Better version of myself

Nu er året ved at lakke mod enden og jeg gør status, som er blevet min traditionstro.
Egentlig sidder jeg i denne skrivende stund med noget blandet følelser. På sin vis synes jeg året har været et underligt år, et skidt år? På den anden side føler jeg, at dette år har beriget mig mere end jeg nogensinde har prøvet. Måske jeg endelig er klar til at modtage, måske er det året hvor jeg endelig forstår meningen med det hele?
Måske jeg endelig ønsker at ærer den person jeg virkelig er og ønsker at være? Måske jeg endelig forstår mit livsformål?

År 2018 startede ganske fint og godt op, men pludselig i løbet af forsommeren begyndte den første negativitet at indfinde sig. Jeg befandt mig i en noget uventet nabostrid som accelererede til det vildeste vanvid. Jeg tog en pludselig beslutning om at fjerne mig fra dette og flytte tættere på mine forældre, hvor jeg senere finder ud af at min mor har begyndende Alzheimers. Flytningen var hård, mest fordi jeg ikke tog fri, men gik lige fra en flytning og direkte ud i nyt job.
Det har aldrig, som i ALDRIG været et problem for mig at tilpasse mig, at lære nyt, at blive kastet for løverne.
Men hold nu magle………..
For første gang i mit liv har jeg skammet mig over at være jyde, her gik det op for mig hvorfor jeg flyttede i tidernes morgen. Manen til lidt rummelighed men i den grad forstokkethed, har jeg da aldrig mødt. Det var som at træde ind i en Amish befolkningsgruppe.
I samme periode har der ligeledes været alle mulige bommer med et negativ strejf over sig. Mennesker der har opført sig meget respektløst, rudekuverter med uhyrlige girokort, uheld hvor man har tænkt, ja hvorfor ikke og etc.
Det ramte mig hårdt, hvor mit humør og min livsenergi har været helt nede kulkælderen. Jeg har oplevet frustration og desperation og har desværre handlet ud fra disse to følelser.
Men så her i december skete der noget i mit indre. Måske fordi jeg har været meget ramt af mandeinfluenza, hvorfor jeg har været nødt til at skrue ned for alt andet end mig selv, og dette har fået mig til at kigge indad endnu engang.

Fyldet i livet udgør 10% af hvad der sker for dig. De sidste 90% er hvordan du reagerer på det. Så hvis du ønsker at ændre noget, må du gøre noget anderledes. Der er jeg nu!
Jeg ønsker at forbered mig selv. Jeg ønsker endelig selv at ære den person jeg er og ønsker at være. Det betyder at noget må ud, alt det som jeg har prøvet igen at få til at passe ind skal ud. Det er negativ fyld som kun trækker mig ned, der ikke fremmer mig. Det skal ud.
Jeg har ofte og er egentlig også sådan som person, at jeg prøver at sætte mig ind i andres sted inden jeg danner min holdning. Men kan mærke at dette fremadrettet vil blive begrænset. Du vil komme til at høre min røst mere. Jeg vil ytre mig mere skrapt end jeg tidligere har gjort. Jeg vil stoppe med det misforståede hensyn, for et hensyn gælder begge veje. Det hermed ikke sagt at jeg udtaler mig for at såre, for en sådan person bliver jeg aldrig. Jeg bliver hellere aldrig den type der får behovet for at kommentere på alt, at have en åbenlys holdning om alt. Men føler jeg at min grænse, mine værdier bliver trådt på vil du i den grad høre mig. Nok er nok nu. 

Hver især skal vi pålægges at tage ansvar for eget liv, for sit velbefindende, for sin adfærd.
Stop dit pis med at pålægge skylden på andre. Rejs dig og gå væk, pas dig selv, bliv på egen banehalvdel hvis lugten genere dig. Stop dit pis med at fordømme din opvækst. Stop hysteriet i hvordan livet skal leves, at det vi fik og gjorde som børn nærmest kan slå os ihjel i dag. Stop med at du skal kunne elske alle, forstå alle. Stop med at ændre på alt for at andre skal kunne være i dit nærværd. Bare stop.
Start i stedet med at kunne rumme. Rumme dig selv, din fortid, din nutid og din fremtid. Start i stedet med at anerkende. Anerkende den du er og det du vil. Start i stedet med at leve!
Start i stedet med at turde sortere i hvad der er godt for dig, hvad der fremmer dig, hvad der beriger dig.
Der er jeg nu og energien er på sit højeste for at indfri dette.

I want to be a better version of myself.
I want to bettering myself.
What about you?

Kærligst Ellinora Avianna

Oops .... I did it again!

Hold da op jeg har lært og oplevet meget af livet de sidste 6 måneder. Processen lige fra at bosætte mig i Snertinge, til at få hund og efterfølgende beslutningen om at starte helt forfra i Herning. Hver handling har udløst en meget overraskende ukendt oplevelse for mig.
Jeg har lært så mange forskellige typer at kende, nogen med positiv energi og nogen med negativ energi. Universet har virkelig testet mig af på alle fronter og har næsten også fået mig ned med nakken for at bide i græsset. Jeg har haft de vildeste tudeture i bilen, jeg har skældt ud og har bandet gud og hver mand langt væk. Jeg har beskyldt folk for at være snæversynet, nævenyttig,  fordømmende, manglende forståelse, luddovne, griske, inkompetente osv.
Jeg kan love dig for, at den ikke har fået for lidt.
Men jeg ved at universet tester mig, og hvad mener jeg så med det?
Tænk over hvorfor er det, at jeg oplever at være omringet af sådanne typer? Hvorfor vælger jeg ikke bare at vende ryggen til? Hvorfor vælger jeg ikke udelukkende det positive og derved også den nemme vej?
Jeg tror ikke på, at vi sådan selv kan vælge helt hvilken vej vi gerne vil gå. Universet vil hele tiden drille dig med at smide forhindringer forbi din vej. Enten kommer de af en sidegade eller også direkte imod dig fra hovedvejen. Enten oplever du dem som små, nogle som store.
Testen går ud på, for dig, at håndtere disse drillerier, at få dem bearbejdet og placeret. Dette er ikke ensbetydende med at drillerier ikke kan lærer dig noget, for det gør de!

Forhindringerne kan bl.a. lære dig selv hvor stadfæstet: 

  • er du i din retning.
  • i den måde du tænker på.
  • i dit syn på livet.
  • i den måde du ønsker at være på.
  • i den person du ønsker at være.

 Ærligt har universet testet mig personligt på alle disse fronter den seneste tid. Jeg har følt mig SÅ uretfærdigt behandlet, følt mig SÅ misforstået, følt mig SÅ alene. Jeg har følt, at jeg skulle undskylde, bortforklare og sælge mig selv for at blive ”godkendt i Mulles klub”. Jeg er blevet bedt om at tone mig selv ned for at kunne være med til at ”lege”. Jeg har fået oplevelsen af, at det at være sprudlende, det at have et højt positivt energifelt, er negativt. Jeg har virkelig fået en oplevelse af, at jeg var en pakke ingen ville røre, som ingen kunne rumme, dog kun hvis man selv kunne drage nytte af mig, ellers ikke. Jeg har fået oplevelsen af, at være på skideren, at være nødsaget til at være omringet blandt dem jeg var. En oplevelse af at være afhængig af dem.

Jeg er endnu ikke helt ovre det, men jeg er ikke i tvivl mere. Man får mig ikke uden kamp!
Jeg har lige været nede og betvivle mig selv og den jeg er, ikke mindst ønsker at være.
Men lige det er jeg ovre!
Jeg står fast nu i stormvejret. Jeg har sat begge fødder i jorden og bider fra mig, hvis jeg synes at beskydningerne bliver urimelige, og dette uden hensyn til hvorvidt modtageren forstår det. Nok er nok nu, uanset om det kommer til at koste mig mange flere tårer.
Tænk at jeg troede at det ville være walk in the park at flytte tilbage til Jylland. Tænk at jeg stadig er så naiv at tro, at alle er rummelig, at der da er plads til alle, fordi sådan tænker jeg. Tænk at jeg stadig tror på at forskelligheder skaber balance.
Men det gør jeg stadig………………. jeg tror. Jeg ved, at jeg er et godt menneske, at jeg er faglig dygtig, at jeg evner at tilpasse mig, at jeg evner at tillære mig ny viden, at jeg evner at være i rum med forskelligheder.
Så jeg fortsætter i min troende retning, trods mulige flere tårer. Men jeg tror, jeg tror på mig. Jeg er yderst tilfreds med min grundpakke, jeg kommer ikke til at ændre den for at passe ind. Om du synes det virker snobbet eller arrogant, må ligge helt og holden på dine egne skuldre, ikke mine.
Jeg er et menneske der har meget at give, meget at byde på, meget at bidrage med. Enten kan du se det eller også kan du ikke. Jeg er en dårlig sælger, so what you see is what you get.

Kærligst Channette

Reframing

Jeg tror snart alle der følger mig ved, at jeg har fået den skønneste Golden Retriever hvalp kaldt Xander. Hvis ikke, så er du nu informeret om dette. 
Før Xanders tid i mit liv talte jeg stort set aldrig med mine naboer. Jeg arbejdede rigtigt meget på skæve tidspunkter, så derfor blev det kun til en hilsen på her og der.
Alt dette ændrede sig drastisk efter Xanders ankomst. Jeg havde taget fri de første uger for at lære ham bedre at kende. Vi var ofte på tur rundt om blokken og ærligt så har jeg ikke fået den hund med mest energi. Xander er en hyggefis, kan han øjne en pause med lidt klap, godbidder og hygge, nupper han det. Alt og alle bliver stoppet, alle er interessante, alle er velkommen i hans favn. 
Sådan var det også i starten med naboerne. Alle syntes han var ihhh og åhhh så dejlig, liiigggeee indtil en dag, hvor et stormvejr fra en klar himmel dukkede op. 
Jeg bor i en lejlighed/rækkehus med en lille have. Ved mit indgangsparti ligger vores fællesareal med en stor græsplæne samt en legeplads. Siden jeg flyttede ind har jeg stort set aldrig set nogen af beboerne bruge denne plæne. Det har været meget sporadisk. I min naivitet tænkte jeg, at Xander så sagtens kunne opholde sig derude i en snor ved de korte lufteturer eller hvis han blot vil ligge under bænken i skyggen og nyde sit gode ben. Jeg mener altid at ha’ styr på, om han er til gene for andre. 
Men på én eller anden måde er det lykkedes mig at pisse især 2 husstande af med denne adfærd. Det at jeg tror, jeg kan tillade mig, at tage ejerskab på noget, som vi er mange der er fælles om, men som vi ikke alle bruger eller ønsker at bruge. Det har placeret mig i kernen af en shitstorm, dog ikke direkte tiltænkt kun mig, men mange unødvendige er viklede med ind. Men efter sigende omhandler det kun mig, eller gør det?
Af nervøsitet for om nabostriden endelig har nået sit klimaks, har jeg set mig nødsaget til at lave en reframing på problematikken. 
Reframing betyder, at man ser på det problem eller den situation, man står overfor, med nye briller. Det betyder ikke at man skal male en lort lyserød, men prøve at få det bedste ud af det, i stedet for at give sig hen til den rille man allerede kører i. For måske kan man gøre noget anderledes ved problemet eller situationen, måske kan man ikke.

