Ellinora Avianna's dybeste

09-05-2022

Det har været 3 helt fantastiske dage, hvor ikke bare solen har skinnet, men hvor jeg har modtaget og er blevet oplyst af mine omgivelser. Og det vigtigste er her, at jeg fanget og registreret det. Hvilket har bevirket at jeg er vågnet op i dag til mit livs AHA-oplevelse, som bliver livsændrende for mig. 

Det hele startede i fredags med en samtale med en jobmentor. Jeg havde muligheden for en gratis snak om hvordan jeg ligesom greb min situation an. Hvordan kan jeg lærer at agerer, som den type jeg er, i en vestjysk virksomhed? Hvordan undgår jeg at miste mig selv i denne proces? Hvordan skal jeg finde mit lykkerus igen?
Jeg tror, at jeg er kommet til det punkt, hvor jeg har spurgt mine omgivelser om nok råd og jeg har derfor i den grad haft brug for en outsider snak. For selvom det er i alles interesse at være mig behjælpelig, har man bare en gang i mellem brug for en snak med en der ikke har følelserne i klemme. Og det fik jeg, helt og aldeles på den gode måde i fredags.
En snak om at det er mit ego der taler, når jeg ikke tror jeg kan passe ind i Vestjylland. At det er mit ego der ikke tror at mine kompetencer kan bruges.
At oplevelsen af lykkeruset i København – roen og letheden i at leve, sagtens kan findes i Vestjylland, men blot i en anden form, da jeg jo også har ændret mig. Jeg er blevet ældre og mere erfaren.
En reminder på at hvem jeg er ikke er det samme som hvad jeg er.
Og at kanthed ikke skal være en kamp, men et varemærke. Et varemærke jeg bærer med stolthed, da det er mig, det er hvad jeg er!

I går sendte en sød veninde mig et klip fra DR Aftenshow, hvor Cecilie Beck udtaler sig om kommentar der gøres om kvinders hår, påklædning, neglelak etc. i forhold til jobsituationer. Selvom Cecilie Beck taler om Helle Thorning Smith, så tillader jeg mig at nikke genkendende til lignede oplevelser. Og jeg kan som Cecilie Beck blive lige så irriteret over det. Kan kun stemme i med, at nu må det stoppe! Det kan da være bedøvende ligegyldigt om man tager en Hawaii-skjorte på til et bestyrelsesmøde i Vestas. Det kan da kun gøre mødet noget mere spændende. Eller om man har udslået hår eller glimmerneglelak. Vi taler her om en kvinde der har haft de vildeste topposter og nej jeg er ikke fan OVERHOVEDET af socialdemokraterne, men jeg er dælme fan af mennesket. Så kig på hvad hun er.

Det sidste budskab kom helt uventet i en film jeg så sent i går aftes.
”Hver dag får du en ny chance for at gøre lige hvad du vil - være lige den du ønsker. Det eneste der hindre dig er dig selv.”
BOM!

Morgenturen med Xander blev en anderledes af slagsen. Ikke så meget for ham, men for hans ejer. For ja jeg er kantet og det skal alle I være glade for. For var jeg ikke det, var I slet ikke i mine omgivelser. Havde jeg ikke været som jeg var, havde vi slet ikke kendt hinanden. 
Har du tænkt på det?
Jeg har i dag valgt at forlade bokseringen og vælger i stedet at vende spejlet den anden vej – mod dig. 
Vil du slås? Så slås mod dig selv. 
Vil du med ud og have en på opleveren? Så kom op på siden af mig, så vi kan følges. Ellers tager jeg gerne turen alene. 
For kom Maj du søde milde er slut. Fra i dag rummer den kun spiring, duft, sang og sol. Du bestemmer - helt selv.

