hensyn for det andet menneske. Det er jo vildt dobbelt moralsk. 
Men der hvor jeg måske tror man kan ændre lidt adfærd er at stoppe med at følge dem som man finder stødende. At man tør, ligesom det med at tør have en stemme, at man så tør stemme et andet menneske ude. At man tør stoppe med at ”dyrke” dem, stopper med at vise dem interessen hvis man finder dem grundlæggende fjern fra én selv.
Det er efter min opfattelse hellere ikke meningen at vi alle skal være i samme båd, have samme opfattelse, tro eller retning. Men jeg synes det er vigtigt at kunne evne at prøve at forstå et andet mennesket, at evne at rumme forskelligheden trods man ikke er enig. Og synes man ikke at dette er muligt så bør man fjerne sig. 
Det er noget jeg selv praktisere. Hvis jeg gentagende gange oplever en person som støder mig og hvor jeg finder det umuligt at kunne forstå eller rumme dennes holdning, meninger og handlinger, så flytter jeg mig. 
Jeg tager konsekvensen. Jeg tager konsekvensen uden lyd. 
Jeg har ikke behov for at forklare mig. Jeg går bare. For det er den ret jeg har, det er også at have en stemme, at bruge sin stemme. Det behøves ikke altid at være med ord. Handling vægter meget mere for mig end ord.

Så husk det koster at have en stemme. Det har en konsekvens at have en stemme. Så mærk efter med dig selv om du evner at stå 100% alene med den stemme du har, for først når du føler det, først når du kan det, kan konsekvensen meget nemmere bæres.

Kærligst
Ellinora Avianna