Mange skal helst tale med andre om problematikken eller situationen for at få nyt input, før de evner at lave en reframing. Det er yderst sjælden jeg behøver det. For mig virker lidt alenetid og en god nat søvn, så har jeg ligesom fået lagt mine følelser på rette hylde og kan derfor bedre gå konstruktiv til problematikken. 
Dette skete for mig en morgen, at jeg vågnede op og tænkte: ”Hvad fanden drejer det her sig egentlig om?”
Det er især én husstand der er hårdest ramt af mit tillusket ejerskab af plænen. Alt der kan findes på mig og hundi ’s liv sammen er under lup og det er til trods for, at vi fra start havde et super godt forhold til hinanden. Faktisk så godt, at jeg spurgte dem, om de ville være min hundelufter med egen nøgle, hvilket for mig er en ret betroet opgave. 
Alt gik, igen efter sigende godt, indtil de gerne ville frasige sig opgaven og at jeg så kun kvitterede med ”Okay” responsen. Dette er den helt nedskåret forklaring, ud fra reelt deres eget udsagn, hvor alt andet fyld er fjernet.
Det udløste en lavine, som jeg ikke tror nogen havde kunne forestille sig. Det har været så galt at mange burde havde været evakueret fra området. Uden pis!
Så derfor prøvede jeg, at sætte mig ind i deres sted, sætter mig ind hvordan de opfatter os andre, sætte mig ind i deres handlinger, holdt op imod hvad de tidligere har udtalt. Det er SÅ uoverskueligt at se hoved og hale i det de har udtalt og gjort, intet virker logisk eller sammenhængende, derfor fik det mig til at gå andre vej. Kunne det være anderledes personlighedstræk, der bedre kunne forklare hvorfor?
Det bevirkede, at jeg lige måtte ind og læse lidt op på nogle ting, og vupti efter 1 times søgen sagde det bingo.

 

DEN DYSSOCIALE PERSONLIGHEDSFORSTYRRELSE

  • Er ligeglad med andres følelser
  • Tager ikke ansvar
  • Har ingen respekt for sociale normer
  • Har ingen respekt for loven
  • Tilsidesætter hensynsløst egen eller andres sikkerhed
  • Har ingen respekt for forpligtelser, heller ikke arbejdsmæssige eller økonomiske
  • Har ikke evnen til at fastholde relationer i længere tid
  • Bliver hurtigt frustreret, irritabel og aggressiv
  • Kaster med ting, truer og/eller slår partner og børn
  • Får ikke dårlig samvittighed, føler sig ikke skyldig og føler ikke anger
  • Lærer sjældent af sine erfaringer – heller ikke de ubehagelige
  • Har en forklaring på alt
  • Det er altid nogen andres skyld eller noget andets skyld
  • Projicerer sin egen adfærd over på andre mennesker, og beskylder dem for de samme ting, som vedkommende selv gør eller tænker
  • Lyver eller bilder folk noget ind for at få det, han/hun vil have
  • Foretager sig ting impulsivt uden at tænke over konsekvenserne
  • Er dårlig til at planlægge fremtiden

 

Puha, lige da jeg læste disse punkter fik jeg helt kuldegysning. Ikke alle punkter er lige fremtonende, men jeg skal da love for, at der er nogen der sidder lige i skabet. 
Channette, de kan jo ikke begge have en sådan forstyrrelse?
Nej og det har de hellere ikke. Den ene har. Den anden indordner sig blot under forholdene og det af den simpel årsag, at hun gør det hun kender, det hun kommer fra, det hun føler sig tryg ved. Derfor opleves det som en kopiering af den andens livssyn samt holdning. 
Min mor kan slet ikke forstå kones adfærd, at hun vil acceptere hendes mands opførelse, at datteren synes manden er rar. Men det skal man se ud fra, hvor de står nu kontra hvad har de været vant til tidligere. 
Det man selvfølgelig godt kan få ondt i hjertet over, er inddragelsen af den 17-årige datter, og du vil sikkert tænke: ”Hun kan da se at den er helt gal? Hun kan da se, at det ikke hænger sådan sammen?”
Narj ikke nødvendigvis. Børn er mere tro mod deres forældre end du lige regner med.

Nabostriden er dog så slem nu, at jeg har været inde og kigge på en konflikthåndteringsmægler. Men dette kan kun blive relevant, hvis vi formår at kommunikere sammen, at vi formår at medvirke, at vi formår at ville give os. 
Ærligt, kan jeg ikke rigtigt se det som en mulighed, for hver gang der er ro i et par dage, så kommer der som reglen 2 stormfulde dage efterfølgende. Og det værste i dette her er, at det ikke er os andre der starter det, men os man finder stå måbende tilbage med et fjæs der siger: "Hvad skete der så lige der?"
Vi/jeg må nok bare se i øjnene, at vi er oppe imod en kraft, som ikke vil os, som ikke kan os. Og min reframing denne gang har lært mig hvor langt jeg vil gå for at gøre det godt, hvor meget jeg vil give mig før det blive godt. Det har lært mig, at det ikke er en faliterklæring at smide håndklædet i ringen og blot forlade det hele. Nabostriden har vist mig, at mit liv er for kort til drama og intriger. Nabistriden viste mig igen, hvorfor ordet PYT er nyttigt.
Pas på jer selv derude. ❤

Kærligst Channette



Ganske almindelig mand søges

Hvad sker der lige for det?
Jeg er jo, som du ved, single. Nogle tror jeg er dette bevidst fordi jeg er for kræsen, og det kan man måske også godt tillægge min adfærd.
Jeg selv ser nu lidt anderledes på det. 
Jeg vil faktisk rigtig gerne have en kæreste, og tænker at en god jordbunden håndværker da lige må være noget for mig. Vel at mærke at han evner, at leve sit liv samt passe sit arbejde uden euforiserende stoffer eller anden lignende indtag. Jeg har også tit fået lagt kort om at han lige på trapperne, blot jeg er åben og modtagelig, hvilket jeg virkelig synes jeg er.

Hvad sker der så lige for det, at jeg evner at få opmærksomhed fra 70-årige eller endnu bedre, mænd der vil elske at stikke blyanten op i min anus?
Hvor er han henne, ham den bare helt almindelige mand? Ham der kan finde ud af udtrykke sig selv på et ganske almindeligt plan. Ham der evner at sige bare én sætning uden pik og patter inddrages. Ham der rent faktisk kan lide substans fra sine omgivelser.
Hvor er han blevet af?

Jeg er ved at være tilbøjelig til at give ordsproget ret: ”De gode mænd er taget”, for når jeg kigger på min omgangskreds, så virker alle de mænd mine venner/veninder har, til at være helt ganske almindelige mænd.
Jeg var sågar til et bryllup her i weekenden, hvor der sødt blev fortalt hvordan de havde mødt hinanden. Hvordan gommen havde inviteret på løbetur, pizza og en episode af The Simpsons.
På INTET tidspunkt bliver der nævnt, at han under pizza-indtagen har sagt: ”Din lille frækkert, skal du lige have min blyant op i anus?”

Er det niveauet i dag?
Er det der vi er nået til?
Er det virkelig, som i virkelig, hvad jeg kan få?
For mig virker det flere niveauer lavere end manden med køllen.
Jeg er fuldstændig klar over, at mænd ofte har et større behov end kvinder, men hvis det er nødvendigt at italesætte det konstant, ville det måske være passende lige selv at lave håndjobbet for at fjerne den værste trang.

Men fair nok!
Hvis det er niveauet, indstiller jeg mig selvfølgelig til en tilværelse som single.
Hvis ikke, så sende venligst ham i min retning, for jeg ser ham åbenbart ikke.


Kærligst Channette

Flyvsk eller modig?

Puha, det har været en noget turbulent opstart af 2018.
Mit hjerte begyndte at røre på sig ved nytårsskiftet, hvor den krævede at der blev lyttet og taget ting til efterretning. 
Det er selvfølgelig meget flot at jeg kan sætte ord på det her, men det er bestemt ikke sådant det har været. Det har været hårdt. Det har været frustrerende. Jeg har kæmpet med at forstå mit hjertes signaler, forstå hvad fanden den egentlig sagde til mig. 
Jeg har vendt og drejet hver en tanke, hver en følelse. Jeg har vredet mig mange nætter igennem. Alt er blevet finkæmmet. 
Men det behøvede slet ikke at have været så svært, jeg behøvede slet ikke at have været så tung at danse med. Hvis jeg bare havde kigget på mine handlinger de sidste 2 år.
Jeg besluttede jo at opsige min lejlighed i Vanløse og flytte ud af byen. Ud i luften, ud i friheden, ud i fuglesang, ud i meget lidt motorstøj. Jeg valgte jo at flytte i et lille rækkehus i Snertinge mellem Holbæk og Kalundborg. 
Hvis bare jeg havde fanget det som jeg mærker når jeg er hjemme. Roen, stilheden, lykken. Så havde tolkningen af signalerne ikke været så svær.

Som sagt er alt blevet finkæmmet, hver en sten er blevet vendt.
Mit job, min klinik, min fritid, min fremtid ……… alt.
Måden jeg engagerer mig på, måden jeg handler på, måden jeg tænker på. Måden jeg har organiseret mig på. Hold nu magle det har væltet rundt med kreative ideer og ikke mindst retningsskifte hver og hver anden dag.
Det startede for alvor med en opsigelse fra Rigshospitalet, til en ansættelse på Gentofte. Det kan godt være mit hjerte allerede der forsøgte at få mig i tale, men jeg negligerede det i så fald. Der gik ikke mere end 3 dage, før min mund kom på gled, og jeg tog en beslutning, som jeg ALDRIG nogensinde har gjort før. Jeg lagde min opsigelse inden for 1 uge og bad om fritstilling med det samme.
Men jeg skal da lige love for, at det er givet godt ud, at være gået frivillig på 4 ugers ferie.
Selvom tankerne har pisket rundt og samtlige muligheder er blevet overvejet, føler jeg mig nu tæt på landing.

Nogen ser mig som flyvsk, umættelig, rastløs. Men for mig handler det om mod. Modet til at gøre det jeg føler for her og nu. Modet til at overveje mulighederne når de er der, uanset om muligheden kommer ubelejligt. Modet til at bryde den vej jeg allerede har valgt. Modet til at prøve det uprøvede. Modet til at tro på, at døre åbner så snart man tør slippe kontrollen.
Og intet af dette er let for mig, men det skal jo ikke stoppe mig for at give det et forsøg, for at turde.
Så nu gør jeg det for alvor. En følelse af, at rykke teltpælene op og starte helt forfra, på ukendt område, nemlig i mit lokalområde.
Jeg glæder mig. Jeg er spændt, men jeg er stadig også en smule nervøs. Men jeg kan mærke, at jeg er på rette vej, jeg kan mærke på mit hjerte at den ikke taler så meget mere. Jeg kan mærke at alt nok skal blive som det skal være. Jeg mærker forløsningen, lettelsen. Jeg mærker lykken.

Kærligst Channette



Som far så datter

Uha, dette er en udtalelse min mor ynder at komme med, når hun bliver gal på mig og ønsker at såre mig. 
I al den tid jeg kan huske, har jeg hørt mine forældre skændtes, hvor der er blevet sagt mange grimme og sårende ord til hinanden for vindingens skyld
”Så typisk en Klausen.” ”Du ligner din mor op af dage.” ect.
 I starten reagerede jeg selv meget voldsomt på en sådan kommentar, at jeg lignede SÅ meget min far, hver gang det var noget grimt der skulle siges. Jeg ville sgu også hellere ligne min far end min mor, med den form for ondskabsfuldheder hun kunne ligge for dagen. Og lad mig sige det sådan, det er ikke blevet bedre med årene. 

I dag ser jeg heldigvis noget anderledes på min mors vredesudbrud. Jeg ser det meget som manglende ordforråd i forhold til det hun reelt føler, mener og tænker. Når hun bliver vred, tændes der, ligesom en olmt tyr, en rød knap og så gælder alle kneb. Kneb som det eneste hun har kendt til. Kneb som hun altid har brugt og som hun synes er berettigede, de virker for hende. Så der er ikke noget forgjort i min mors måde at håndterer hendes vrede/sårbarhed på.
Jeg siger hellere ikke at jeg forstår det eller accepterede det, men ordene har blot ikke den samme magt, den fylde mere, som de havde engang.

Det kommer sig simpelthen af min egen proces, som jeg har været igennem disse sidste mange år. 
Det kommer sig simpelthen af min egen indsigt, accept og erkendelse.
Ja jeg ligner min far op dage. Ja jeg er en Klausen. Som far så datter. 

Jeg har min stædighed fra ham. Jeg har min hidsighed fra ham. Jeg har mit livssyn fra ham. Jeg har min flyvskhed fra ham. Jeg min arbejdsomhed fra ham. Jeg har min ironi fra ham. Jeg har min flabethed fra ham. Jeg har min humor fra ham. Jeg har min refleksion fra ham. Jeg har mit store hjerte fra ham. Jeg har min afrikanske negerrøv fra ham. Jeg har min herrelatter fra ham. 
Men jeg har min mors udseende. 