Kærligst Ellinora Avianna

 

27-03-2022
There's not enough rope to tie me down
There's not enough tape to shut my mouth
The stones you throw can make me bleed
But I won't stop until I am free
My wild heart can't be broken
 
 
27-03-2022

I dag er dagen hvor jeg sætter mig selv fri, fri fra min skam, skammen over at være blevet fritstillet – fyret, fra den ene dag til den anden. Noget jeg aldrig har prøvet før, men som jeg har erfaret ved at dele med andre, ikke er den eneste der har oplevet. 
Men hold da op en påvirkning det har på én. Det er at blive kasseret, sorteret fra på en sådan måde, at det blev deres eneste løsning, deres eneste udvej. Det er mig stadig en gåde.
Lad mig tage dig igennem min version:

I april 2020 blev jeg ansat i en vindmølle virksomhed midt i pandemiens blomstring. I starten så jeg ikke meget til alle mine kollegaer, da disse jo var på hjemmearbejde. Så de første par måneder var vi blot en lille sluttede gruppe.
I løbet af sommeren 2020 begyndte en hverdag at forme sig og jeg fik mere og mere indsigt i denne nye verden. Vi var 4 nye som stille og roligt blev inkluderet i gruppen. 

I min tid i sundhedsvæsenet har jeg haft stor berøring med forskellige typer - mange forskellige typer, og her tænker jeg ikke bare på patienterne, jeg hentyder også til kollegaerne. Men da man er mange timer sammen, så lærer man at få det til at fungere, man forsøger at finde et fælles sprog i den tid man er sammen, så alle kan levere det de er ansat til. Jeg erindrer ingen episoder hvor dette ikke fandt sted. Nuvel holdte man en professionel afstand til nogen mere end andre, men man samarbejdede no matter what.

I denne virksomhed havde jeg en sådan kollega, en kollega jeg havde det ret svært med, og måske fordi han var min daglig samarbejdspartner og var teamleder for de drenge hvortil jeg skulle levere en rejseplan. Så der var ikke ”fridage” fra ham, det var hver dag, mandag til fredag. 
Forskellen på samarbejdet med ham og de andre nævnte kollegaer var, at han havde det sidste ord, hvilket jeg jo så helt naturligt var underlagt. Folk som kender mig ved at jeg er ret loyal overfor de beslutninger der bliver taget. Jeg sikre mig, at det jeg har fået af vide bliver udført som ønskede. Derfor var det utroligt svært for mig, at det jeg havde spurgt til den ene dag ikke blev bakket op på dage efter hvis drengene klagede. 
Og ja teamlederen var konfliktsky som leder, men var utrolig god til at fralægge sig dette ved at sige at jeg var meget firkantet i min tilgang til tingene.
Jeg talte meget med min mellemleder om dette og hun gav mig ret……………………… i enerum, men i det offentlige rum viste hun en anden side. Og ja her må man også gerne fornemme at også hende oplevede jeg som konfliktsky som leder.
Men i bund og grund følte jeg jo svigt. Jeg følte jeg blev kneppet i røven – pænere kan det ikke siges. Og selvom jeg også har haft ”sjove” ledere i sundhedvæsenet, så har jeg aldrig oplevet at blive rygdolket af dem. Det skal de dog have.

Men jeg et meget reflekterende menneske og arbejder meget med mig selv, så selvfølgelig tog jeg det med ind. Jeg vendte og drejede det i mig selv. Var det virkelig mig, der på mine gamle dage var blevet så svær at samarbejde med? Var jeg virkelig SÅ firkantet? 
Jeg hankede op i mig selv i et håb om at vi kunne mødes på midten hvis jeg tog teten og ændrede på mig selv. 
I april 2021 blev jeg kaldt til samtalte ved min nærmeste leder, som roste mig op til skyerne.
De var virkelig glad for at have mig i virksomheden. Jeg kom altid med det gode humør. Var en meget hjælpsom kollega og ikke mindst den måde jeg håndterede når en kollegakonflikt opstod. Derfor ville de gerne give mig en lønforhøjelse på 3000kr.
Jeg var pavestolt den dag. Pavestolt over at være blevet set, at blive anerkendt på den måde, som også bekræftede mig i, at jeg stadig var en god kollega – en teamplayer.

I maj 2021 begyndte vi at være så mange nye ansatte og derved nå et antal, at virksomheden var nødt til at kigge på infrastrukturen. Det var nu tiden til at få en overordnede personaleleder ansat. Og det fik de så, en rigtig alfa-dame med albuer. 
Det var nu ikke noget der skræmte mig, igen sådanne leder har jeg haft før.
I juni 2021 opstår der så igen igen en situation med den tidligere nævnte teamleder og denne gang gjorde situationen mig rasende. Jeg bad min mellemleder om at fjerne mig fra ham og sætte mig sammen med en anden teamleder vi havde.
Dette var starten på det som sluttede med at jeg blev fritstillet. Den dag jeg sagde stop og tog bladet for munden. Den dag jeg havde fået nok. Var mættet af at forsøge. Var mættet af oplevelse i at stå alene med midterlinjen. 

Der blev afholdt et møde mellem mig og teamleder, hvor vi, i personalelederens og mellemlederens påhør, fik ”luftet ud”, men en egentlig køreplan for vores videre samarbejde blev der ikke lagt. For som personalelederen sagde op til flere gange, så var vi forskellige typer og man kan jo ikke lave om på folk. Hvilket jeg jo ikke sådan lige arbejdsmæssigt var enig i, da virksomheden vel har en retning, en holdning til hvad de vil have. Det må man som medarbejder indordne sig under og det har intet at gøre med at lave om på dig som type, men at det handler om din evne til at agerer professionelt.

I august var jeg til MUS-samtale, hvor der lige kort blev spurgt ind til hvordan det gik med samarbejdet mellem teamlederne og jeg, hvortil jeg svarede, at jeg forsøgte at imødekomme mødet på midten, hvilket min mellemleder også oplevede. Ellers blev der ikke sagt det store på denne MUS-samtale. Det var jo reelt den første rigtige jeg havde. 
Dog nævnede jeg, at jeg synes personalelederen brugt meget tid på implementering af digitalisering og jeg manglede måske en mere nærværende personaleleder. 
Her må du gerne fornemme et smil på mine læber, for jeg skulle ha’ forudset balladen. 
Så 1.5 uge efter blev jeg kaldt ind til en opfølgning på MUS-samtalen, som der stod i min indkaldelse. Her sad direktøren, personalelederen og mellemlederen. 
Samtalen omhandlede ikke opfølgning på min MUS-samtale, men klager på mig. Klager som min kollegaer havde på mig og som de havd nævnt til deres MUS-samtale.

Mine kollegaer synes det nu var anstrengende men min høje latter, mine kække bemærkninger og så blandende jeg mig i samtaler når vi stod ved fællesbordet. Personalelederne udtrykte at jeg var årsagen til den dårlige stemning der var kommet i afdelingen, og at det påvirkede det psykiske arbejdsmiljø. 
Det sagde KLASK! Uden pis.
Af hvad for noget?????????????
Jeg var total uforstående overfor min anklage. Ord jeg i april havde fået lønforhøjelse på, var nu vendt til at jeg var det raveste lort der var ansat i virksomheden. Så da direktøren spurgte om jeg slet ikke kunne relaterer til denne anklage, kunne jeg kun svare:  ”NEJ det er det ved gud ikke er noget jeg kan forholde mig til”. Jeg troede at dette var en tilladt adfærd nu direktøren ofte selv praktiserede kækheden når han kom igennem afdelingen. Og den kække toner havde været der det sidste år jeg havde været ansat. 
Jeg følte mig SÅ uretfærdigt behandlet. Jeg følte mig SÅ rygdolket som aldrig før. Og selvfølgelig ved jeg godt at det var en vis omkostning at lægge sig ud med toppen. Det har en konsekvens at åbne munden. Det har en konsekvens at sige fra.
Det endte i hvert fald med at jeg de næste måneder blev stille. Jeg bed mig gang på gang i læben for ikke at sige noget til nogen. Jeg sørgede for kun at tiltale folk hvis de henvendte sig ved mit bord. Få kollegaer var efter arbejde henne og spørge hvad der var galt, da de havde bemærket jeg havde ændret mig. Hvortil jeg fortalte dem at det følte jeg mig jo nødsaget til, idet de jo havde klagede over mig. Og selvom de reagerede med ikke at kende noget til disse anklager og ikke havde hørt nogen sige disse ord på noget tidspunkt, så gav det mig stadig følelse af, at nogen ikke sagde sandheden. Nogen lyver, men hvem var det?