Hvis man tror på det spirituelle, så har man selv valgt sine forældre, alt efter hvad man skal lære i dette liv. Man må da sige, jeg har haft en del at skulle lære, siden jeg har valgt et sådant udfordrende forældrepar. De har da givet mig kamp til stregen må man sige. :-)
Min pointe med dette skriv er blot at fortælle, at ja vi ligner lidt eller meget begge vores forældre af gode grunde. Det er jo en sammensmeltning af dem, som gav dig. Det at de vælger at bruge det imod dig, gør dig ikke til et værre eller ringere menneske. Det gør dig til et produkt fra 2 mennesker. Alt det du har arvet, på godt og ondt er helt op til dig, hvorledes du ønsker at håndtere. Det er op til dig om det skal have plads eller placeres. Men det er der på godt og ondt, så brug det nu bare konstruktivt.

Kærligst Channette

 

Konkludere du også for andre?

Jeg oplever det personligt næsten dagligt, at møde mennesker der har et utrætteligt behov for at ytre deres holdninger og meninger om alt, som i ALT, uden at være spurgt. Nogen vil sige, at adfærden skyldes behov for kontrol, mindre selvværd, manglende kontrol af deres eget pleasergen, manipulation ect.
Det har jeg så ikke behov for at kloge i.

Til dig, som nu ved hvilken fætter jeg er, så ved du nu, at mit hoved ofte er i det kreative hjørne. Det er alt fra egen udvikling, til ydre påvirkninger, følelser osv. Hvilket et fokusområde der er under renovering ændres fra periode til periode. Nogen gang kan der sagtens være flere områder i gang på én gang.
Når en sådan ”renovering” er i gang, kommer der mange tanker og ideer frem. Disse har jeg selv en tendens til at lufte med mine omgivelser. Luftningen har stor betydning for min videre bearbejdelse. Jeg har behov for at høre mig selv sige det højt, og jeg kan faktisk også godt lide at høre udefrakommendes umiddelbare tanke, når de lige får ideerne forelagt.
Det har dog ofte den effekt på mine omgivelser, at jeg virker flyvsk.

”Jamen Channette, du sagde i sidste uge….?”
”Jamen Channette, har du ikke fået job …..?”
”Jamen Channette, jeg troede du ville……..?”

Dette har nu resulteret i, at jeg er begyndt at holde mine luftninger mere for mig selv. Jeg enten højttaler til mig selv i bilen eller når jeg er hjemme. I mellemtiden er jeg blevet glad hundeejer, hvilket heldigvis giver mange gode gåture, som i den grad har udvidet mine options.

Til dig, som har svært ved at tænke i fugleperspektiv og ikke kun forholde dig til en ide, som du jo reelt selv har fastlåst som den nuværende retning for vedkommende, så tænk lige over, hvorfor du har behov for at konkludere? 
Hvorfor er det vigtigt for dig? Hvorfor er det vigtigt for dig at udtrykke hvad DU synes man skal og bør gøre? Hvad er det som ”rammer” dig, når en person foran dig pludselig skifter retning?

Jeg er sikker på, at alle godt kan sætte sig ind i ønsket om et lykkeligt liv.
Jeg er sikker på, at alles store drøm i bund og grund KUN er et lykkeligt liv.
Men husk, vi behøver ikke at gå samme vej for at nå derhen. Vi behøver ikke alle at gøre det ens for at nå vores mål. Vi behøver ikke at have den samme platform for at blive lykkelig.

Så vær nu sød næste gang du oplever en person, som ytrer sine tanker og ideer med dig, at knibe dig selv i armen, træk vejret dybt også tænk ud af boksen, Lad være med at tænke, hvad ville jeg gøre? Hvad synes jeg er det rette? Narj! Go crazy, giv den gas, fold dig ud. Ro på og stol på at vedkommende nok skal finde vejen, den gode vej. Men dette er svært, hvis man ikke ved hvilke muligheder man kan have, hvis man ikke har tænkt ud over sine egne grænser. Hvis man skal lande det rigtige sted, kræver det, at man har været ude i alle yderpunkter, for at finde balancen. Hvis du ikke har siddet yderst på vippen, ved du ikke den kan tilde modsatte vej, det giver næsten sig selv. Brug måske muligheden til at rådgive med tanker og ideer du aldrig selv at fået udlevet. Brug muligheden til at rådgive et andet menneske ud fra dets ståsted. Brug muligheden til at være til for et andet menneske, uden nogen form for vinding, uden nogen form for bagtanke eller moral. Bare være til og prøv at være banken med de utømmelige muligheder og ideer. Hav tillid til mennesket, hav tillid til at mennesket finder sin balance gennem de muligheder som det bliver forelagt.

Kærligst Channette

”Jeg” er ikke den vigtigste i mit eget liv.

Efter Nytårsskiftet tog jeg fat i en feeling, som jeg oplevede i min krop. Der var noget som ikke føltes rigtigt, der var noget i gære i min sjæl. Jeg er blevet super god til at mærke efter, når min krop sender mig disse signaler. Dermed ikke sagt, at jeg er super god til tjept at kunne tolke den feeling jeg får, men jeg opfanger den og arbejder med den indtil denne er håndteret. Det er ikke altid feelingen absolut skal løses, det kan være jeg blot skal give den plads til videre bearbejdelse. Nogen gange er genkendelsen af feelingen nok. Men denne feeling jeg fik her var nu noget kringlet. 

Når jeg har det sådan, kan jeg godt finde på at opsøge en clairvoyant om råd, især hvis jeg synes at køre fast i at kunne komme ind til årsagen. Sådan havde jeg det i januar. Lige meget hvor meget jeg vendte og drejede min feeling, evnede jeg ikke rigtigt at få fat i noget, der gav et hul eller en indgang. Så jeg kontaktede en clairvoyant, der trak et kort på min situation lige her nu, hvor jeg stod på det tidspunkt.
Det er ikke altid man får det svar man ønsker, det skal man altid huske med sådan noget. Eller sagt på en anden måde, det er ikke altid det giver mening lige på det tidspunkt hvor det bliver sagt. Ofte skal man have det slugt, drejet eller vendt med sig selv. Og denne gang for mig var ingen undtagelse.

Clairvoyanten startede faktisk op, med info om al den kreativitet som boblede inde i mig, ventede på at komme ud og blomstre. Der ville ske så meget nyt, jeg ville formå at udleve og finde min hylde. Det var lige det jeg ville høre, alt det jeg har higet efter at finde.
Meennnnn så kom det ”forkerte” budskab. ”Dette kan kun ske, når du formår at slippe fortiden helt og elske dig selv som du er.”
HOLD NU KÆFT!!!! DET gad jeg bare ikke lige høre den dag, ærligt. For jeg synes virkelig, at jeg elsker mig selv for den jeg er. Jeg værdsætter så meget min rejse. Jeg nyder det spejlbillede jeg ser hver dag. Jeg evner at sige højt til mig selv, uden nogen vaklen i stemmen mere: Jeg er dejlig som jeg er.

Jeg var i flere dage indebrændt over den besked. Jeg talte sindssygt meget med mig selv i bilen på vej til arbejde og hjem fra arbejde. Det gør jeg nu tit. Du drømmer ikke om, hvad der er blevet tænkt at tanker i den bil. Så hvis den kunne tale, så……….
Jeg var midt inde i februar da jeg en dag siger til mig selv i bilen: ”Problemet Channette, er jo ikke at jeg ikke elsker mig selv som jeg er. Problemet er, at jeg jo ikke er det vigtigste i mit eget liv.”
Wauw et wake up call, der lige måtte fremkalde tårer.

Du vil sikkert straks sige, at det er da det samme som at elske sig selv, bare det ikke er nok. Men sådan ser jeg slet ikke på det. Jeg synes, at jeg er et dejligt menneske, med det skønneste rummelig sind. Men jeg giver slet ikke mig selv tid. Jeg giver slet ikke mig selv tid til at være sammen med denne vidunderlige finurlige sjæl.
Jeg har selv et motto om, at man gør noget ved tingene, når de er vigtige nok for en. Derfor har det bl.a. undret mig, at det har taget mig utallige forsøg at smide mit store colaforbrug. At jeg stadig ikke dyrker motion oftere, finder et kick ved det. At ikke går mere op i det jeg indtager, så at mine former også kunne ændre sig. Men dette bunder udelukkende i, at ”jeg” ikke er vigtig nok i mit eget liv.
Jeg bliver ved med at lukke folk ind, som ikke er gode for mig. Jeg bliver ved med at være steder og gør ting, som jeg ikke er hel med på. Jeg bliver ved med ikke at udleve mig selv.

Jeg lovede mig selv i det nye år, ikke at spekulere på om min økonomi hang sammen, for der er ingen grund til det. Det hænger fint sammen. Jeg har taget en beslutning om at leve et lykkeligt liv, og dette liv er via sjælen ikke via materielle ting.
Jeg lovede mig selv i det nye år, at komme mere ud. Gå ud sammen med de gode mennesker i mit liv. Gør ting som gør MIG glad. Lukke ørerne for dem, hvis kommentar ingen relevans har for mig, som intet bidrager med til det menneske jeg er.
Jeg lovede mig selv i det nye år at lade min dejlige sjæl blomstre og være sammen med mig selv, bare mig.
Så da det slog mig, at jeg pludseligt ikke var det vigtigste i mit eget liv, opløste feelingen sig. Nu er den håndgribelig, nu ved jeg hvad jeg skal have fokus på.

I går så jeg dette skønne opslag, som gav mig endnu mere mod på at folde mig ud, som jeg går og drømmer om. At finde den hylde, hvor min sjæl blomstre og udstråler lykke. Det stopper nu. Det stopper at jeg gør ting for at nøjes. Jeg vil være modig og gå den usikre vej, en vej jeg aldrig har turde gå, men kun drømt om, uagtet hvad andre tænker, føler og mener.
Mit mod blomstre nu. 

Nurse your soul:

https://www.youtube.com/watch?v=z7ckffQYiis

 

Kærligst Channette

 

Too much information

Som du jo ved, bor jeg i et socialt boligbyggeri ude på Lars Tyndskids Mark, hvor vi kommer hinanden meget ved eller ret og sagt, jeg kommer vist dem mere ved end de kommer hinanden ved.
Jeg er typen der altid hilser pænt på alle. Er jeg i min have kommer mine naboer ofte forbi for at smalltalke. Her får jeg en masse informationer om de andre beboer, mest negativt sladder, og med en udtalelse om, at de ikke bryder sig om dem de taler om. Det kan godt undre mig, hvorfra de har de informationer, nu de ikke ønsker at tale eller have noget med vedkommende at gøre, men det må guderne jo nok vide.
Jeg har ikke rigtigt noget med nogen at gøre. Da jeg kører på arbejde ret tidligt om morgen og først kommer hjem ved mørkets frembrud.  Så jeg har ingen anelse om hvad der foregår i mellemtiden, men ud fra hvad jeg hører, sker der da ikke så lidt rundt omkring.

Det morer mig altid, at mine naboer har denne kontakttrang til mig, at de er så nysgerrige efter at deltage i mit liv om hvad jeg går og laver, for det er desværre ikke gensidigt.
I starten opfattede jeg det meget irriterende, jeg syntes de var sådan nogle snushaner. Indtil jeg fik det vendt om, og så det som en kærlig overvågning, der kunne komme til min fordel. De vil altid vide for mig, hvem der kommer og går, og derfor er jeg sikker på, at et indbrud ville være ret umuligt hos mig.