I hvert fald så ”hørte" jeg intet mere fra toppen om denne anklage. Der er total radiosilence månederne efter. Ingen opfølgendesamtale eller noget. Personalelederen holdte en pæn distance til mig og jeg nu også til hende, såvel holdte jeg en professionel distance fra min mellemleder ligeså, hvortil der også lige skal nævnes at vi skulle samarbejde om dagens opgaver. Jeg sikrede mig kun at kommunikerer om det arbejdsrelaterede og selvfølgelig kun når jeg blev spurgt, hvilket heldigvis ikke er så tit.
Jeg forsøgte at indordne mig deres ønsker, deres regler, deres luner. Jeg blev mere og mere lukket. Jeg kunne mærke hvordan det langsomt begynder at æde mig op indvendigt, trods dette gjorde jeg ikke noget for at stoppe mit pineri. 

I januar 2022 opstår der så igen en situation med teamlederen, hvor jeg dog her ikke reagerer som jeg plejer. Det gjorde mellemlederen dog, for denne situation synes hun ikke var i orden. 
Men lige her, lige der, der var jeg færdig, der var jeg mættede. Den dag gav jeg op, den dag smed jeg håndklædet i ringen. Det var SÅ tydeligt for mig. Jeg gad ikke engang hidse mig op. Jeg gad ikke engang bakke min mellemleder op. Jeg lod hende reagerer. Jeg lod hende hænge på det selv. 
Personalelederen kaldte mig ind nogle dage efter, da hun havde brug for at mærke hvor jeg var, sådan en stemningssnak kaldte hun det. Og jeg var rolig, jeg var så fattet som jeg ikke havde været længe. Og jeg sagde det. Jeg har givet op, jeg har smidt håndklædet i ringen. 
Situationen der opstod var ikke ny. Det omhandlede det samme som alle de andre gange. Der er ingen struktur, der er ingen retning, der er ingen opbakning. Men svaret har været hver gang, at man ikke kan lave om på folk, men ved du hvad? Man kan hellere ikke lave om Channette. Så længere var den ikke. 
Sidste dag i den måned blev jeg fritstillet med en begrundelse om at der var stigende samarbejdsvanskeligheder med mig. 

Jeg havde linet op til at skulle køre sag på dem for uberettiget fyring, hvilket kunne have givet mig 2-3 måneder mere løn end de 3 måneder jeg fik. Virksomheden har ikke overenskomst med nogen, så derfor vil fagforeningen ikke hjælpe, men jeg havde fundet en tidligere HR-kollega der var villig til at køre sagen for mig. 
Men det ville jo ikke ha’ givet mig det jeg havde brug for. De ekstra måneder ville for mig blot være en sovepude i min søgning efter nyt job. Hvor jeg havde brug for at de tog til dem, at de ikke har handlet korrekt. De har ikke haft en pæn opførelse og de bør reflekterer over det eftermægle de nu har medgivet mig. Men det vil jo aldrig komme til ske. De vil jo aldrig tage ved lære.
Jeg er da godt klar over, for det har jeg overlevet da andre stoppede i virksomheden, hvordan der tales om disse. Hvordan de nedgøres. Og det sker da også nu hvor jeg er blevet gået. Selvfølgelig gør det det. Det er jo det nemmeste at gøre, at tillægge et andet menneske al skylden. Udtalelse som at man ikke passede ind i virksomheden, trods man blev ansat i tidernes morgen, så det finder man først ud af 2 år efter? At man ikke passer ind, og efter man har givet lønforhøjelse?
Mit uretfærdighedssans er den grad blev ramt. Jeg har aldrig og mener ALDRIG følt mig så dårligt behandlet af et andet menneske/ af andre mennsker. Jeg er aldrig blevet kneppet så voldsomt i røven, som jeg blev her. Jeg har ALDRIG overskredet mine egne grænser, som jeg gjorde for den her virksomhed.
Men al dette slipper jeg fri i dag. I dag lukker jeg det ud af mit sind. I dag takker jeg oprindeligt for denne læring, for det har tydeliggjort hvem Channette er, hvem Channette ønsker at være, hvem Channette vil have i sit liv og ikke mindst hvor meget Channette egentlig er værd.
I dag skal være starten på et nyt, et klare og lettere sind. I dag slipper jeg min skam, min skam ved at blive kasseret, kasseret af folk som er langt under min standard, kasseret at folk som ikke er i nærheden af mit værd.
Fra i dag letter jeg min byrde, en byrde det er båret uden grund.
Mit 2022 starter i dag.