I går stødte jeg så på en beboer, jeg faktisk kun har hilst på, men aldrig rigtig talt med. Det vil sige, jeg har altid kun talt med hans kæreste/kone. Indtil det i går gik op for mig, at hun er hans x-kone.
Jeg havde lige hente et par bøffer til aftensmaden, hvorpå jeg blev stoppet lige udenfor min hoveddør. Jeg ved desværre stadig ikke hvad han hedder, men munden stod på ingen måder stille på ham.
Han havde lige ordnet bagruden på sin bil, da den var revnet, faktisk så meget at den ikke kunne klare et enkelt bump mere. Derfor havde han knust ruden og sat plastik på.
Han boede sammen med hans x-kone, da han var gået på tvangsauktion med et hus, men havde kun 2 år tilbage, så kunne han købe noget nyt. Han var stoppet med at betale, og de havde slet ikke kontaktet ham siden.
Han ville gerne have et lille landsted, for han havde en ny kæreste. Hun var dog ikke så tyk som hans x-kone, men hun elskede ham meget højt, og tog ham for hvad han var. Han gik ikke så meget op i hvordan kvinder så ud. De ville på sigt gerne flytte sammen. Hans kæreste var blevet kørt psykisk ned at hendes x-kæreste, men nu boede hun hos en anden mand og hun var begyndt at få det meget bedre.
Han havde ikke arbejde nu, men havde haft. Han havde en masse beviser og det var selvom han var ordblind.
Den røde kat jeg havde set oppe i vinduet, det var hans.
Stoooooppppp…………… allerede too much information og utrolig rodet. Hvad det været en anden, havde jeg spurgt yderligere ind til detaljerne, som f.eks.: …..bor din kæreste med en anden mand?”, ”Hvorfor bor du med din x-kone?”, ”Synes din nye kæreste ikke det er underligt?”

Hold nu magle. Ikke nok med at det var skide koldt, men der var så meget privat information på meget kort tid, at jeg blev blæst bagover. Jeg har aldrig talt med denne nabo, men jeg skal da lige love for, at han fik læst af.
Jeg kom endelig storgrinede ind af døren, en lille smule hovedrystende, for hvem får sig selv til at fortælle alt dette til en vildt fremmed? Eller er det bare mig der ser mig selv som en vildt fremmed, for det er jo urolig tryghedsbetonet når man letter sit hjerte på den måde, som denne nabo gjorde ved mig i går. I stedet har jeg i dag besluttet mig for, at være beæret over det privilegium af åbenhed som min nabo viste mig. Jeg vil ikke føle mig skidt til mode over al den info. Jeg vil se det som et tegn på, at jeg udstråler varme og tryghed, at have udvist accept og forståelse, udvist rummelighed overfor ham.
 Det var da slet ikke nogen dårlig oplevelse at have denne første uge på året.

 Kærligst Channette

Tak for i år!

Så er 2017 ved at været gået for mig og nu sidder jeg, som sidste år, med fokus på hvad jeg ønsker mig af 2018, ud fra alle de berigelser af oplevelser og erfaringer som året har givet mig.
For en del år siden lærte jeg, at skrive mine fokusområder ned, lægge dem i en skål  og så først når året var omme, kigge på disse sedler igen.
Dette har jeg selvfølgelig gjort og hold da op. Selvom jeg sidste år kun havde 4 fokusområder, så er det da tankevækkende at 3 ud af 4 er gået i opfyldelse.
Det har virkelig givet mig en AHA-oplevelse og derfor er det nu en tradition for mig. 

Jeg lærte dette begreb ud fra et spirituel syn, at man på denne måde beder universet om hjælp.  For mig er det lige så meget, at jeg underbevidst har sat mig nogle mål, nogle realistiske mål. Det er ikke mængden, men værdien af dem. Derfor er antallet ikke relevant, kun mine fokusområder.
Hvad er det så for fokusområder jeg har?
For mig drejer det sig om indre lykke, balance og harmoni i mit liv. I 2018 handler det om, at sætte mig selv som 1. prioritet. I alt hvad jeg foretager mig skal kærligheden være drivkraften og jeg skal følge mit hjerte.

Det kan jo umiddelbaret ikke være nogen svær sag, men tro mig. Det samfund som vi lever i, ynder at trække alt positivitet ud af livet, ynder at trække konstant i divergerende retninger, hvilket kræver uanede energi at fastholde sin balance. Men det skal dog ikke holde mig for at kæmp for det hver dag.
Og 2018 er året, hvor dette rodfæstes!

Jeg har meget at være taknemmelig for. Alle min erfaringer og oplevelser har beriget mit liv. Ikke bare negativt, men i den grad positivt. Hvis man tør face det man møder, ligger der en læring i ALT. Det tror jeg på.
Jeg håber på, at du ligeså har en masse at være taknemmelig for, at du ligeså glæder dig til et nyt år.
Jeg vil i hvert fald gerne sige tak, tak for året der gik, tak for alt det jeg lærte, tak for alle oplevelserne, tak for alle minderne.

Kærligst Channette

FB, blot et medie

Jeg er selv en flittig bruger af diverse medier, hvilket bl.a. kan være Facebook eller Instagram.
Jeg bruger ofte dette i forhold til min klinik, men ligger lige så ofte private billeder, oplevelser og statements ud. Jeg surfer også rundt og ser hvad andre har postet, men er ikke god til at like alt jeg ser, ej heller kommenter jeg på andres opslag, og det er hverken om jeg kan lide opslaget eller ikke.
Jeg har ikke en holdning til det du ligger ud, idet jeg mener dette er din private side, som jeg snuser rundt i. Derfor finder jeg det forkert, at belære dig om indholdet af det du har valgt at dele. Det er din side, du har rettighederne til selv at bestemme hvad du vil dele. Så om det er af børnene, din træning, dine dyr, dine bryster, dine holdninger…………………. I don’t care.
Det er helt og aldeles din ret, at dele det du lyster. Blot vid’ at jeg ikke finder det nødvendigt at kommentere på alle dine opslag, og slet ikke negativt. Vid’ blot at jeg har set det og liker det når jeg husker det.

Det der måske kan bekymre mig er, at vi erstatter det for at være sammen, at vi bruger det som en undskyldning for at kunne følge med i hinandens liv, nu vi ikke lige kan nå at ses. For det kan på ingen måder sættes i stedet for. Opdateringerne på diverse medier fortæller jo ikke, hvordan du i virkeligheden har det eller om hvordan det går. Dine opdateringer afspejler jo kun en her og nu oplevelse. Os der snuser glemmer dette, mener jeg. Vi tager opslaget for et billede af hele din dag, hele din verden. Men hvem fanden poster et billede af sygdom og elendighed? Hvem ønsker at vise det? Hvem ønsker at gud og hver mand skal komme helt ind, hvor man er mest sårbar?

Vi må altså ikke glemme at FB blot er et medie. Et medie som var det et gammelt støvet fotoalbum, hvor hvert billede kræver et menneske til at fortælle historien bagved. Vi må heller ikke glemme, at fordi man er ”venner” på FB, er det ikke det samme, som er man venner for/i livet. Man følger blot hinanden, som det hedder på Instagram.
Jeg står til at have 227 venner, hvis jeg skal tro på FB. Men jeg er ked af, at skulle være den der fortæller dig det. DET ER IKKE SANDT! Jeg har kun en stor håndfuld nære venner, ja de er også på Facebook. Men jeg har til gengæld en masse fantastiske bekendte, som jeg slet ikke kan undvære. Bekendte som jeg også deler alt muligt med, og som også sagtens kan berøre mit mest sårbare område. Men de er ikke venner.
Venner er for mig, de personer som jeg først tager kontakt til, når lokummet brænder. Det er dem jeg deler alt med, og har ingen forbehold over for.
Så lad nu være med at blive tøsefornærmet over, at blive slettet som ”ven”. Det behøver jo ikke betyde verdens undergang. Når jeg holder store oprydningsdag på mine medier, er det simpelthen fordi jeg ikke gider sidde se de samme opdateringer både på FB og Instagram. Jeg er tilfreds med at kunne følge dig bare et af stederne.

Kærligst Channette

Nærig? Hvem mig?

Er du nærig???
Dette var min mors udtalelse, da jeg fortalte hende om en oplevelse jeg har haft, én jeg nu også ønsker at dele med jer.
Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at jeg har, af flere omgange, været på forskellige datingsider hen over den sidste årrække. Da jeg ikke har været så aktiv med sociale arrangementer, har jeg tænkt indtil nu, at dette var min eneste mulighed for at møde en mulig kæreste.
På datingsiderne opgiver man diverse informationer om sig selv og påsætter evt., og så godt som, vellignende billeder. Mens man så venter på at blive set af det andet køn, surfer man selv rundt i alle mulighederne, og forhåbentlig ryger der en rotte i fælden, en der ønsker at skrives ved eller tales ved over mobilen.

Det var så ved denne anledning, at jeg mødte en gut fra Vejle. Lidt yngre end jeg selv. Egen virksomhed med en god stabil indkomst på godt 3 millioner om året (250.000kr til privat forbrug per mdr.). Bygget eget hus, indrettet med dyre designer møbler. Kører rundt i bil til 2-300.000kr.
For dem som kender mig, ja så vil I allerede her begynde at ryste på hovedet og smågrine. For er der noget jeg absolut ikke bliver imponeret over, er det alle disse informationer jeg lige har givet jer.
For mig kan al den viden lægges ind under et enkelt begreb: ”Hvem har den største tissemand?”
Det kan ikke rage mig mindre!
Det der til gengæld kan fange min opmærksomhed, er viden om hvilke værdier du rummer, dine holdninger og hvad du drømmer om. Jeg er udmærket klar over, at dette ofte er svært for mænd lige at kaste sig ud i en sådan fortælling, men synes egentlig selv at jeg er ret god til at stille gode guidende spørgsmål, som for en mand er konkrete og direkte. Så efterlader ham ikke på gyngende grund.

I samtalerne med ”Vejle” kommer vi skam også ind på diverse drømme og holdninger. Bl.a. kunne han godt tænke sig et hus i Hjerting med udsigt ud over vandet eller gå på pension som 60-årig og anskaffe sig en lejlighed i Spanien. Selvfølgelig undrede jeg mig over, at han på intet tidspunkt sagde: ”………….også skulle min kæreste og jeg sidde der på terrassen og kigger ud over vandet.” Narj: ”……Jeg vil gerne have et hus ved vandet. Jeg vil elske at have en sådan udsigt hver dag.”
Men fair nok, vi kvinder kan også godt lide at filmatisere tingene, så derfor kommenterede jeg ikke på det.
Det der dog ”vækkede” mig, som tangerede til forargelse, var da samtalen kom til det at bo sammen. ”Vejle” udtrykte en holdning om, at udgifterne skulle deles ligeligt. Så enten stod man for madbudgettet eller man stod for huslejen. Dette er en holdning jeg er fuldstændig enig i…………………… og dog.
Hvis jeg skulle flytte sammen med ”Vejle”, skulle dette være i hans hjem. Et hjem skabt ud fra hans indkomst. ”Vejle” havde tidligere fortalt mig, at han kun spiste bøffer et helt specielt sted fra, som kostede ham 4000kr om måneden. Desuden elskede han at rejse og gør det minimum 2 x om året.
Stop så lige op, og sæt det i perspektiv med mit liv. Arbejder som lægesekretær + har lille massageklinik. Tjener 3-400.000kr om året. Kører rundt i en gammel skraldebil og bor i et socialt boligkvarter. Mit samlet madbudget + diverse husholdning er på max. 3500kr om måneden.
Kan du se det for dig nu?

Hvis jeg skulle flytte sammen med ”Vejle”, ville jeg være nødt til at opsige mit job og søge et i Jylland. Hvad ville min indtægt så blive? Jeg ville ligeledes være nødsaget til at opgive min klinik. Jow jow jeg kunne da blot starte den op i Jylland, men det er jo ikke nogen garanti for succes.
Og bliv så lige hængende ved budgetterne. Lad os nu sige at jeg tager madbudgettet, for til huset kan jeg vel næppe bidrage med meget. Bare trang til bøffer for 4000kr om måneden overskrider mit nuværende budget. Tænker der vel også skal sovs og kartofler til? Hey grønt koster altså også.
Vi skal vel have andet i det køleskab? Vi skal vel også have vasket tøj med sæbe? Det kunne være rart med papir til toiletbesøgene. Jeg vil måske også gerne selv have lidt nyt tøj i ny og næ. Okay så må jeg jo blot melde fra til rejserne x 2 om året.

Forargelsen opstod, da jeg foreslog at man lagde en vis portion penge alt efter indtægt, da jeg måske ville frygte at ”Vejle” ville have svært ved at finde en pige, der kunne leve op til hans levestil. Hvorefter ”Vejle” responderer med: ”Er du nærig?”
MIG!!! NÆRIG???
Det er jeg fandeme aldrig nogensinde blevet beskyldt for at være, og har aldrig været nærig.
Argggg come on.
Men der var ikke noget at gøre. Forargelsesknappen var aktiveret og min indre djævel var ude. Jeg måtte desværre meddele ham, at det nok ikke var lige mig han skulle gå efter, idet jeg var på udkig efter en SugarDaddy. Det koster at have mig som kæreste. Jeg vil ikke ligge en krone, jeg vil have alt betalt.
I kan snildt forestille jer hvad det bekendtskab er endt med.

Nej jeg er helt klart til delingsprincippet, men synes ikke det er fair hvis forholdene er så ulige, som de var i dette tilfælde. Men som alt andet jeg oplever, var dette også berigende. For ønsker jeg én med et sådant niveauforskel fra mig? Kan jeg i det hele taget forlige mig med det på længere sigt? Kan jeg leve med én, hvor værdigrundlaget er så langt væk fra mit?
Nu da forargelsen har lagt sig, har det virkelig givet grundlag for sund eftertanke.

Kærligst Channette

Alt for mange dronninger

Denne gang kaster jeg mig ud i en sammenligning på et fagområde, som jeg ikke har den fjerneste viden om, andet end hvad jeg har læst mig til, nemlig strukturen i en bistade.
Bifamilien består af en dronning, nogle hundrede hanbier (droner) og mange tusinde arbejdsbier. Alle har faste opgaver fra første levedag, og de er på intet tidspunkt i tvivl om hvad deres virke går ud på.
Og hvad får mig så til at starte med en sådan info?

Jo altså jeg begyndte at arbejde i Sundhedsvæsenet i 2000 som sekretær og i 2005 var jeg færdiguddannet som lægesekretær. Jeg har været i erhvervet lige siden, på nær nogle enkelte afstikkere her og der. Sundhedsvæsenet er en meget udskældt arbejdsplads både af brugere som af medierne. Jeg er også klar over, at du kigger anderledes på det som bruger, men jeg ved jo du følger med i medierne. Derfor undre det mig, at du så ikke reflekterer over, at os der arbejder der faktisk gør det så godt vi kan under de forhold der bliver os sat.  
Når dette så er sagt, så er jeg sgu stolt over at bidrage med mit virke i vort Sundhedsvæsen. Jeg er stolt over at give mit bidrag til, at brugeren kan få en hurtig og effektiv behandling. Jeg er stolt over at medvirke til at sikre tusindevise af brugere igennem hver dag, hver uge, hver måned, hvert år. Jeg er stolt over alle de bruger vi får godt igennem et sygdomsforløb. Jeg er stolt over de muligheder vi har, når vi bliver syge. Jeg er stolt over at vi har et Sundhedsvæsen i Danmark.

Nu lyder det som, at jeg syntes alt er fryd og gammen, men sådan ligger landet ikke altid. Sundhedsvæsenet er som en stor bistade, opdelt i mange afdelinger og derfor også mange dronninger, droner samt arbejdsbier. Det er en evig proces at sikre at alle ved hvad de skal, ikke mindst sikre at de gør det, men også konstant kigger på nye effektive arbejdsgange. Eller rettere sagt, det er mit syn på sagen.
Når jeg så ikke altid synes at dette er fryd og gammen, skyldes det mest af alt, at sikring af folks virke ikke er til stede, ikke er markant nok, ikke er synlig nok. Jeg synes ganske enkelt at det ofte sejler.
De fødte dronninger træder ikke nok i karakter, og dronerne samt arbejdsbierne kender ikke deres plads, kender ikke deres virke, bliver i hvert fald ikke holdt i den. Dronerne og arbejdsbierne synes ofte at betræde dronningens funktion, og hvis de har oplevet succes ved dette få gange, begynder de at afvige fra deres oprindelige arbejdsopgave. Når en sådan skævhed opstår, går dette ud over produktionen, i det her tilfælde honningen. Producerer en bistade ikke honning nok, må den afskaffe nogle droner eller arbejdsbier, i værste tilfælde vil dronningen forlade bistaden. Bistaden vil derfor stå til lukning.

Jeg er selv en arbejdsbi og skal ikke være mere hellig end andre, for jeg forsøger også selv at betræde min dronnings funktion. Dette sker når jeg oplever 2 ting: Manglende styring og manglende anerkendelse.
Jeg har en klar forventning til den udvalgte dronning, og føler jeg ikke at hun udfylder hendes funktion, aktiveres der en knap i mig. En dronning, med mine øjne, skal kunne evne at holde det forkromede overblik, svinge pisken og uddele motiverende anerkendelse. Jeg vil opleve at min indsats, mit drive og min tilstedeværelse  skal værdsættes. Ikke hver dag, dog kun når det virker berettigede. F.eks. hvis kun 3 medarbejder ud af 5 har passet skansen selv og sikret at afdelingen har nået sine mål samt mere til. Det har jeg en klar forventning om!

Når jeg sidder og skriver dette, er jeg velvidende om, at dette foregår på mange arbejdspladser, denne forskydning. Sundhedsvæsenet er ikke spor unikt lige der. Jeg er måske også lidt naiv i troen på,  at det ikke ville forekomme i den private sektor, uden at have nogen som helst indsigt om dette.
Men følelsen, oplevelsen og tanken om: ”Hvorfor går jeg på arbejde? Hvorfor har jeg dette job? Er det sådan det skal være de næste 20 år?” Det kender jeg noget til og noget jeg vil arbejde meget mere med i 2018.

Kærligst Channette

 

Føler mig malplaceret

I januar måned flyttede jeg ud af byen, væk fra Vanløse, ud på landet, nærmere betegnet Snertinge.
Jeg flyttede til København for godt 18 år siden og har, på nær en afstikker på 3 år i et sommerhus, boet de resterende år i Nordvest kvarteret og sluttelig i Vanløse. Jeg har nydt min tid tæt på København, men måtte indrømme at trangen til roen begyndte at presse sig på. Først troede jeg, at det kunne løses med jagten på en lejlighed med altan. Havde også et ønske om at kattepigerne ville nyde godt af den friske luft. Men den jagt var helt umuligt at gå efter, enten prismæssigt ellers var det tidshorisonten.
Det bevirkede, at jeg besluttede mig for at gå all in, jeg ville ud, ud hvor markerne ville være det første mit ansigt mødte mig når døren gik op. Dog var det ikke hensigten, at jeg skulle flytte SÅ langt ud, men har på intet tidspunkt fortrudt!
Jeg er flyttet ind i et lille lejet rækkehus gennem Lejerbo.
Jeg er godt klar over, at der er regler for hvor nyistandsat man får mit lejemål. Jeg mener heller ikke at være særlig sippet, da jeg altid har været en’ der selv har gjort noget ved de lejligheder jeg har boet i. Når det så er sagt, må jeg da sige, at dette lejemål indtil dato har været det værste jeg har lejet. Super dårligt vægmalet, panelerne ligner noget hvor en tør pensel er trukket hen over, på alle dørene står der ”Bank på” med sprittusch, græsset ude i haven gik til knæene ved min ankomst og nu er fliserne i køkkenet begyndt at bule ud fra væggen.
Men det har været det hele værd og helt perfekte for mig og tøserne. Mangler nu kun at få malet radiatorerne samt dørene, så må jeg lige tale med Lejerbo efter jul, hvad vi gør med det miserable køkken. Men intet der ikke er til at leve med. Går egentlig og hygger mig med de mange småprojekter dette lejemål har givet mig. Det gør også at jeg har været nødsaget til at holde noget fri og være hjemme for at få det hele ordnet, som jeg gerne ville have det.

Når man flytter ind i et nyt boligkompleks, ja så giver det ligesom også nye naboer. I min tid i København har jeg egentlig aldrig kendt mine naboer særlig godt. Ja nogen har jeg faktisk aldrig mødt. Men her i Snertinge er naboerne meget imødekommende, eller meget nysgerrig/pushi, som min mor kalder det.
Bare ved at sidde og skrive dette skriv, kan få smilet frem på mine læber.
Mange af jer kender ikke min mor, men kort beskrevet er min mor født og opvokset i Jylland, og er en rigtig skrap jyde på SÅ mange områder. Og det der med at naboer f.eks. stopper op og snakker med dig, når du er i haven, eller kommentere højtlydt på det de ser når de går forbi, kan min mor slet ikke have, som i slet ikke! Magen til nævenyttig nysgerrighed kender man da ikke magen til. Og denne indebrændthed kommer virkelig i flor hvor jeg nu bor, fordi mine naboer er meget kontaktsøgende. Ja ja så nysgerrig da om du vil.

Jeg brugte rigtigt meget krudt i starten på at forsvare mine naboers adfærd, og svært var det b.a. den dag vi sad i køkkenalrummet og spiste. Dette rum vender ud mod haven. Her kom naboerne forbi ude på vejen, stoppede op og begyndte at glo ind i haven og kommenterede højtlydt på hvor langt jeg var nået. De kunne se os, og os dem. Min mor kogte fuldstændig over. Den fik ikke for lidt. Bl.a. sagde min mor gentagende gange, at det rystede hende, at jeg var synket så dybt siden jeg var flyttet ind i et socialt boligbyggeri. Det hjalp ikke just på det, for jeg ser jo ikke noget problem i at bo i et sådant, og så var de jo heller ikke værre.
Sjovt var det så den aften for 3 måneder siden, hvor min forældre kom på besøg, dog først landede hos mig ved en 22-tiden. Her gik døren op ved mine naboer som kom ud og tog imod, længe før jeg nåede det.
Eller hvad med den dag hvor formanden ringede på, hun bor lige overfor mig, og sagde at jeg jo var svær at træffe hjemme, for jeg kørte jo tidligt og kom sent hjem. Åh ja ha’ da lige styr på det, hva!

Men mine mors udtalelser vakte nu noget i mig. Hver gang jeg nu så mine naboer eller hørte dem igennem væggen, begyndte jeg at studere dem. Hvad er det egentlig for nogen typer? Hvad laver de til daglig? Hvor meget er de hjemme? Hvilken relation har de til hinanden? Hvad jobber de mon med? Hvor meget arbejder de? Har de bil? Etc.
Via dette studie faldt tiøren. Det er jo mig der er total malplaceret i dette sociale boligkompleks. Ikke dem, men mig!

Jeg er den eneste der har et job på mere end 15 timer om ugen. Jeg er den eneste der ikke har et samlerhjem. Jeg er den eneste der går helt over med skraldet i containeren….. HVER GANG! Jeg er den eneste der ordner min forhave og baghave for ukrudt. Jeg er den eneste der vander de sommerblomster, som jeg har investeret i. Jeg er den eneste der sidder ud i min have når solen skinner. Jeg er den eneste der klipper hækken. Jeg er så også den eneste der klipper hækken på begge sider. Jeg er så også den eneste der klipper hækken 2 gange om året. Jeg er den eneste der kører mit eget haveaffald på genbrugspladsen. Jeg er den eneste der vasker min bil. Jeg er den eneste der ikke kan køre rundt med en sprunget forlygte i 3-4 måneder. Jeg er den eneste der har en nyvasket postkasse. Jeg er den eneste der pudser vinduer både udvendig som indvendig. Jeg er den eneste der ikke lader min hund skide indenfor. Jeg er den eneste der ikke lufter mine katte i snor. Jeg er den eneste der ikke har dukker, jeg behandler som børn. Jeg er den eneste der ikke sidder oppe og ser fjernsyn til kl. 2 om natten hver dag. Jeg er den eneste der hilser på alle mine naboer. Jeg er den eneste………

Det tror da fanden mine naboer undrer sig! Det tror da fanden de holder øje med mig! Det tror da fanden de inspicerer det der foregår hos mig.
Det er jo mig der falder total ud fra mængden, ud fra gruppen.
På en eller anden måde gav det også en ro på, da jeg satte det sådan op for min mor. For hvem er det egentlig der bestemmer hvad der er rigtigt og forkert. Hvem er det der bestemmer hvilken gruppering er den rigtige eller den forkerte i en sådan situation? For er der noget rigtigt eller forkert her?
Her er det jo blot et godt eksempel på, at der er plads til alle og vi kan og gør det, lever sider om sider, uanset hvilket liv vi har valgt at leve.
Denne AHA-oplevelse glæder blot min rummelige hjerte. Tænk at jeg er malplaceret!