Kærligst Ellinora Avianna



21-03-2022

Jeg har lige haft en periode, hvor jeg har holdt mig for mig selv, sådan helt for mig selv. Jeg har sumpede rundt og fandt en kærlighedskomedie på Tyrkisk i ja, tro det eller lad’ vær, over 100 afsnit. Jeg måtte da opgive at se resten, da jeg syntes serien til sidst blev noget langtrukken og med lidt for meget intriger til mig.
Men det satte alligevel nogle tanker i gang ved synet af forspillet til kyssescenerne, flirteriet og de romantiske øjeblikke. For hvor er det egentlig blevet af i det virkelige liv - romantikken? 

I dag swiper vi os til kærlighed på nettet. Vi har indtastet hvad vi selv mener er mest sigende om os selv og derved kan andre så opsætte deres filter efter dette. Vi sikre os at billederne der påsættes er salgsbare. Vi laver en tekst som er fængslende, men passer på med at den ikke er for lang eller for lovende, da den jo skal matche det kriterium man selv har sat op, om hvilket forholdstype man ønsker. Og så er det ellers bare at gå i gang.
Hvor meget tid man vil buge på det bestemmer man jo egentlig selv, det afhænger blot af hvilke kriterier man arbejder ud fra. Er det billedet, teksten eller oplysninger der vægter.
Dog er systemet sat sådan op, at den kan være dig behjælpelig med at finde evt. match, så det burde da være ret træfsikkert.

Man kan også vælge en helt anden vej, nemlig at melde sig til et program som ”Hvor kragerne vender”, ”Kærlighed ved første blik”  og etc. Melder man sig til et sådant program er man enten den der søger ny ledsager eller man er den søgte. 
Som jeg forstår det kommer man her igennem nogle personlighedstests for at sikre at et evt. match kan opstå. Som den søgte kan man så blive udvalgt at søgeren til at være med i den runde der går videre indtil man evt. vælges fra eller bliver valgt til. 

Jeg fuldstændig klar over at tiderne ændre sig og jeg skal på ingen måder være hellig her, da jeg selv har været på disse medier.
Jeg har selv været på et hav af dating sider og set disse programmer. Men dette ændre ikke på, at jeg synes at romantikken er blevet som en jobsøgning. Jo bedre man er til at sælge sig selv, jo større chancer er der for at blive valgt. Der er ikke i dag tiden til at arbejde sig ”varm” på hinanden. Ingen gider spilde deres tid. Det er en hurtigt møde, ikke for meget snak, lige få basis informationerne på plads og så tages der stilling til om dette kunne være noget.
Og det der i bund og grund undre mig er, at når man går ind og kigger er der jo et hav af kærlighedssange og et hav af kærlighedsfilm. I mange film er der inkorporeret en scene hvor en mand og kvinde gør kur eller finder sammen. På Valentines dag sælges der for millioner, trods vi dansker synes det er en overfladisk amerikansk tradition.
Hvordan hænger det lige sammen?
Der tjenes jo millioner på dette her område. Et område som vi udadtil kalder overfladisk og noget værre fis. Så hvorfor falder vi ”tilbage” på noget som gammeldags som at gøre kur?
Hvorfor bliver vi ved med at ”dyrke” det?
Jeg spørger bare.

Ork ja jeg har hørt det mange gange, at jeg er gammeldags og en knaldromatikker, hvilket gør at jeg ALDRIG vil finde en. 
Men ved du hvad, det tror jeg egentlig jeg fastholder, for romantikken for mig skal ikke kategoriseres og værdisættes. Den skal være naturlig og upartisk. Den skal ren og reel.
Og fordi jeg tror på at det er hvad livet drejer sig om. For uden romantik og kærlighed er livet jo intet.

Kærligst Ellinora Avianna

 

09-11-2021

Jeg har holdt en lille pause med at skrive, da én sagde til mig at mine skriv var mørke og tungsindet. 
Det har jeg faktisk gået og grublede lidt over, da jeg ikke selv oplever dem sådan. 
I mit hoved har mine skriv omhandlet mine tanker og reaktioner på påvirker fra mine omgivelser, en synliggørelse af et helt almindeligt menneskets syn, et syn med mine øjne. 
Men efter sidste weekend, som har givet mig en helt fantastisk AHA-oplevelse, er jeg pludselig et andet sted med den kommentar.  