Kærligst Channette

 

Tak – men nej tak!

Jeg har en meget omsorgsfuld og bekymrende omgangskreds. Dette oplever jeg ofte når de hører om min hverdag, hører om hvad jeg får tiden til at gå med, hører om hvor meget jeg arbejder.
”Pas  nu på du ikke kører dig selv for hårdt!”, ”Du skal altså også huske på dig selv!”…..
Disse sætninger er de hyppigste.

Men dette er et tak til dig. Tak – men nej tak!
Jeg er super glad for din bekymring, din omsorg. Dog er den ikke udvist ud fra min måde at leve på, den person jeg er. Den er givet ud fra dig og ud fra dit livssyn, dit liv.
Jeg har til dato aldrig, som i aldrig oplevet nogen der i første sætning har sagt: ”Åhhh fedt….. det lyder bare super spændende.” Men i stedet bliver sætningen til: ”Mere arbejde???”, ”Jamen hvad gør du så med klinikken?”, ”Hvad så når du skal have hund?” Og i den dur.

Men prøv lige at hør’ her:

  • Jeg ved ikke om jeg ønsker at fortsætte med at have klinikken.
  • Jeg ved ikke om jeg forbliver på Rigshospitalet de næste 5 år.
  • Jeg ved ikke om jeg bliver boende i Snertinge til jeg dør.
  • Jeg ved ikke om jeg skal forblive i det fag jeg er i nu.
  • Jeg ved ikke ……….

Jeg har kun et reelt mål. Det er at leve et lækkert og lykkeligt liv! Hvor og hvordan har jeg ikke taget stilling til endnu. For livet tager konstante drejninger, der åbner op for nye muligheder nye retninger. For muligheder og retninger jeg ikke vidste fandtes.Jeg er konstant i bevægelse med mit sind, jeg er konstant omstillingsparat, jeg er konstant klar til at modtage og leve.

Så hvis du gerne vil skåne mig for at slide mig selv ihjel, så støt da projektet: ”Lev lækkert, lev lykkeligt” ved en overførelse via Mobilpay.
Nå ikke?
Men tag så i stedet og værdsæt at jeg rent faktisk tager ansvar, tager ansvar for det jeg har startet op i at forpligte mig til.  Værdsæt at jeg ikke har stiftet rockergæld eller har deltagelse i Luksusfælden. Acceptere at jeg er en drømmer, at jeg spires af dette.  Acceptere at jeg elsker forskellighed og får energi af at færdes i det.
Nyd de sjove og gode historier mit liv nogen gange byder grundet diverse oplevelser.
Deltag og bidrag gerne, men vid at jeg forventer noget af dig. Forventer at du bidrager ud fra min måde at leve på, at du forsøger at sætte dig ind i det. Lige som jeg sætter stor ære i at gøre det samme overfor dig.

Ja jeg har meget forskelligt jeg laver, ja der er meget gang i mig, men ikke noget jeg spinder guld på til min pengepung, men det beriger mit liv, det liv jeg lever her og nu.

Kærligst Channette

 

 

 

Manglende konkurrencegen

Jeg ville aldrig kunne deltage i  f.eks. programmet ”Landmand søger kærlighed”.
Det der med at være flere piger der jagter en’ mands opmærksomhed, er slet ikke mig. Selvfølelig kan du sige, at det er fordi jeg frygter afvisningen, hvilket jeg vil give dig ret i.
For det at blive afvist, når vedkommende har vagt min interesse, kan sagtens sætte sine spor, og da især hvis det var under mediedække.
Jeg tror da på, man lige vil reflektere over at blive valgt fra. Så er det så op til den enkelte hvilken hylde det bliver placeret på. Er det hylden med: ”Sådan en nar, han ved ikke hvad han går glip af….” eller er det hylden: ”Hvad er der i vejen med mig, det er nok også fordi jeg er …..”

Jeg har bare ikke lige det der konkurrencegen i mig, når det kommer til andres opmærksomhed, kan jeg mærke. For dig som kender mig så ved du,  at jeg intet problem har med at vise mig selv frem/gør opmærksom på mig selv. Jeg har hellere ikke noget problem med at flirte eller udvise kækhed overfor det andet køn.
Men kommer der en ind fra fløjen trækker jeg mig helt automatisk og giver plads. Og vender vedkommende ikke tilbage til mig, tager jeg det som om, at jeg simpelthen ikke har været spændende nok til at finde igen. 

Og hey jeg gør det jo selv, altså afviser.
Afviste da en mand tidligere på ugen, der ønskede min opmærksomhed.
Jeg er helt klart til voksne modne mænd, meeeennnn………………………………… hvis man som 50-årig allerede ligner min far, som er over 70, så trækker jeg mig. Det kan jeg simpelthen ikke have med at gøre.  Og så kan han skrive de sødeste ord, være den skønneste mand med de bedste værdier. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke date ”min far”!
Jeg er da sikker på, at også han reflekterede over, hvorfor jeg ikke ønskede hans opmærksomhed. Er da sikker på, at min afvisning eller ”min type” er kommet på en’ af hans hylder.

Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre, for vi gør det alle. Afviser.
Så kan vi bruge tiden på at opsætte, om min afvisning er mere ok end din afvisning. Hvilket jo er fuldstændig irrelevant. Idet en afvisning er den samme for den som modtager. Det er udfaldet af afvisningen der er forskellig.
Det vigtigste er, at vi sætter tingene i perspektiv. Jeg afviser og bliver afvist. Det sker hver dag, på forskellige måder, på forskellige planer. Det handler om hvordan jeg modtager og afgiver min afvisning. Det handler om hvorledes jeg håndterer bearbejdelsen af at gøre det og at modtage en afvisning.
Det handler om mig. Det handler igen om mit værdisæt, det handler om hvor langt jeg vil gå for det jeg vil have, og om jeg virkelig VIL have det?
For hvis jeg trækker mig, vil jeg så VIRKELIG have ham?

 

Kærligst Channette

Vær’ det du savner

For 3 uger siden blev jeg uvenner med mit klædeskab!

Jeg stod foran det for at finde tøj til sommerfesten på mit nye arbejde. Vi var alle blevet opfordret til ikke at tage det pæneste pus på, idet der ville forekomme lege på græsplænen samt vi skulle spise på en af famillehaverne på Frederiksberg, som har udendørs servering. Altså skulle der findes noget praktisk, der ikke behøvede at se for hverdagsagtigt ud. Noget af en opgave!

Jeg kan snildt forestille mig, at du ikke syntes dette burde være den værste opgave der i tidernes morgen er blevet stillet mig. Men tro mig! For uanset snart hvad jeg fandt frem  lignede, jeg en Baywatch beachgirl i den værste tænkelige udgave. Og nej jeg overdriver ikke lige her.

Det er lang tid siden jeg har kigget på mit spejlbillede, sådan rigtigt kigget og det gav lige en snert af dårligt selvværd, som jeg stod der i mit kiksede outfit. Desværre tog det mig næsten 3 dage at få slukket denne følelse, men heldigvis fik jeg den slukket. For i denne følelse ligger der alle de destruktive tanker samt handlemønstre. Alt lige fra ikke at føle sig god nok, spændende nok, attraktiv nok og bare ikke at føle sig som noget, noget som nogen andre gider at være sammen med.

Jeg erfarede også i de her 3 dage, at have fået åbnet op for den negative modtagerkanal, den kanal som kun kan modtage negative signaler, som om radaren suger dette ind. Det var lige fra artikler om: ”Hvordan man undgår single livet”, ”Hvorfor er alle de bedste mænd taget?” til ”Få dit drømmejob og liv”.

I de her 3 dage følte jeg, at have taget 100 skridt tilbage, følte mig tung i sindet, følte mig opgiven.
Men sådan ønsker jeg jo ikke at være eller at leve. Jeg ønsker at være åben, rummelige og modtagelig for hvad der måtte komme mit livs vej forbi. Jeg ønsker at tro på alt det gode, tro på håbet, tro på lykken. Jeg ønsker at tro på, at jeg har det at bidrage med og meget mere.

Så jeg startede med klædeskabet. Alt blev gået igennem. Hver en trevl blev der enten sagt farvel til eller goddag til. Jeg er udmærket klar over, at et vægttab ville gavne min krop, og tro mig jeg ved det, for det sladre kroppen om efter opstart med badminton. Knæerne er slet ikke glade for det jeg byder dem.
Men for mig handler det om meget mere end min vægt. Det handler om, at jeg gerne vil være det jeg savner. Jeg vil gerne være hende der hygger derhjemme, nyder at holde sit hjem, nyder at lave mad. Jeg vil gerne være hende der dyrker sport fordi det fylder hendes krop op med energi og tildeler den styrke. Jeg vil være hende der værdsætter livet, værdsætter det liv hun har. Jeg vil være hende der kan se det positive i alt, i ALT!! Jeg vil være hende der tror, hende der lever.

 Til gengæld vil jeg ikke være hende der tuder over, at de gode mænd er taget, for sådan ser jeg ikke helt på det. Jeg synes det er noget pis, at de mænd der virker ledige er de mænd andre kvinder har ødelagt. Tak for lort!
Jeg ønsker heller ikke at være hende der tuder over en manglede karriere, for jeg higer ikke efter en sådan. Jeg ønsker blot have et job jeg gider dukke op til hver morgen, hvilket jeg har fundet!
Jeg ønsker ikke at være hende der ikke forsøger at tilpasse sig. Jeg ønsker ikke at være hende der går på kompromis med hendes egne værdier eller med hendes mavefornemmelse.
Jeg ønsker ikke være hende der indtager godhjertet alle andres bekymringer, gode råd og ideer uden omsvøbt.
Jeg ønsker ikke at være hende, hvor der bare kan læsses af på.

Alt dette satte oprydningen i klædeskabet et punktum for, samt det åbnede igen op for den sti jeg ønsker at være på. Jeg ønskes at værdsættes, for alt det jeg kan og ikke mindst er. Jeg forlanger at modtage og ikke blot afgive. Jeg lukker af for et ubevidst pres om at gøre ting på andres måder, i andres tempi. Jeg åbner op for drømme, ser muligheder. Jeg accepterer min krops signaler, jeg lytter, dog stadig med et kærligt og roligt pres fremad trods en nu konstant smerte. Jeg har ikke behov for at efterligne en anden, eller at tilpasse mig. Jeg ønsker til gengæld at dyrke min udstråling, mit livsmod, min karisma, min utømmelige energidepot, give ud af al min kærlighed og det blot ved bare at være den jeg er.

For der er ingen som mig, jeg er en ener!

Kærligst Channette

 

Det handler om ejerskab

Som du jo nok husker fra mit tidligere skriv har jeg vist min tilgængelighed overfor det andet køn, og i den proces modtaget mange omsorgsfulde råd fra mine omgivelser. En del råd har drejet sig om hvordan jeg ville kunne få en kommende kæreste til at passe ind i mit daglige program. Selvom denne mulige problematik morer mig, så undrer den mig egentlig også. Ingen ønsker jo en person i sit liv der ikke kan acceptere mig lige der hvor jeg står nu, rumme den jeg er eller det virke jeg har. Hvilket jo gælder begge veje!
Tænk at en lægesekretærstilling, en massageklinik, 2 katte og en kommende hund kan risikere mig et singleliv resten af mine dage. På ingen måde har jeg hørt bekymringer over at jeg skal kunne rumme 3-4 dele-børn, 2 x-koner, et hus der ikke kan sælges samt en livsbitter mand.
Men fair nok, jeg er villig til at tage skraldet for mine krav. For mit krav til min kommende kæreste er, at han skal kunne acceptere mig 100% som jeg er og være et livsglad stykke mandfolk. Og selvom det ikke lyder af meget, så tro mig, det er ikke lige til. Men det er en helt anden snak, som vi kan tage en anden dag.

I dag drejer det sig om ejerskab.
For udover alle de omsorgsfulde råd, har der også været en del snak om parforhold. Forskellen mellem kvinder og mænd, hvordan spiller man hinanden gode som typer men ikke mindst i forhold til hinandens køn.
Disse samtaler har jeg fundet yderst interessante og vigtige.
Vigtige fordi forståelsen af dette spil samt evnen til at spille spillet har betydning for indholdet i forholdet. Jeg er meget stor fan af ordsproget: ”At spille hinanden gode”, idet der her for mig ligger rummeligheden, accepten af forskelligheden, hvorfor man egentligt faldt for hinanden fra start. Men også noget jeg synes mangler i dagens Danmark.

I min tilgængelighed oplever jeg at skulle passe ind i en ramme, en kasse, et setup. Jeg bliver ikke spurgt ind til min værdier eller grænser, men i stedet hvor tit kan jeg levere varen i at være kæreste.
Jeg synes det er vigtigt at have i baghovedet at vi genetisk stadig er urmennesker, at vi som mand og kvinde søger et forhold af forskellige årsager.
Mænd for at formere sig.
Kvinder for at blive sørget for (provide) og stærke gener til hendes afkom.
Jeg finder intet galt med dette, idet det for os alle ligger ret ubevidst, og mener også at denne viden bør benyttes i et forhold. Slet ikke ment negativt, men mere som en hjælp til at forstå hvad der er årsagen til en andens reaktion, til at forstå spillet mellem mand og kvinde, til at hjælpe med sammenspillet.
Når det så er sagt, så er vi også blevet et moderne menneske, vi har udviklet os på så mange områder. Ikke umiddelbart altid til det bedre, men vi har udviklet os.

Når jeg høre om konflikt-emner og situationer undres jeg. For på intet tidspunkt høre jeg at urmenneske-viden har været i brug, jeg hører ikke eller mærker ikke ejerskab. Ejerskab betyder for mig at være engageret. Jeg høre kun at hver mand holder på sit, på sin ret, på sit krav. Men intet ejerskab.
”Jeg har sagt det til ham 100 gange, men han gør det jo ikke.” Hmmmm nej for han føler ikke ejerskab for opgaven. Derfor kan du sige det 100 gange, derfor bliver det ikke løst. Han er ikke engageret i det.
Men er du? Er du engageret i alt det han siger til dig eller beder dig om gøre? Eller tænker du nu at der så står 1-1? For det hjælper i hvert fald ikke på ”at spille hinanden gode!” Det fremmer intet godt i et forhold.

Jeg kunne skrive tusinde at emner/situationer, men mit skriv i dag er blot et godt råd til alle jer der er i forhold.
Brug nu energien på at spil hinanden gode, i stedet for alt det andet negative ævl og bævl, som afkorter dit liv og tærer din livsglæde op. TAG’ NU EJERSKAB!
Tag ejerskab for dit eget liv, for din egen lykke. Brænd igennem med dine værdier, dit værdisæt. Luk livet ind, luk forskelligheden ind, vær taknemmelig for det som er.
Først når du føler egen kærlighed vil du evne at modtage kærlighed!

Mit omsorgsfulde råd til dig.

 

Kærligst singlepigen

Channette

 

 

 

Min inside makeover

Hvis du har valgt at lave en total inside makeover bør du være opmærksom på, at der er mange valgmuligheder hvad angår brug af værktøjer til dette.
Du kan bl.a. vælge at bruge en coach, terapeut, clairvoyant, psykolog, psykiater ect. Alle med hver deres færdigheder og specialer til lige det sted hvor du er her og nu. Hver især har vi et indre ønske om det perfekte liv, som egentlig for os alle drejer sig om indre balance og lykke, hvis vi skar alt væk helt ind til benet.
Men hvad betyder det? Hvorfor har valget af værktøjet så stor relevans? Er rejsen og resultatet ikke det vigtigste, når alt kommer til alt?

Jeg fortæller egentlig sjældent om min egen rejse, idet den ofte blegner når jeg oplyser om brugen af værktøjet. Jeg har nemlig valgt at benytte mig af den alternative verden og det mere end på ’en måde. Bl.a har min egen familie undret sig over, at jeg kan ”tro på den slags?”
Men hvorfor er det sådan? Er det ikke blot indgangsvinklen fra behandleren der er forskelligt? Mon ikke resultatet bliver det samme? For er det vigtigste ikke at du får løst din udfordring, får fjernet den hindring som gør at du ikke oplever indre balance og lykke?
Denne gang har jeg dog valgt at give dig et lille indblik i min rejse, og det er selvfølgelig op til dig som læser at afgøre om mit resultat ikke kunne have været opnået ved brug af mere ”anerkendte behandlere.

Min rejse startede i 2012-2013 efter at have ramt jorden hårdt, som i mega hårdt!
Hele min verden ramlede efter et kolossalt tillidsbrud fra en x-kæreste, som havde førte mig ud i uføre for mig selv. Slaget ribbede pludseligt op i alt muligt fra tidligere, lige fra barndom, teenageår, voksenliv samt arbejdsliv. Jeg så mig selv og mit levet liv med andre øjne, og det var sgu ikke noget særligt kønt syn. Jeg sad så dybt i lort til halsen, at jeg var ved at opgive alt, som i virkelig ALT! Mit livssyn var kulsort og følte det som om jeg stod i kviksand, at uanset bevægelsen, så sank jeg kun dybere. Jeg følte at jeg gennemgående var et skidt menneske.

Jeg ved egentlig ikke hvad der fik mig ud af kviksandet, hvad der fik mig til at ramme hovedet på sømmet, så min retning begyndte at ændre sig. Kan ikke huske hvad der var min AHA-oplevelse. Tror nu egentlig bare det er min trang til at kæmpe, min store livsglæde og i bund og grund mit positive livssyn når alt kommer til alt. Er sikker på at det var de grundpiller som satte ind, som drejede rattet for mig, fuldstændig som en autopilot.
Det helt surrealistiske i dag er, at det er det allerbedste der er sket for mig. Det var dog ikke lige det jeg tænkte da jeg sad der i kviksandet eller da jeg med museskridt begyndte at kæmpe mig op af skrænten.
Puha at skulle se mig selv i øjnene, skulle kigge på mig selv, kigge på mine omgivelser med disse nye øjne. Ikke nok med at man synes noget skulle gøres ved sig selv, men at det var nødvendigt også at gøre noget ved dem omkring mig, var dælme noget af en mundfuld. Tænk at stå der, Palle alene i verden, det var på ingen måde nogen rar fornemmelse. At stå der uden at føle at jeg kunne læne mig op af noget eller nogen, have nogen at stole på, have nogen der ville gribe mig hvis jeg faldt. Og samtidig med bevidst at vide at faldet, at slaget var en del af læringen, var her de vise ord skulle findes. Det var hårdt!

Så her stod jeg helt skraldet for alt, vidste nærmest ikke mere hvad der var rigtigt eller forkert og vidste slet ikke hvor jeg skulle begynde eller hvilken retningen jeg skulle gå. Vidste bare det var vigtigt at være i bevægelse. I min febrilskhed havde jeg en masse seancer med forskellige clairvoyanter, som evner at gisne om hvad der kan være dig i vente i fremtiden, og jeg higede i den grad efter lys forude. Nogle af dem var meget dårlige og spillede bevidst på, at de foran sig havde en der ville betale uanset hvad de sagde. Men jeg mødte på min vej også nogle ret gode. Den ene af dem havde et forløb kun for kvinder, Sjælesøstre, hvor man mødtes en gang om måneden. Her blev siden sidst gennemgået og talt om i gruppeforum, samt nye øvelser og fokusområder blev trænet. Ja det kunne sgu godt minde lidt om et AA-møde, for vi sad jo alle der med drømmen om at opnå indre balance, at opnå lykke. Vi kom alle med hver vores fortid, hver vores historie, men ønskede det samme resultat. Du kan betragte det som en form for gruppesamtaleterapi.
I starten var det vildt grænseoverskridende at fortælle om sig selv og sine problemer, men der opstod hurtigt trygheden, der opstod hurtig en fortrolighed hvor alt ”unormalt” var normalt, hvor alle ”upassende” tankegange var passende. Vi lettede vores hjerter til hinanden, vi fik grinet, vi fik grædt. Men det største var, at vi talt med nogen om vores tanker, vores problematikker og der var nogen lyttede, der var nogen der greb en!
Øvelserne var af forskellige karakter. Vi havde guidede meditationer, hvor vores kraftdyr skulle bestemmes. Der kunne være mantra øvelser, med sætninger som skulle gentages i pressede situationer eller om noget vi inderligt ønskede os. Der var øvelser hvor ens sidemand skulle fortæller hvordan hun så mig. Desuden lærte vi at bede universet om hjælp. Og det er nu jeg ved mange står af.
Men prøv lige at kom med mig op i fugleperspektiv. Ryst lige posen og hør så efter igen. For er det ikke det samme en coache, psykolog, psykiater ville gøre? Ville de ikke guide dig til at:

  • Lede efter din indre styrke. (Kraftdyret)
  • Skrive en seddel med fem punkter om ønsker for fremtiden. (Bede universet om hjælp)
  • Stå foran et spejl hver morgen og sige: ”Du er for lækker Ann-Marie.” (Mantra)

Så mere hokuspokus er det altså ikke. 

Forløbet i disse 6 måneder satte rigtigt meget i gang. Jeg følte virkelig  at jeg fik sprunget ballonen, taget byrden fra mine skuldre. Den store oprydning som udrensning var skudt i gang. En proces som var hård og befriende på samme tid. Lyset var blevet tændt igen og brændte skarpere end nogensinde. Derfor var jeg mere end ivrig efter at dette skulle gøres færdigt, skulle helt i bund, trods forløbet jo var on going.
Så hvad kunne jeg ellers gøre for at sikre mig, at byrden blev lettet, at det negative livssyn havde set sine sidste dage hos mig? Numerolgi.
Numerologien benyttes oftest i dag for folk der tror, at et givent personnavn har særlige uheldige implikationer. Da jeg jo ligesom havde rundet en følelse af at være et skidt menneske , tænkte jeg: ”Hvorfor ikke?”
Dog var jeg alligevel ikke åben ved fremmødet, idet jeg ikke helt kunne forlig mig med ikke at skulle hedde Jeanette mere. Det var jeg dog blevet kaldt i over 40 år. Desuden kunne jeg sagtens se en udfordring ved et evt. navnskift, se problematikken hos mine omgivelser, se anstrengelsen i en vellykket implementering.
Men måtte jo sige, at mine bekymringer blev gjort til skamme. Jeg har endnu ikke oplevet nogen, der kunne fortælle så præcist om min fortid, blot ved at have fået oplyst fødselsdag, fødselstidspunkt, fødested og nuværende fulde navn. Det rørte mig simpelthen SÅ meget.
Endnu bedre blev det dog, da jeg ligeledes blev oplyst, at et total navnændring jo ikke altid var relevant, og heldigvis hellere ikke i mit tilfælde. Jeg kunne sagtens beholde mit fornavn, det skulle så bare staves lidt på en anden måde, hvilket jeg jo ikke fandt som et problem. Der blev yderligere forelagt mig valgmuligheder for nye mellemnavne samt efternavne. Deraf mit nuværende navn.
Jeg gik også derfra med en enorm begejstring, en ophøjet tro på at dette ville hjælpe mig yderligere. Trods det er noget af en udskrivning at få sit navn rettet og udskiftet på alle mine diverse kort, men det alle pengene værd!

Tiden er gået, hvor mine diverse ændringer og øvelser er blevet godt implementeret hos mig, er blevet sat ind så de passer på mine hylder, og ikke mindst at jeg har fundet ud af at omgås mine omgivelser, som jo konstant vil sende mig udfordringer, teste mig. Og lige her har jeg kunnet mærke der manglede noget, mærke at den ikke sad helt i skabet endnu. So what to do?
Svaret på dette fik jeg i foråret ved en seance hos en meget anerkendt clairvoyant, der mente jeg stadig havde destruktive handlemønstre. Disse kunne fjernes ved hypnose.
Da hun sagde dette, gav det SÅ meget mening. Jeg følte nemlig jeg havde en kontakt jeg ikke kunne nå, som sad den bag et kæmpe stort klædeskab.
Jeg havde fået et nummer, som jeg kontaktede om en tid, og da jeg jo ligesom har været i bevægelse, i en proces de sidste mange år, tænkte jeg at det ville være walk in the park lige at tage en snak også vupti i hypnose. HA! In your dreams, Channette.
Den indledende samtale var grobunden for selve hypnosen, hvad er det som gør at mine destruktive handlemønstre aktiveres. Jeg havde forberedt alt, vidste præcis hvad problemet var. Jeg manglende at føle jeg brændte igennem, manglede at være 100% feminin, manglede at udnytte mit fulde potentiale. Du kan tro den store tale fra mig fik ikke for lidt, og du kan tro at min coach pillede det hele fra hinanden. Alt hvad jeg mente var det dybtliggende problem enten med at jeg selv sagde, at jeg faktisk slet ikke kunne lide mig selv, slet ikke elskede mig selv for den jeg var, slet ikke anerkendte mig selv. Klask!
Og det var sandt, helt ind til knoglerne. Så her fik jeg ligeledes hjemmearbejde inden jeg måtte komme i hypnose.