Vedkommende som har kommenteret min side, er en type der, som så mange andre, svæver på vandene. En type der har den grundholdning at man ikke skal bruge tid på det man ikke kan gøre noget ved og derfor bliver enhver reaktion, enhver følelse og enhver oplevelse negligeret idet dette jo anses for nytteløst.
Jeg er en helt anden type. En type der har den holdning at man kan gøre noget ved alt. ALT!
Det er blot et spørgsmål om man VIL gøre noget ved det, om man har modet til det. 
Jeg er af den type at negligering af nogen form for følelse eller oplevelse kan på sigt gøre dig syg. 
Jeg synes det er dybt forkasteligt når man som forældre lærer sine børn ikke at må reagere at sige til dem at de ikke må græde hvis de har slået sig eller blive skuffet hvis tingene ikke lige går deres vej. For får de ikke muligheden for udvise nogen form for følelse eller mærke nogen reaktion, hvordan skal de så kunne lære hvor deres grænser går? Hvordan skal de kunne vide hvem de selv er, hvis de ikke kan/må mærke dem selv?
Og hvorfor anses det negativ at synliggøre sine tanker og følelser, hvorfor er det så svært at rumme et andet menneske kan jeg så spørge om?
Jeg er fuldstændig klar over at mange vil sige: ”Jamen sådan er det jo i samfundet.”
Men hvem kan stoppe det? Hvem kan ændre på det? 
Vi bestemmer vel stadig over os selv lidt endnu? Så det handler blot om du VIL ændre på dig, eller om det er nemmere eller mere sikkert at gøre som du blevet det lært. 

Jeg har i nogle måneder gået og puslet med en problematik på min arbejdsplads, hvor rådene til mig har været at:

- De ved ikke bedre.
- De har ikke evnerne til at gøre det anderledes.
- Sådanne nogle er der på alle arbejdspladser.
- PYT.

Alt sammen sagt velment (Også et nyt ord for mig).
Men hvorfor er det egentlig ikke også bare ok at give modparten den fulde skyld? Hvorfor er det at jeg skal have forståelse og acceptere deres mangelfuldheder? Hvorfor er det egentligt at JEG skal rumme og bøje mig, når det er mig der er blevet behandlet skidt? Hvorfor er det at jeg ikke må sige fra med en reaktion, men skal holde facaden for noget jeg ikke kan anerkende?
Hvorfor er det at jeg ikke kalde dem en flok skvaddernossere?

Det jeg synes er mest komisk er at jeg altid har fået at vide hvor hård jeg er, firkantet, ja nogle gange meget sort/hvid. Der er så komisk hvor vigtigt det er for andre at få mig kategoriseret.
Så hvem er det egentlig der er mest firkantet, sort/hvid, kassetænkende?
I bund og grund er jeg egentlig altid blevet rettet på, helt fra barnsben.
Der er ikke meget jeg kan huske som ikke har været ”nødvendigt” at blive rettet til. Så påvirkningen fra mine omgivelser er på ingen måder nyt.
Det der til gengæld er noget nyt, er datoen på dåbsattesten. Jeg er sgu ved at være godt mættet. 
Jeg er mættet af at min kreativitet (mig) nu står lig med fleksibilitet, bøje af, finde nødløsninger – for sådan skal jeg ikke leve. Det VIL jeg ikke acceptere, for sådan behandler jeg hellere ikke andre. 
Der er selvfølgelig noget af en udfordring for mig at gå fremad i stiv modvind for det er sådan jeg oplever det. Der er intet som har tilkommet mig let eller nemt. Jeg har aldrig fået noget forærende. Jeg har altid arbejdet hårdt for det jeg har opnået. Men jeg ønsker det hellere ikke anderledes den dag i dag. For det er mig, det er en stor del af den jeg er. 

Jeg ved hvem jeg er.
Jeg ved hvad jeg står for.
Jeg tør mærke mig selv.
Jeg tør stå ved mine reaktioner, mine følelser. 
Jeg tør stå udenfor flokken.
Jeg tør være i følelsen af at være alene.
Jeg tør sige fra.
Jeg tør at blive i øretæven, at stå i stiv modvind.

Men kan du sige det samme?

Kærligst Ellinora Avianna