Så nu står jeg her, d.d.
Føler mig som et nyt menneske, føler mig lettet, føler mig glad, føler mig lykkelig. Det er dog vigtigt for mig at pointere, at dette ikke betyder at processen stopper, at bevægelsen stopper, for det gør den aldrig, livet er udfordrende at leve. Men det betyder, at jeg har fundet mine værdier igen, fundet min grænse, anerkender mig selv og mit værd, og ikke mindst synes at jeg er dejlig som jeg er! 

Ja jeg har brugt en masse penge på det, men intet er gratis, hellere ikke de anerkendte behandlere.
Ja jeg kunne have opnået dette ved brug af en anerkendt behandler.
Men er det vigtigt hvilket værktøj jeg vælger, når vejen jo i bund og grund er den samme?

Mit gode råd til dig der ønsker at foretage en indoors makeover er blot, at du holder alle døre åbne, at du finder det værktøj som passer dig uanset hvad dine omgivelser har af holdning til dette.
Det vigtigste skal altid være resultatet!!

Kærligst Channette

Skal familiemedlemmer ubetinget have plads i sit liv?

I denne uge havde min far 70 års fødselsdag og hans eneste ønske var at min bror, min brors lille familie og jeg ville deltage i det han havde arrangeret. 

Der skal lige indskydes her, at min bror og jeg ikke har talt sammen siden 2012. Det er ikke første gang at vi holder pause fra hinanden, dog er det første gang pausen har varet i så mange år.
Det skyldes at jeg har valgt at stoppe alt kontakt til ham, at jeg har trukket mig for bestandigt fra ham.

Kender du et sådant menneske som ved uenighed udelukkende siger ting for at såre, siger ting for at for at få ret, for at kunne gå fra skænderiet med oprejst pande no matter what, kunne stå tilbage som vinderen af skænderiet?
En bror der syntes livet har været hård ved ham, at han er et godt menneske hvor andre virkelig har så meget at lære. En bror der er altvidende, hvor andre slet ikke kan matche hans niveau.
Sådan en bror har jeg!

Jeg må dog indrømme, at jeg blev slem nervøs efter at have sagt ja til mit fars ønske. Jeg ville jo for alt i verden ikke ødelægge min fars dag eller skuffe ham. Men jeg var ligesom også godt klar over, at det var risici efter så mange år.
Indrømmer også gerne, at jeg lige bad universet om støtte, råd og vejledning til at løse denne udfordring, som reelt kun skulle vare i 10-12 timer.
Heldigvis gik det rigtigt godt! Ingen spydigheder, ingen uvenskaber. Min bror og jeg fik samværet til at køre gnidningsfrit, med en god kommunikation til hinanden hele dagen.

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde regnet med at der ville ske. Jow måske nok at min bror, der lagrer alt og hvor intet bliver sorteret væk, fortsatte hvor vi slap dengang. Ikke fordi at jeg ikke ville kunne have håndteret det, for det ville jeg. Men mere fordi jeg ikke ønskede at dette skulle ske på min fars dag.
Og så jeg var spændt på at mærke om jeg havde fortrudt min offensive adfærd overfor ham, om jeg savnede ham i mit liv?

Jeg sad under middagen og observerede ham, lyttede til ham mens han talte med sin kone, søn samt far og mor. Prøvede at mærke efter, mærke om han var derinde, den bror jeg kunne huske fra min barndom. Jeg elskede nemlig mine brødre som barn, jeg forgudede dem. Selv da jeg blev voksen forsøgte jeg at holde ved dem, ved at arrangere søskende weekender. I folkeskolen var det konstant: Min bror dit, Min bror dat……..
Og nu sad jeg her under middagen og måtte lede efter dette forgyldte billede.
Min svigerinde gjorde virkelig et forsøg på at vise mig, at min bror var blevet en mere blød og rund mand efter han var blevet far. Ja rund det var han blevet. Smiler. Men jeg kunne simpelthen ikke mærke det, jeg kunne ikke høre det, jeg kunne ikke se det. Han udstrålet absolut ingen ændring overhovedet og for første gang i mit liv måtte jeg give ham ret,100 % ret.
”Vi har aldrig haft nogen særlig god barndom sammen, vi har aldrig haft noget særligt sammen.”
Pludselig så jeg det meget klart for mig! Alle de situationer, billeder jeg har gemt, så jeg pludseligt i et andet lys. Det er mig der har sat ham op på en pedestal, det er mig der har randt rundt i røven på ham. Og uanset hvordan jeg blev behandlet vendte jeg altid retur.
Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske hvornår min bror ubetinget har bakket mig op, har deltaget i noget for min skyld, gjort noget uden at jeg skulle stå i gæld til ham. Jeg har aldrig hørt min bror sige med hjertet i stemmen: ”Det er min søster!”

Hold nu magle et wake up call ved bordet jeg fik. Hvor meget spildtid jeg har brugt på at være limen der desperat har forsøgt at fastholde mit forgyldte billede af min barndom med mine brødre. Og det vildeste ved denne AHA-oplevelse var, at jeg slet ikke blev ked af det. Jeg følte ikke et savn, et tab. Jeg følte kærlighed, kærlighed til mig selv. Jeg følte mig værdsat, værdsat af mig selv. For uanset om man er familie, giver det dig ikke ubegrænset adgang til mit liv. Det giver dig ikke ret til at sætte upassende fodspor i mit liv. Det giver dig ikke VIP pladser til mit liv. 

Så ja du er stadig valgt fra, uanset om du er min bror eller ej!

Kærligst Channette

 

Mit første skriv………

Jeg var til et fedt foredrag i sidste uge, som omhandlede at tage Tinder ud i det virkelig liv. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været single nu siden 2012, idet min sidste kæreste efterlod sig et ordentligt hak i tuden på mig. Det gode ved dette hak var, at det fik mig til at gå mig selv igennem i sømmene. Ikke nogen særlig nem eller køn proces lige da det var allerværst, men det var absolut nødvendigt.
Og nu står jeg her og tænker: Fedt! Godt gået tøs!
Jeg har lært så meget om mig selv og har ikke mindst lært at hvis man tør, bliver man aldrig færdig med at processe. Omgivelserne vil konstant teste en eller trykke på nye ukendte kontakter man ikke vidste man havde et issue med.

Nå men hvor om alt er, så er jeg kommet dertil hvor jeg er klar til at lukke et andet menneske helt ind i mit hjerte. Jeg syntes derfor at jeg trængte til nyt input. Tiderne har jo ændret sig en del når vi taler om datingræset. Internettet bliver brugt meget mere end nogensinde. Datingsiderne kommer hurtigt til at danne en kriterieringsliste, og man kan nemmere søge til og fra i forhold til hvad man lyster.
Dette er blevet svært for mig, nu jeg har arbejdet meget med at træde ud af den ramme/kasse som jeg synes tidligere at være kommet i. Derfor har jeg om nogen brug for råd til at få Tinder ud i det virkelige liv.

Foredragsholderen var Kirk Rønler. Jeg kan varmt anbefale dig at deltage på en af hendes foredrag, da hun meget levende inddrager sit eget liv i det budskab hun ønsker at sende.
Kirk fortalte om hendes erfaringer der havde ført hende til bevidstheden om hendes kærlighedssprog og nuværende kriterieringsliste. For vi har alle et kærlighedssprog og ikke mindst en liste.

De 5 kærlighedssprog er:

  • Anerkendende ord
  • At modtage gaver
  • Fysisk berøring
  • Tid til hinanden
  • Tjenester

Det der var læringen i dette foredrag for mig, var modet til at være tilgængelig, modet til at vise det. Egentlig for mig omhandler det ikke bare om kærlighed, men mere generelt.
Ret dig nu op, kig foran dig, se dem foran dig, smil til dem du møder.
Jeg har selv prøvet det og det virker!!
I søndags tog jeg en spontan beslutning om at tage til bageren og købe rundstykker til mig selv. Så jeg hankede godt op i joggingbukserne, elastik i håret også på med de slidte gummisko. Jeg kommer storsmilende ind i butik, trækker et nummer, og idet jeg kigger op står en ung gut og siger HEY!
Først tænkte jeg: ”Hvem fanden er du?” Jeg kender da ikke nogen herude på larstyndskidsmark. Også tog jeg mig selv i det …….. rettede mig op, storsmilede tilbage og sagde ”Hey”.
Da han havde fået det han kom efter, gik han forbi og sagde: ”…..Kan du have en god dag!” Mig: ”ILM”.

Ved du hvad? Det gav en virkelig god fornemmelse i maven, uden at jeg følte at det havde ”kostet” mig noget eller følte ”gud hvor var det pinligt!” For det var det slet ikke. Vi havde blot hilst på hinanden helt åbent.
Du skulle tage at prøve det, blot for en dag. Det bringer dig SÅ meget positiv energi, det at se og mærke at verdenen ret faktisk smiler til dig, uden at kende til dig, eller vide hvem du er. Men blot tager imod din venlighed, din tilgængelighed.

En anden læring jeg fik til foredraget, var at give andre en fair chance.
Kirk talte om dette emne ud fra, at hun havde afvist mænd og faktisk ikke havde givet dem en fair chance. Smiler. Ja jeg tænker det modsatte, at jeg faktisk er blevet afvist af mænd som ikke har givet mig en fair chance. Smiler.
Det har hæmmet mig meget i at være den person der tog initiativet. Jeg har pakket det ind i en kriterie om, at jeg ønskede det var manden der tog det første initiativ.
Så modet til at give et andet menneske en fair chance uanet hvad vedkommende tænkte om mig, det har jeg også fået prøvet af!

Egentlig har jeg slettet min datingprofil på Single, eller det troede jeg. Jeg havde åbenbart kun fået afmeldt mig som Gudmedlem (Mulighed for at skrive og modtage beskeder). Derfor øjnede jeg lige en mulighed til at afprøve modet til at give et andet menneske en fair chance.
For mig omhandler en fair chance at vise min interesse, vel vidende at de oplyste kriterier ikke er nogen jeg umiddelbart ville kunne opfylde. Men måske det andet menneske ville give MIG en fair chance alligevel, og kigge på mig med andre øjne? Jeg ved det jo ikke før jeg har prøvet det! 
Så jeg åbnede mig selv op som Guldmedlem for 1 måned, og gik derefter i gang med at kigge profiler igennem igen. Og hold nu magle jeg har givet mange en fair chance med likes og hilsner. En har da også skrevet tilbage, men han ville dog ikke slække på sin liste.
Men ved du hvad, det var ok. Jeg har det smadder godt med min egen action. Jeg har vist modet, modet til at være tilgængelig, modet til at give et andet menneske en fair chance. Egentlig har det ikke betydet det store, at jeg ikke har fået nogen særlig respons retur. For mig har det fede været at tage teten og vende den indad. Alt godt kommer når det skal.

Og hvorfor vælger jeg mon dette emne som mit første skriv?
Det gør jeg selvfølgelig fordi dette ligeledes omhandler mit nye tiltag med denne nye hjemmeside, hvor jeg jo i bund og grund blotter mig total, og viser dig min sårbarhed. Men jeg tager en chance, jeg giver det en fair chance ved at vise min tilgængelighed, viser at jeg tør smile til dig!
Skal vi gør det sammen? Vise os i verdenen, smile til den og gøre os tilgængelig?

Kærligst Channette